Årets Fodboldleder 2023

af | 26 marts 2024 | Artikler

Når DBU’s unioner i slutningen af et år afholder deres årsmøder, vælger man blandt andet årets fodboldleder, og blandt disse kårer DBU så Årets Fodboldleder i Danmark. I starten af marts begav formanden for DBUFyn, Bjarne Christensen, sig så mod Nordfyn til Særslev Boldklub beliggende mellem Bogense og Søndersø. Det er en klub, som ikke mange uden for Fyn kender. Under coronaen var man også tæt på at lukke helt ned med børnefodbold, fortæller formanden, Charlotte Rasmussen. – Dengang var kun de to seniorhold og oldboysholdet tilbage, men nu har vi også fået et kvindehold, fortæller hun ikke uden en smule stolthed. 

Midt under træningen afbryder Bjarne Christensen aktiviteterne, som foregår på rigtigt græs, kalder Andreas Bruus hen til sig og fortæller ham, at han er blevet udvalgt til Årets Fodboldleder 2023. På spillernes reaktion kan man tydeligt se og høre, at det er et kæmpe populært valg, og samtidig er formanden ikke så lidt stolt over, at man i klubben har en person, hvis indsats andre har bemærket.

I de mindre samfund er sammenholdet vigtigt.

Kunstgræsbanerne har Nordfyns Kommune placeret i de fire største byer i kommunen, så hvis spillerne i Særslev vil træne på græs, må de leje sig ind andre steder. Men et flot klubhus har klubben med fine bade- og omklædningsfaciliteter og en flot kantine, hvor man kan indrette sig, som fodboldspillere ønsker, det skal være. Det store DBU Børneklub banner er det første man ser, når man stiger ud af bilen og går ind i klubhuset.

Alle hold træner tirsdag og torsdag. Børnene om eftermiddagen og de voksne om aftenen. Skytteforeningen, hvis klubhus ligger i forlængelse af boldklubbens, har så mulighederne mandag og onsdag.

Særslev er – som de selv skriver – en lille by med et stort hjerte. Altså en af de små byer, som kommunen ofte mener, det ikke værd at investere i. Som modsvar vælger beboerne at investere både tid og penge i hinanden. Ofte er det i de mindre byer, det er lettest at finde sponsorer hos handlende og håndværkere. Dem køber man så ind hos og henvender sig til, når der er brug for en håndværker.

Andreas går gerne forrest.

Den holdning er også Andreas Bruus’. Han vil bare give noget tilbage til byens beboere, siger han. Vi andre vil nok påstå, at han giver det tilbage mange gange. Han har ideer og vil udvikle, siger Charlotte, og han går forrest, når det skal realiseres. Det er sådan en person, som giver andre mod til at følge med. Heldigvis bor han meget tæt på banerne, siger han, og heldigvis arbejder konen om aftenen. Ja, så er den sjoveste løsning nok at være på en fodboldbane som forældretræner. Bagefter kan han så spille oldboys-fodbold.

I dag er han ikke længere fodboldtræner, siger han. Han er ud over at sidde i bestyrelsen som ungdomsformand klubbens børneudviklingstræner. På sine kurser var han sammen med kursister fra større klubber, hvor de kommende børneudviklingstrænere var fuldtidsansatte i deres klub med stor erfaring og let kunne komme med input til en masse ting, man burde gøre som vejleder for andre trænere. Den påvirkning har nok fået Andreas til at bruge masser af tid til træning men også til kampe, så han er tæt på trænerne og er klar til at gå i dialog med dem og coache dem. Kunsten er at lodde trænernes færdigheder og give dem feed-back derudfra. Nogle gange må han også tage en snak med forældre, som er blevet opdraget til den holdning, at det, der tæller i fodbold, er at vinde, og det gør man kun med de bedste spillere. Men i Særslev er fodbold for alle, og alle deles om arbejdet i et godt kammeratskab.

Forældretrænere skal ikke stå alene. De skal kunne få hjælp.

Som Andreas formulerer det, når børn træner: I midtercirklen er børnene, i en cirkel udenom er træneren, og i den yderste cirkel er Andreas. Under træningen er man i sit område, og bagefter er cirklerne fjernet, og man kan snakke om, hvad der har været sjovt, for svært og hvad man skal træne igen næste gang. Og træneren kan få ideer fra en person, som så det hele med et andet fokus.

Særslev Boldklub vil ikke være en klub, hvor man kommer 5 minutter før træning, parkerer sin cykel ved banen, træner og cykler hjem. Man ser gerne, at spillerne går i bad, snakker og opbygger venskaber efter træning.  Der skal være mere end almindelig træning. Man holder five-a-side stævner, afholder fodboldskole, afholder sommerafslutning, arrangerer stævner og er ikke karrig med at give is, hvis et hold har ydet en flot præstation. Til stævnerne er der let adgang for forældrene til kaffe og kage.

En klub for børnene i Særslev er også en klub for andre børn.

Klubben skal være en klub for alle, hvor alle får lige muligheder for at blive bedre og spille kamp. Denne holdning kan så medføre, at nogle få store talenter vil afprøve sig i en større klub, men det kan til gengæld også betyde, at denne holdning tiltrækker nye spillere udefra. For nylig kom der 2 spillere fra naboklubben.

Klubben vil jo gerne have flere medlemmer og her samarbejder Andreas med skolen og søndag er der under Andreas’ ledelse legebold.

På den nyligt afholdte generalforsamling var der 33 medlemmer, fortæller Charlotte. Dette er ikke normalt – ej heller for endnu større klubber, men det, samt det at det ikke er svært at finde folk til bestyrelsen, kan kun opfattes som en værdsættelse af det ledelsesarbejde, der foregår i klubben.

SportConcept Internationalteamsports.comdbuVerona CupLæs mere om Formthotics påWinther Sport og Fritid.Busture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSkaerbaekcentretBoldtour og EventSPORTIGAN I HURUP OG THISTED