Begyndte som træner for 3. lilleput i B1913 og er i dag mester med Brøndby I.F

af | 13 september 2021 | Overgang fra ungdom til senior træner

Niels Frederiksen begyndte sin fodboldkarriere som 5-årig i den lokale klub Tarup/Pårup I.F., men allerede efter kort tid flyttede han til B1913, som lå lidt længere væk på Falen. At hans far, Eskild Frederiksen, som var viceinspektør på Tarup skole, samtidig var leder i B1913 gjorde nok skiftet naturligt. En stående vits dengang, når Eskild skulle inspicere træningen på ”cigaren”, som var navnet på en del af træningsanlægget, var, at der kommer Eskild med cigaren. Dengang i 70’erne var det ikke så unormalt at ryge cigar.

I 1980 flyttede hele klubben fra de trange vilkår på Falen til banerne ved Universitetet, og livet der kom til at betyde meget for Niels Frederiksen, fortæller han. Han mindes vandreturen til det nye anlæg med musik forrest. – Klubben betød rigtig meget for os, og vi tilbragte rigtig megen tid der. Vi tog derud lige fra skole, spillede bordfodbold og hyggede os i cafeteriet, inden vi skulle træne, fortæller han.

Niels ville hjælpe klubben

B1913 og Brøndby havde i de år landets største børne- og ungdomsafdelinger, så der skulle skaffes mange trænere, og som kun 17-årig sagde Niels ”Ja” til et trænerjob for de allermindste dels fordi, som han siger, han gerne ville hjælpe til i sin klub, men han havde også en stor lyst til at lære fra sig og sætte en udvikling i gang. Han oplevede en ”hel” klub, der vægtede talentudvikling, klubliv og fællesskab. Værdier, som også senere var forudsætninger for, at han valgte B93, da han flyttede til København.

Senere avancerede han til at blive træner for 3. lilleput i 1992 og havde træneren for 1. lilleput, Lars Buchardt, som sin mentor. Lars havde taget en mængde kurser, og hans hold var et af de bedste i Danmark, så der blev udvekslet træningsideer. Det var også i disse år, at man fik lavet en målsætning for de enkelte årgange i klubben. Når lilleputterne tog på tur gjaldt det for alle tre hold, så spillerne tog i nogle tilfælde sammen med hele familien til Vildbjerg Cup om sommeren og desuden var der ture til Brøndby med privat indkvartering, så årgangens trænere kom tæt på hinanden.

Niels har sat stærke aftryk i B1913

Lars Buchardt fortæller om sin oplevelse af Niels Frederiksen, 22 år gammel, som lilleputtræner. – Niels var meget pligtopfyldende og mødte glad og velforberedt til træning og kamp. Han havde en god kontakt til børn og forældre. Niels var god til at indleve sig i klubben. Han havde gode samarbejdsrelationer til de øvrige trænere/ledere i klubben.

Nøgleord fra Lars Buchardt om Niels Frederiksen.

Børnene fik udbytte af træningen, som var velorganiseret og godt tilrettelagt.

Børnene skulle lære noget.

Der var altid et godt aktivitetsniveau og en varieret træning.

Niels skabte tryghed og kammeratskaber på sit hold.

Niels var autentisk.

Niels indgik altid i fællesskaber.

Han gav børnene accept som fodboldspiller.

Niels var en god og dedikeret pædagog.

Trænerens tro på spilleren kan flytte bjerge.

Niels avancerede til at blive træner for første lilleput og havde allerede da indført samtaler med de enkelte spillere, hvilket gav respekt dengang. Kristian Dybmose, som var med i Niels’ år som lilleput spillede sig stille og roligt opad i hierarkiet og spillede senere på klubbens stærke junior- og ynglingehold. Han genkender fra spillerside de tiltag fra Niels, som Lars som træner anså at være givende for spillerne.

Kristian Dybmose er i dag leder og træner for ungdomssamarbejdet mellem de to sydvest-klubber i Odense Sanderum Boldklub og BBB. Lars Burchardt har taget det helt ”uacceptable” spring til fjendeklubben B1909’s anlæg som fodboldtræner. Ganske vist ansat som lærer på Odinskolen i et samarbejde med B1909.

I Odense har der altid været en kamp mellem OB, B1913 og B1909, og som rigtig B1913-spiller handlede det om B1913 ånden, der sagde – som Niels siger – at man ikke kan se sig andre steder end i B1913. Man havde en fælles fjende: OB og B1909. Det gennemsyrede hele stemningen og livet i klubhuset. I dag oplever han vel det samme fjendskab mellem Brøndby og FCK.

Niels Frederiksen som træner for sit lilleputhold. En af spillerne var Kristian Dybmose.
Niels Frederiksen som træner for sit lilleputhold. En af spillerne var Kristian Dybmose.

Man gør sit arbejde færdigt

Niels sluttede sin trænerkarriere i B1913 som træner for 1. drenge, da hans civile karriere inden for bankverdenen trak ham til København. Som et godt forbillede for de andre trænere tog han turen fra København til Odense for at gøre sæsonen færdig med sit hold. I 1996 var der kun færge mellem Korsør og Nyborg!! Det gav ham så mulighed for at finde den rigtige klub i København med en kultur, som var lig den, han havde oplevet i B1913. Den fandt han så i B93, som han begyndte hos i 97. 3 år senere blev han cheftræner for U16 og endnu 3 år senere fik han samme job for U18. Næste station blev så Lyngby Boldklub, hvor ham måtte vælge mellem at være bankmand eller fodboldtræner.

Kampen mod Real Madrid i 1961 er et af mange minder fra gamle dage.

Ifølge en af B1913’s kæmpere gennem mange år, John ”Krølle” Nielsen ser B1913 i dag noget anderledes ud end, da Niels forlod klubben i midt 90’erne med landets største ungdomsafdeling og en masse forældre og andre hjælpere. Udflytterånden fra 1980 levede stadig i bedste velgående. Nu er pladsen mellem klubhuset om aftenen mere fyldt med biler end med børn. Til gengæld har beliggenheden ved SDU givet en masse seniorhold. Økonomien er vendt til det positive og der er ved at komme gang i børnefodbolden igen. På onsdag d. 22.september er der lagt op til et pokalbrag på Campus Road, når superligaholdet Sønderjyske kommer på besøg. Det dufter da lidt af gamle dage.

Boldtour og EventWinther Sport og Fritid.SportConcept Internationalteamsports.comSkaerbaekcentretVerona CupBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDdbuLæs mere om Formthotics på