Den tyske Trænerkongres ITK, som strækker sig over tre dage, er dels et led i den tyske uddannelse af deres trænere, men derudover får et halvt hundrede udenlandske trænere en invitation til gratis deltagelse i kongressen. En vigtig forudsætning for at få et fuldt udbytte af de tre dage er et rimeligt godt kendskab til tysk. Foredrag og oplæg fylder langt det meste af tiden. En international trænerkongres må naturligvis først og fremmest tage udgangspunkt i topfodbold, så både den østrigske og tyske landstræner blev interviewet på podiet. Fra Bremen deltog U19 og U23 spillere som medier sammen med trænerstaben.

På første kursusdag var der blandt to workshops mulighed for at overvære et oplæg af tre kvarters varighed om ”Die Evolution im Kinderfussball”. Dvs. om udviklingen i børnefodbold – altså kun en evolution og ikke en revolution. Det må jo heller ikke gå for hurtigt!!! Årsagen til fokus på børnefodbold kan måske være, at det for tiden går knap så godt for landsholdet, og så kan man jo flytte fokus et andet sted hen, hvor der hurtigere kan skaffes succes. Ud fra oplægget og senere samtaler med tyskere, som er børnetrænere, kan blot konkluderes, at situationen i Tyskland er meget lig det, vi kender i Danmark.

Børn ønsker fornyelse, voksne rutine.

I Tyskland går børnefodbolden kun op til 10 år, hvilket skyldes det faktum, at børnene på det tidspunkt skifter skole. Men den tyske løsning er måske bedre end den danske, fordi fra de er 5 til de er 12 år er en for lang periode, hvor børnene kaldes ”børnespillere”.  Vi ser jo allerede, at nogle børn dropper ud af fodbolden allerede som 11 – 12-årige, da de føler behov for fornyelse. Voksne ønsker lange strukturerede perioder, mens børn ønsker at prøve noget nyt. Så kortere forløb – fx 3 år – med nye mål ville passe bedre ind i børns ønsker om at komme et step op i livet.

Man klagede sig også lidt over, at man var ”nødt” til at have forældretrænere. Men hvad skulle alternativet så være? Skulle det være et par seniorspillere, som kom og trænede dem en times tid, inden de selv skulle træne? En løsning kunne også være en voksen og en ung træner, hvor den unge har prøvet den nye børnetræning på egen krop, mens forælderen var den organisatoriske leder.

Ønsker man børnespillere, må klubben tilpasse sig børnene. Ikke omvendt.

Børnetræning har hos nogle trænere været – og skal hos andre trænere – gennem en kæmpe omvæltning fra, at det er børnene, som skal tilpasse sig fodboldspillet til, at det er fodboldspillet, som skal tilpasse sig børnene. Man startede med at børnene blot skulle spille voksenfodbold i miniformat. Små bolde, små mål, små baner, korte kampe.

Voksne og unge spillere vil kun træne to gange om ugen. Børn vil spille fodbold hver dag. Børn har ikke brug for en dommer. De kender godt selv reglerne og vil aldrig snyde. Målenes størrelse og form er ligegyldig – målene kan bare markeres af fx trøjer. Ingen er for dårlige til at må være med – ikke noget 1. og 2. hold. Al underlag kan bruges: græs, fliser, jord. Hverken regn, sne eller blæst er forhindringer. Ingen får fast plads på holdet – alle må angribe og score. Når man af en eller anden grund skal stoppe med at spille, er der ingen, som husker hvem vinderen var. Voksne spiller for at vinde. Børnene spiller for at spille fodbold.

I superligaen tæller kun sejren. Hos børn kun spillet/legen.

Når børn starter med at gå til fodbold, er der hos dem intet magisk ved at score et mål. Der er intet synligt resultat. Det er der derimod ved at vælte en top/kegle med et præcist spark. Træneren – derimod – giver kun ros, når man scorer mål. Træner man dribling og slutter med skud på mål, giver træneren ros for scoring, selvom det er driblingerne, som man skulle øve. Et flot sammenspil fra forsvar til angreb slutter med en perfekt aflevering til en spiller, som kun har stået og ventet på afleveringen og som scorer. Ros til målscoreren og ingen værdsættelse af de andres arbejde.

DBU har jo tidligere meldt ud, at the coach is the key. Det er så sandt, som noget kan være. En medhjælpende faktor er klubben, som kan stille bolde og andre ressourcer til rådighed for at træneren kan lykkes med sit arbejde. Et simpelt ønske må være 1 bold pr spiller. For et par år siden gav nogle omkring landsholdet A-landsholdets præstationer æren for at mange børn gik til fodbold. Det har intet med virkeligheden at gøre. Skulle træningen pludselig blive sjovere pga. landsholdet? Håndboldlandsholdet for herrer er blevet verdensmester de sidste tre gange. Det får da ikke alle drengene til at spille håndbold. Jonas Vingegaard og Viktor Axelsen har da heller ikke skabt noget stort boom af cykelryttere og badmintonspillere!

Se, hvad jeg kan med bolden!

Giv en kattekilling en bordtennisbold. Den viser, hvad det drejer sig om: At kunne styre bolden. Sådan er det også for børnene. De vil kunne ramme præcist med bolden, de vil kunne modtage bolden, når de får den, og have kontrol over den – også hvis bolden kommer i luften, de vil kunne drible rundt om forhindringer med bolden, de vil kunne ”dække” bolden, hvis nogen vil tage den fra dem, de vil kunne ”snyde” de andre med en finte osv. Alt det vi kalder teknik. Børnetrænerens opgave er at udvikle børnene gennem leg og læring ud fra børnenes forudsætninger.