Står DBUFyns dommerpåsætter, Jørn Jensen og akut mangler en dommer, ringer han højst sandsynligt til Preben Grønberg for at spørge, om han kan tage kampen. Har han tid, siger han ”Ja” og yder en vigtig hjælp i en tid, hvor det ikke er en selvfølge, at der er dommere nok. Langt de fleste kampe er 11-mandskampe, så som Preben siger, så bliver det til 35 kilometers løb hver uge. Godt klaret af en 77-årig!! Sidste år fik han overrakt DBU’s Sølvnål for sin dommergerning gennem 40 år. Så det er et mål, som han har nået – ikke fordi han begyndte dommerkarrieren tidligt, men fordi han har energien og glæden ved stadig at dømme fodboldkampe. Hans plan om at trappe ned, når han fyldte 60, blev ændret til at dømme flere kampe.
Alle har en mening om dommerens kendelser
Der findes ellers næppe et job, hvor der bliver stillet flere spørgsmål om ens arbejde, end hvis man dømmer en fodboldkamp. Tænk blot på kampene i tv, hvor de såkaldte eksperter ved næsten enhver dommerkendelse skal komme med deres subjektive vurdering af situationen, så de kan forsøge at overbevise seerne om deres ekspertise.
Denne rolle tager tilskuerne så med på stadion, når det lokale serie 3-hold spiller. Direkte trist er det så, når tilskuerne viser deres åbenlyse mangel på kendskab til reglerne, men det er til at bære over med for dommerne, værre er det, hvilket Preben også oplever, at heller ikke træneren kender reglerne. For at hjælpe trænerne i naboklubben brugte han en aften til at informere om fodboldreglerne, hvilket nok også mange andre klubber kunne have brug for, da fælles forståelse af reglerne jo vil kunne give bedre oplevelser på banen.
Dommeren møder omklædt til kampen og tager direkte hjem
Siden Preben begyndte i 1983 og til i dag er der sket ændringer i forholdet klub contra dommer, siger han. I gamle dage, når man kom til en klub, var der et klubhus med kantine og to omklædningsrum. Dommeren kunne så vælge, hvem han ville klæde om sammen med. Skulle han komme til en klub i dag, hvor det er tilfældet, ville det ikke genere ham, siger han. Efter omklædningen gik dommeren op i kantinen fik sine penge, købte en øl eller to og fik sig en snak med trænere, spillere, holdledere og gamle venner fra tidligere kampe. I dag kommer dommeren omklædt hjemmefra og efter kampen går han direkte hen til bilen og kører hjem.
Med sine mange år på fodboldbanerne kender Preben mange klubber godt og husker måske episoder fra sidst, han var der. Måske skal han dømme to naboklubber, hvor sidste kamp var ”en piskamp”, hvor alt gik op i hat og briller, og hvor interne intriger overskyggede fodboldkampen. Den kamp vil man gerne være fri for! Der er også nogle klubber, som ikke bare én dommer helst vil undgå at dømme, men så må man jo dele dommertjansen ud på mange dommere. I 2001 havde Preben dømt en serie 5 kamp, og efter kampen nærmede en spiller sig truende Preben, og en anden spiller truede ham med en ølflaske, inden han fik hjælp. Man kan undre sig over, at de to spillere kunne fortsætte med at spille fodbold efter et halvt års karantæne. Men det, der får Preben og de mange andre dommere til at trække i dommertøjet dag efter dag er nok glæden ved at kunne se andre have det sjovt og være den der leder show’et.
Med lukkede ører og åbne øjne når dommeren langt
Dømmer man oldboys kampe, fortæller Preben, gælder det om at lukke ørerne og se det nødvendige, for i sådanne kampe er der mange dommere på banen, men kun én har fløjten. Dømmer man i Fynsserien og Serie 1, som Preben gjorde i 10 – 11 år, har man store forventninger til dommeren om at dømme korrekt. Bliver man sat til at dømme en 8-mandskamp, hvilket udgjorde langt den mindste del af Prebens kampe, kan man blive udsat for at opleve en kamp uden et eneste frispark. Her er spillerne bare stolte over, at der er en rigtig dommer på banen. I ungdomskampe er der en tendens til at nogle trænere forsvarer deres egne spillere fx ved frispark og derved påvirker spillerne til at kommentere dommerens kendelser. Generelt har Preben et godt forhold til trænerne, som han godt kan forstå kan komme med ytringer, men det må man acceptere og komme videre. Når kampen er færdig giver træneren så måske en undskyldning for sin handling, og alt er glemt.
De mange stævner har også brug for dommere
Ud over DBUFyns turneringer findes der jo i vintermånederne en masse indendørs turneringer og en masse udendørs turneringen i Påsken, Pinsen, skolernes efterårsferie osv. Her har nogle stævnearrangører aftale med Preben om at sørge for, at der er dommere. I starten af august havde han været til et stort stævne i Skærbæk ved Rømø en hel weekend med overnatning i familiehusene. Her har dommerne mulighed for at nyde hinandens samvær, som de nok kan savne i hverdagen. Stævner på Fyn som fx. Kerteminde, Marienlyst og B1913 får også leveret dommere fra Preben. DBUFyn har til deres stævner regler, som skal overholdes, mens Preben har frihed til at lave et dommerprogram, der er mere fleksibelt, så der bliver plads til socialt samvær mellem dommerne. Tidligere var der på Fyn også et stort stævne i Søndersø, hvor Preben startede med at skaffe dommere, men efterhånden påtog han sig flere og flere opgaver for til sidst at stå med ansvaret for hele stævnet. Alt må have fungeret fint, for klubben tjente mange penge på stævnet. Efter 26 år stoppede Preben sit arbejde i Søndersø, men der var ingen til at overtage opgaverne, og klubben har siden da måttet sige farvel til en masse penge.
Når man har været dommer i så mange år, har man måske også et dommer-idol, som man ser op til og følger. Nej, ikke Preben Grønberg. Han er Liverpool-fan.
