Den tidligere og mangeårige toptræner i Brøndby IF døde fredag den 23. oktober 2020 efter længere tids sygdom. Han blev 75 år gammel.
Dansk Træner Union var nok et af de sidste medier, der fik et længere interview med en af Danmarks mest vindende og succesrige trænere, da skribent Kaare Lundbye besøgte ham i starten af året.
Det var med stor respekt og lidt ærefrygt, at jeg trådte ind i Ebbe Skovdahls lille rækkehus i Karlslunde en grå og kold januar formiddag. Ebbe Skovdahl og hustruen Lene havde solgt det store hus i Greve og var flyttet til mindre omgivelser. Det passede dem bedre. Men de åbnede entrédøren med et stort smil og bød mig indenfor i det lille varme køkken til kaffe og småkager og en god fodboldsnak. Jeg følte mig velkommen og var ikke længere nervøs.
Stemningen var afslappet. Jeg spejdede forgæves rundt i huset efter pokaler, medaljer eller billeder på væggene fra en lang fodboldkarriere som træner for topklubber i Danmark og i udlandet. Ebbe Skovdahl havde ikke rigtigt så meget. Han kunne heller ikke hjælpe med fotoalbums, som jeg kunne låne og kopiere fotos fra til artiklen. Det interesserede ham ikke. For ham var det rigeligt at have alle fodboldminderne i hjertet. Og han huskede det hele, som var det i går – lige fra de glade aktive dage i Vanløse IF til højdepunkterne som cheftræner i Brøndby IF og de to store udlandseventyr i Portugal og Skotland. Minderne sad lige i skabet. Det var tydeligt at mærke, at han nød endnu engang at fortælle alle historierne. Både de gode og mindre gode.
Ebbe Skovdahl var en stolt mand, men ikke en pralhals. Han vidste godt, at æren for succes i langt højere grad var i et samspil med spillerne. Han roste dem i flere omgange og sendte også sin store respekt til klubbernes fans. Han elskede fansene i Brøndby IF og skotske Aberdeen. Han fortalte, at han ofte modtog julekort fra trofaste fans på Vestegnen og fra Skotland. Det betød rigtig meget for ham. Han var også meget stolt af, at Brøndby IF havde opkaldt en lounge efter ham.
For Ebbe Skovdahl var fodboldeventyret slut. Han havde ikke noget til gode, følte han. – Jeg har fået fuld valuta, sagde han flere gange. Han skjulte ikke sin sygdom og vidste godt, at tiden på jorden ikke ville vare evigt. For ham var det vigtigt at glæde sig over det, der var tilbage af seniorlivet med sin bedre halvdel og sin familie og så ellers gerne sidde i lænestolen og nyde en god fodboldkamp på fjernsynet – helst med Brøndby IF – og helt uden det pres og de krav, som en træner bliver udsat for i dag.
Kaffen var drukket og blokken fyldt ud. Mit møde med Brøndby legenden var forbi. Jeg husker på vej ud, at det imponerede mig, at der i entreen hang et stort verdenskort, hvor Ebbe Skovdahl og hustruen havde placeret små nåle i de byer og lande, som de igennem et rigt rejseliv havde besøgt – både privat og i embeds medfør som fodboldtræner. Kortet var fuldt af nåle i alle verdenshjørner.
– Jeg mangler da stadig et par steder hist og her, grinede Ebbe Skovdahl, rakte mig hånden og sagde farvel med et ordentligt håndtryk og et smil. Jeg kunne mærke, at han var glad for mit besøg.
Æret være Ebbe Skovdahls minde.
Dansk Træner Union bringer igen interviewet, som blev publiceret på hjemmesiden i februar 2020.
