For ti år siden, i 2012, gav de to trænere, Henrik Stevns Sørensen og Kristian Olsen hinanden håndslag på, at de sammen ville føre et kuld unge 7-8-årige fodbolddrenge hele vejen op til seniorrækken. I foråret 2022 satte de to initiativtagere kronen på værket og kunne for første gang i 32 år i den lille vestsjællandske fodboldklub Føllenslev Særslev IF tilmelde et U17-hold. Efter sommerpausen hedder det senior Serie 6.
– Egentligt, troede vi ikke rigtig på det, griner de to trænere, Henrik Stevns Sørensen og Kristian Olsen, da de begge blev bedt om at huske tilbage på den dag i 2012, da de sammen besluttede at køre et hold drenge hele vejen op til seniorrækken.
– Men her står vi i dag, og er lykkedes. Det er fedt, og vi er glade, ikke mindst på klubbens vegne, fortsætter Henrik Stevns Sørensen.
Føllenslev Særslev IF har som nævnt for første gang i 32 år formået at køre et ungdomshold op til U17 og derpå til senior. På de geografiske kanter er det en meget stor ting.
Både Henrik Stevns Sørensen og Kristian Olsen havde dengang i 2012 deres sønner på holdet og tog ofte med på fodboldbanen for at følge træning og kampe. Det var den nuværende formand for klubben, Gunner Larsen, der tog sig af træningen, og han så straks chancen for en håndsrækning. Henrik Stevns Sørensen og Kristian Olsen, der begge har gennemgået DBU og DGI trænerkurser, fik lov at hjælpe til med at sætte kegler op og placere fodbolde med mere.
Henrik Stevns Sørensen, 49 år, og Kristian Olsen, 43 år, er født og opvokset i det vestsjællandske og har siden barnsben spillet fodbold for Føllenslev Særslev IF, så de kender begge til klubbens rutiner og udfordringer. Begge har oplevet, hvordan ungdomshold er forsvundet og smuldrer, når spillere i 14-15 års-alderen dropper fodbolden for at bruge tid på fest og piger, efterskole og job, eller helt flytter klub eller egn.
– Så vi endte faktisk med at overtage ansvaret for holdet til sidst, husker Kristian Olsen. Vi kunne se potentialet i de her unge drenge. De kom alle fra forskellige skoler, var allerede meget sammen i fritiden og havde legeaftaler. Vi aftalte med Gunner Larsen, at vi godt tænke os at tage ud til et par stævner med drengene, og det ene tog så det andet.
– Præcis, kommer det fra Henrik Stevns Sørensen. – Vi kiggede på hinanden og aftalte: Vi vil ikke tabe de her drenge på gulvet. Vi vil køre dem hele vejen. Hvis vi skal have et seniorhold fremover i klubben, så må vi holde fast i de her spillere.
Kristian Olsen supplerer: – Ja, og vi har også set for mange gange, at når et hold skifter trænere, så falder spillerne fra. Det skulle vi ikke risikere og var derfor begge besluttet på at køre holdet i mål til U17 og seniorer.
De to trænere er tilfredse og stolte af den rejse, som de og spillerne har været på. I 2012 startede de med en trup på omkring 15 drenge. I dag, 10 år senere, er der stadig ti spillere tilbage fra den oprindelige stamme. Samtidig var Føllenslev Særslev IF den eneste klub i området, der kunne mønstre et U15 og U16 hold, hvilket medførte spillertilgang fra de nærliggende byer, så man i foråret kunne stille et talstærkt hold i U17.
Sammenholdet og kammeratskabet er virkeligt stærkt og går i dag langt ud over fodbolden, og spillerne vil gå igennem ild og vand for hinanden. Men selvfølgelig peger Henrik Stevns Sørensen og Kristian Olsen også på de udfordringer, der har været undervejs i de 10 år med det samme hold.
– Vi har naturligvis været bevidst om, at der opstår en slags ”metaltræthed”, ved at spillerne dag ind og dag ud møder de samme ansigter og trænerinput. Men det synes vi faktisk, at vi har fået løst godt ved at invitere forskellige gæstetrænere ind med nye ideer. Samtidig var vores mål ligeledes at bygge et fællesskab op uden for fodboldbanen ved at lave andre sociale ting sammen, tage på ture og stævner, køre go-cart, spise og sove sammen og lave konkurrencer.
Der har været mange højdepunkter. Men når Henrik Stevns Sørensen og Kristian Olsen ser tilbage, så står deltagelsen to gange ved Vildbjerg Cup som det største. Man formåede at samle penge sammen fra musikarrangementer i Havnsø og havde hver gang tre skønne dage i det jyske, der rystede holdet endnu mere sammen.
De er også begge enige om, at nedlukningen i Corona pandemien var lavpunktet for holdet. Men spillerne tog udfordringerne flot og mødtes i deres fritid og spillede fodbold. Det ville man ikke blande sig i fra klubbens side.
Om rollefordelingen på trænerbænken, forklarer Henrik Stevns Sørensen:
– Kristian Olsen har nok været den styrende cheftræner, mens jeg mere har være den administrative koordinator. Altså ham, der planlagde og skrev rundt til forældre og spillere. Jeg har selvfølgelig også deltaget i træningen, men det var mest Kristian, som var i teten. Jeg synes, vi supplerer hinanden godt og støtter hinanden, når det trækker tænder ud – for det har det naturligvis også gjort undervejs. Men omvendt, hvis man har en makker, som du synes, det er sjovt at arbejde sammen med, så er der igen grænser for, hvor meget man kan udrette. Derimod hvis jeg nu hurtigt havde tænkt: ”åh nej, ikke ham igen, så havde vi jo aldrig holdt hinanden ud i 10 år”.
Også spillerne har sat pris på deres to trænere. Ved sæsonafslutningen, hvor man tog afsked med hinanden, fik Henrik Stevns Sørensen og Kristian Olsen flotte ord med på vejen. Spillerne kvitterede med at takke for den gode træning, forståelsen, de til tider hårde, men konstruktive ord, og at man blev hevet lidt i ørerne, når man var for smarte. Og slutteligt, at man håber på, at de to trænere stadig vil være en del af deres hverdag i klubben.
– Ja, det rørte os meget. Og samtidig har der altid lydt stor opbakning fra forældregruppen, der satte pris på vores arbejde, støttede os med kørsel og andet hjælp og aldrig har brokket sig over vores dispositioner, roser Henrik Stevns Sørensen.
Henrik Stevns Sørensen og Kristian Olsen har nydt deres samarbejde og de sjove stunder over årene, og de udelukker ikke, at de kan tage turen igen. Men at det kræver tid i hverdagen, idet begge er involveret i andre opgaver. Henrik Stevns Sørensen arbejder til dagligt som socialpædagog, træner ligeledes U15 piger og har også kasketten på som formand for hele Føllenslev Særslev Idrætsforening, der ligeledes tilbyder badminton og gymnastik. Kristian Olsen er i civil leder af et entreprenørfirma.
Føllenslev Særslev IF er en lille breddeklub, der i dag råder over cirka 130 aktive spillere. Man stiller med otte ungdomshold og et senior førstehold i Serie 5. Efter sommerpausen er der som nævnt også et andethold i Serie 6 på banen.
Hvad skal der ske med jer nu?
– Vi er bare glade for at det lykkedes at komme i mål og håber, at de her drenge vil spille seniorfodbold for klubben i lang tid. Vores plan er nok på skift at være holdleder for andetholdet i Serie 6, guide og modne de unge, nye spillere, så vi slipper dem ikke helt, lover Henrik Stevns Sørensen. – Men derudover vil vi fremadrettet mere lægge vores kræfter i støtteforeningen for at skaffe flere penge til klubben. Det er vores fælles drøm, at der på et tidspunkt bliver midler nok til at anlægge en kunststofsbane.
– Men lige nu og her har vi dog besluttet os for lige at trække vejret og sidde lidt på sidelinjen med en kold øl. Det synes jeg, vi har fortjent, griner Kristian Olsen.