Fem gange dansk mester med U19 for F.C. Midtjylland

af | 19 august 2022 | Artikler

Det var i sin hjemklub, Stenstrup, på Sydfyn, at Kenneth Andersen fandt ud af, at ham ville være fodboldtræner. Efter et kort ophold som U19-træner og ass. træner i nr. Aaby har hans karriere været i Jylland. Billund, Kolding Boldklub og Vejle Boldklub har været hans stationer, hvor han i de sidste to var U19-træner. Siden 2004 har der kun været én klub for Kenneth: F.C. Midtjylland. Her har han fået afprøvet sig selv som ITU-træner, scout, U19-træner, som han er blevet dansk mester med fem gange, ass. træner og senere cheftræner for superligaholdet, som han vandt pokalfinalen med for første gang i FCM’s historie.

Fælles for næsten alle årene er, at han har beskæftiget sig med unge mennesker lige på det tidspunkt i deres liv, hvor de skal tage nogle vigtige beslutninger. Som 19-årig er tiden med fodboldkammeraterne i opbrud, og man følger ikke bare strømmen, men man skal samtidig tænke på uddannelse og job efter fodboldkarrieren. På Akademiet får alle en gymnasial uddannelse, så de har en vej ud til en uddannelse. Udsagnet om, at de eneste U-19-spillere, som en klub interesserer sig for, er dem, der forholdsvis hurtigt kan komme på førsteholdet, og dem som man kan sælge, høres undertiden. Sådan er det ikke i F.C.M.!!!

Det hele menneske

Som Kenneth siger, så kigger man på ”det hele menneske”. Når man får den nye tilbygning klar er alt fra friskolen til akademiet, hvor spillerne spiser og sover til der, hvor superligaspillerne møder ind, samlet. Så man er tæt på hinanden og kommer til at kende hinanden. Her passer DBU´s slogan ”At være en del af noget større” fint. Her får Kenneth Andersen også sit faglige samvær med de fuldtidsansatte ungdomstrænere lige fra U13.

Det er tydeligt at mærke på Kenneth, at U-19 lige er fodboldlivet for ham. Tiden som superligatræner var interessant og gav ham nyttig erfaring. Som U19-træner har man en gruppe spillere, som er på samme sted i deres liv, hvor mange er meget villige til at ofre meget for at nå deres mål, siger han. På et superligahold kan der være lige fra den nyoprykkede U19-spiller til den 36-årige familiefar. Rent fodboldfagligt er forskellen ikke så stor, men miljøet er forskelligt.

Som U19-træner er der ro til at udvikle

Som U19-træner får man mere lov til at arbejde med spillerne i fred og ro og have fuld fokus på det væsentligste: Spillet på banen. Det er vist nok det, som Kenneth elsker ved fodbold. Som superligatræner er man en offentlig person, som journalisterne kan forstyrre døgnet rundt, så forbruget af tid til træneren bliver flyttet fra trænerjobbet til den offentlige person.

Kenneth betragter samarbejdet mellem trænerne på akademiet som vigtigt, da alle trænere er med til at lægge nogle grundsten, som der bliver bygget videre på hos næste træner. Så som Kenneth siger, så er det vigtigt, at man har ambitionerne med den årgang, som man har lige nu. Det kan jo være, at lige netop U15-træneren på en eller anden måde har været med til at give en spiller det skub, som bragte ham videre, og det er ham spilleren husker som sin bedste træner som U-19 spiller. Ikke alle spillere udvikler sig jo efter samme skema.

Af en eller anden grund er det mere attraktivt at træne børn og unge jo ældre de er. Hvorfor er det ellers sådan, at man godt vil have forældretrænere til spillerne bliver 12 år? Men derefter vil man ikke have forældretrænere – i hvert fald ikke til førsteholdene. Det er ellers som børn, at den største læringseffekt finder sted.

Kenneth Andersen FCM
Kenneth Andersen FCM

FCM samarbejder med andre jyske klubber om spillernes udvikling

Andre klubber i Jylland er klar over, at F.C. Midtjylland kan levere veluddannede spillere, så man får henvendelser fx fra klubber lige under F.C.M´s niveau, om de har overskydende spillere, hvilket jo kan være til gavn for begge klubber og spilleren, så man kan nyvurdere situationen om et halvt år.

Lige nu har man også en spiller i USA ikke for at spille fodbold, men for at studere et halvt år. Efter det halve år kan man vurdere, om studier og fodbold kan kombineres, eller der må foretages et valg. Lige nu har man på Akademiet en spiller fra henholdsvis Island, Norge og Sverige, som er ved at færdiggøre deres skolegang via fjernundervisning, men derefter forventes de at tage en dansk HF-eksamen. F.C.M. har også en del kontraktspillere fra bl.a. Nigeria, som også bor sammen med akademispillerne. De modtager også undervisning for at få mere kendskab til dansk kultur.

U-19 må ud i verden for at lære fremtidens fodbold

Kenneth kan naturligvis kun være stolt over, at han har leveret så fine resultater i U19-ligaen, men som han siger, skal de spillere uddannes ikke til fodboldspillet i dag, men til fremtidens fodboldspil, så derfor er det vigtigt, at spillerne kommer ud i verden og kommer til at møde de hold, som ser ud til at tegne fremtidens fodbold. Omvendt: Kommer FCM ud og vinder over storklubbernes U19-hold, bliver FCM en attraktiv klub, som vil modtage invitationer til de store europæiske stævner og derved blive udfordret endnu mere.

Dygtige spillere tiltrækker fodboldagenter. For dem er der jo penge i at være agent for fremtidens Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, Joachim Mæhle osv. Agenterne er aktive over for spillerne helt ned til U15, så hvor klubben tidligere talte med forældrene, taler de i dag med agenterne.

Ud over at påtage sig et stort ansvar for de unge menneskers fodboldudvikling har Kenneth Andersen også påtaget sig et stort ansvar for, at de er så kvalificerede som muligt til at klare sig i livet efter tiden i F.C. Midtjylland.

Boldtour og EventSportConcept InternationalBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropadbuLæs mere om Formthotics påWinther Sport og Fritid.SPORTIGAN I HURUP OG THISTEDteamsports.comSkaerbaekcentretVerona Cup