For bare et lille års tid siden, så det sort ud for den lille fynske landsby-klub Fraugde GIF. På U15-holdet forsvandt 6-7 spillere og holdets overlevelse var uvis. Men så trådte Karina Nygaard, der er mor til en af spillerne, ind ad døren og stoppede den kedelige udvikling. Læs her, hvordan!
Hun havde længe været moderligt bekymret for sønnens Gamer-tilværelse, der i en længere periode betød nedrullede gardiner, alt for meget cola, alt for meget Play Station og meget lidt frisk luft.
Pludselig en dag, tog knægten så afsted til fodbold med sine kammerater fra skolen og han bed sig hurtigt fast på holdet som angriberen, der kunne sparke bolden i mål. Han var 14-år og havde aldrig, sådan for alvor, spillet fodbold på seriøst plan. Og uro med skiftende trænere var tæt på at betyde, at Mathias og kammeraterne snart ville miste lysten til fodbold helt.
Da den sidste træner gik, skred et halvt hold samtidigt den samme vej.
En ny træner forsøgte at samle stumperne og man sled sig igennem en halvsæson med lige nøjagtigt 11 spillere i form af 10 drenge og én modig pige – og så smed også den nye træner tøjlerne kort før julen 2017.
På dét tidspunkt var Mathias´ mor, Karina Nygaard, Assistenttræner for holdet – og nu indså hun, at der måtte noget godt, gammeldags Girl Power til for at redde den synkende skude. Hun startede med at ”lægge sig fladt ned” og fortælle drengene, og den modige pige, at hendes fodboldevner og fodboldviden, samt erfaringerne med at være en effektiv træner, var ganske begrænsede. Til gengæld lovede hun dem, at hun ville komme hver gang og bakke op – og så bad hun ellers drengene om at byde ind med øvelser til både opvarmning, træning og udstrækning. Det styrkede sammenholdet, at flere nu skulle være medbestemmende.
Den tidligere ubehagelige stemning var væk og drengene turde nu sige deres mening. I takt med den gode udvikling, vendte flere og flere spillere tilbage til klubben – hvor et hårdt og drøjt forår i 2018, med bare 11 spillere til rådighed i kampene, havde taget på både kræfterne og humøret.
Karina Nygaard på 39 år, studerer til dagligt til Ergoterapeut og fortæller, at hun er blevet taget utroligt godt imod som holdets nye træner. Hun har gennemført C1 og C2 i sin træneruddannelse – og hun har planer om flere kurser, der kan udvikle hendes åbenlyse talent for at styre nogle ivrige teenagedrenge. Da Karina tog over, var sammenspillet ”en by i Rusland”. Det er totalt ændret. I dag spiller Fraugdes U16-hold som ét hold og ingen på eller omkring holdet er i tvivl om, at det er Karina, der bestemmer! I sidste sæson betød det hårde arbejde på træningsbanen en samlet 3.plads i tabellen. Og det er en præstation som Karina Nygaard rettelig er stolt af.
”Så længe drengene er hér, så er jeg her også”, smiler hun. Der trænes mandag og onsdag det meste af året og så spiller man kamp i weekenden. Om vinteren holdes formen ved lige med en omgang lørdagstræning i den lokale hal.
Truppen tæller aktuelt 16 drenge og så en ny spiller, der ventes også at glide ind på holdet som en god forstærkning, efter endt prøvetræning. ”De nye spillere tiltrækkes af fællesskabet”, fortæller Karina. Hun synes, at det drejer sig om at have det sjovt og hyggeligt, samtidigt med at man spiller godt fodboldspil. ”Vi er en breddeklub, fortsætter hun, og jeg har god opbakning fra en anden forælder og fra min familie derhjemme”.
I Fraugde GIF får spillerne ikke udenlandsrejser og dyre støvleordninger. Her er der til gengæld ture til Svendborg Badeland med efterfølgende pizza og gyserfilm i klubben at se tilbage på. Champions League-finalen så holdet også sammen, mens de voksne passede grillen udenfor. Og så har holdet lige fået nye træningsdragter, hvor hver spiller har sit eget navn printet på ryggen. De har selv tjent hver en krone til tøjet.
Men først og fremmest har holdet omsider, i Karina, fået en træner, der vil dem og som smilende finder sig i at blive kaldt ”mor” af de fleste af drengene. En stolt, kvindelig træner, der følger med i engelsk fodbold – og især følger Manchester United sammen med sin fodboldglade søn – så tit tiden tillader det.
Karina fremhæver dog også det danske kvindelandshold i fodbold som hun synes gjorde det rigtigt godt og har svært ved at forstå de fordomme, der stadig er om kvindefodbold og kvinder i fodbold – fordomme som hun indimellem stadig støder på. ”Modstanderholdenes mandlige trænere har nu taget rigtigt godt imod mig”, slutter hun grinende.