Sædding Guldager I Fodbold havde sammen med Sønderris indset, at de hver for sig næppe ville have nok spillere til at kunne give et attraktivt tilbud til spillerne efter U12. Så derfor samlede de spillerne i én klub, også for at kunne levere spillere til deres seniorhold. Sædding Guldagers bedste seniorhold ligger i Jyllandsserien, så skulle man bevare denne status, ville en attraktiv U19-årgang være en nødvendighed. Især fordi man allerede nu kan se, at et generationsskifte snart vil være påkrævet på førsteholdet.

Trods klubsamarbejdet haltede det gevaldigt hos U19-spillerne, idet der til træning kun mødte ca. 10 spillere. Det var ikke optimalt for træneren, da forberedelse af træningen kunne være ret ligegyldig og spillerne betragtede træningen som noget, man kunne vælge fra eller til i sidste øjeblik. Et par uger før turneringsstart efter sommerferien fik træneren et andet job i en anden klub. Henrik Christensen, som trænede de øvrige seniorer i klubben, fik tilbuddet med meget kort varsel om at blive U19-træner i stedet for. Han havde altid været seniortræner, fortæller Henrik Christensen, så han skulle lige overveje, om det at være ungdomstræner var noget for ham. Svaret blev et ”Ja”.

Man melder afbud i god tid i respekt for træner og medspillere

Når han fortæller om sit trænerarbejde i dag, kan man ikke være i tvivl om, at han gjorde det rigtige valg. I dag er der 33 spillere i U19, og til træning er der hver gang 28 spillere, som er delt i to trupper. Om sommeren er der masser af græsbaner til de to hold, som spiller i henholdsvis Liga 2 og Liga 4. Det er der derimod ikke om vinteren!!! U19 er tildelt en halv bane dvs. en kvart bane til hver af de to hold tirsdag kl. 19.00 – 20.30 og torsdag kl. 20.30 – 22.00.

Hos Henrik Christensen er det sådan, at man melder afbud til træningen i god tid, hvis man er forhindret, hvilket naturligvis letter trænerens forberedelse, men også i respekt for kammeraterne om, at fodbold er et holdspil, hvor alle skal yde deres for at blive bedre under sjove og sociale vilkår. Som Henrik siger: Man har udvikling som målet. Resultaterne i kampene er en følge af udviklingen. I forrige weekend vandt Sædding Guldager i vinterturneringen i Liga 2 hele 7 – 1 over Jelling. Det kan kun give en styrket tro på, at man udvikler sig.

2 gange træning pr. uge er det realistiske

Man træner kun to gange om ugen, fortæller Henrik. Mere tid kan spillerne ikke afse på grund af skole og arbejde. Tilbydes der træning 3 gange pr. uge, vil spillerne kun kunne nå de 2 gange, og så er det kun træneren, der må ofre 3 aftener. Med trænerens krav om 2 gange træning pr uge viser han også respekt for spillerne. Man kunne forvente flere skader på grund af, at belastningen er fordelt på få timer pr uge, men det har man været forskånet for. Skulle der komme skader, har U19 adgang til seniorafdelingens fysioterapeut.

Kun 3 spillere rykker op som senior til næste år, og de har allerede fået nogle kampe på 2. holdet, så de forhåbentlig bliver klar til at få nye kammerater i en ny kultur, men hele 29 spillere er også U19 til næste år, og samtidig rykker 30 op fra U17. Dvs. ca. 60 spillere vil være i truppen til næste sæson!!! Det antal spillere er der også på U15, så de to klubbers ungdomstrænere bliver de kommende år ansvarlige for at levere de spillere, som skal bære seniorafdelingen videre på samme eller på et højere niveau end der, hvor førsteholdet befinder sig lige nu.

Livet som fodboldspiller skal være mere end at spille fodbold

Klubben er klar over, siger Henrik, at man mangler en kunstgræsbane mere, men man mangler også et klubhus til spillerne, så de kan opleve hinanden som mere end fodboldspillere. Det er dyre investeringer, så det er svært for klubben at prioritere. U19-spillerne får – sikkert til stor glæde for deres forældre – deres træningstøj lagt frem inden træningen og efter træningen vasker og klargør klubben tøjet til næste gang, der trænes. På den måde mødes man i hvert fald i omklædningsrummet inden træningen. For et par weekender siden var 22 af spillerne medier til DTU´s trænerseminar i Skærbæk, hvor de boede i små familiehuse, hvor de i mindre grupper kunne trække sig tilbage og finde tid til at være sammen på en anden måde end ellers eller man kunne – hvad de fleste nok valgte – fx spille bowling eller gå i svømmehallen.

Efter at vi og senior har afsluttet vore turneringer, er vi så småt begyndt med lidt samtræning hver anden uge.

Dette set i betragtning af, at overgangen til senior er den sværeste overgang, vi har. Op gennem spillernes ungdomsår er det trygge rammer, hvor det hovedsageligt er de samme, man spiller sammen med.

Det at bevæge sig ud af sin comfort zone er for mange et no go. Vi har også forsøgt at spille med i en seniorkamp, og spillernes grænser kommer til udtryk ved, at de spørger, om der er andre med fra U19.

Vores JS har lige spillet træningskamp mod Kolding I.F. Efter at det er sidst på sæsonen, så er der nogle JS-spilere, der har lidt småskavanker, og dette er jo muligheden for, at nogle U19-spillere kan få en chance. 3 U19-spillere var med i truppen og gjorde det ganske fint. Spillet går lidt hurtigere, og fysikken er anderledes.

Kunsten er jo så samtidig, at de bevarer begge ben på jorden. Det er vigtigt, at de kender deres base (hvor de hører til).

Jeg er rigtig tilfreds med, hvad vi har opnået i det 1. halve år, jeg har trænet dem. Jeg tror på, at det at vi viser som træner, at vi er klar til at modtage dem i øjenhøjde, stille krav, sætte grænser og udvikle dem og koge det hele sammen med et godt socialt miljø er rammer, de kan se sig selv være i.