René Østerlid, som er træner for Broagers nyoprykkede Jyllandsseriehold, var en af kandidaterne til titlen som Årets Jyske Serietræner 2022. Da han i sommeren 2019 begyndte som træner i Broager U.I., var der kun to seniorhold i henholdsvis serie 3 og serie 5, men i dag har klubben ud over Jyllandsserieholdet også hold i serie 3 og 5.
Klubben ligger i skyggen af Sønderborg, der som kommunens centrum nok også vil betragte sig som det sted, hvor sportsfolk med ambitioner trækker hen, når de omgivende klubber på Als og det sydøstlige fastland ikke kan opfylde fodboldspillernes ambitioner. Med en masse pige- og drengespillere op til de ældste ungdomsårgange og nu tre seniorhold har Broager et godt fundament at bygge videre på. En masse små drenge, som gerne ville komme til træning hver dag, til unge spillere, som ikke har tid til to gange træning pr uge, er også virkeligheden i Broager. Området er mere et sted, hvor unge mennesker flytter fra end til, så man får ikke bare gode spillere som tilflyttere, så klubben må gøre det godt og skaffe gode trænere.
Et flot klubhus, som kun fodboldspillerne er brugere af, skaber hjemlige rammer. En opvisningsbane, to græsbaner samt en grusbane med lys og drænet, så den er klar til at få lagt et lag kunstigt græs, er rammerne.
Efter egen karriere blev René træner for sin søn
René Østerlid begyndte at spille fodbold i Broager, men skiftede som 12-årig til Aabenraa, hvor han kom til at spille på et stærkt DM-hold med blandt andet Carsten Detlevsen fra OB´s ”Miraklet i Madrid” og mødte en masse kendte spillere fra den stærke årgang i Danmark. Der var han til han var 16 år. Som 19-årig begyndte han sin seniorkarriere i serie 4 i en lokal klub for efter et år at vende tilbage til Broager i serie 2. Senere blev det til 2 år i SB (Sønderborg) og et års ophold i TSB Flensburg i Oberligaen (4. liga) sammen med to danske kammerater, inden han vendte tilbage til Broager og spillede der i 10 år.
Efter egen karriere som aktiv spiller stod René i den situation, at den ene af hans to sønner som 7-årig ville gå til fodbold, og som i alle andre klubber måtte en af forældrene melde sig som træner, så det gjorde René i Broager U.I. Nu her 16 år senere, når han tænker tilbage, opfatter han ikke tiden som børnetræner som noget, han ofrede sig for, men som en glæde i livet. De 6 år, hvor han var talenttræner i F.C. Sønderborg, var de bedste år som træner, siger han. Glæden ved at børnene siger: ”Er træningen allerede færdig!”, når man skal give plads til andre, huskes mere end resultater af kampe. Han nåede også at være træner for U13, U15 og U19, inden han kom til serie 3 i Broager. Her i vinter har Broager meldt sig ud af overbygningen F.C. Sønderborg og har overtaget licensen.
De små spillere
René oplevede også den uretfærdighed, som ofte rammer de spillere, som er mindre end deres kammerater, hvilket også gjaldt hans egen søn. Selv om to børn er født i samme år, kan den fysiske forskel godt være på flere år. Kommentaren til de små spillere om, at de bare skal være tålmodige, for så vokser de også lige pludselig, er svær at trøste sig ved, når man igen og igen bliver ”overfaldet” af et stort brød, som bare losser bolden væk. For få klubber gør noget for de små spillere, så de også kan udvikle sig med deres ofte eminente tekniske færdigheder. Mange husker nok Vejles Allan Simonsen, som et år nåede at blive Europas bedste spiller.
Nok i modsætning til mange andre trænere har René kunnet overføre mange af sine erfaringer fra børnefodbold til sit seniortrænerjob. Man skal være fleksibel, og det er lettere, hvis man indretter sig efter spillerne end, at de alle indretter sig efter træneren. Han kommer for eksempel ikke til træning med et stykke papir med nøje beskrevne øvelser til aftenens forløb. Det skyldes måske især, at han arbejder i Middelfart, så de to timers kørsel hver dag med ganske vist begrænset trafik på den sydlige del af E45 kan lettere bruges til at udtænke et træningsforløb end til at notere på papir. For ham er det vigtigt, at man som spiller tilpasser sig de fælles sociale normer. Får man spillere fra en anden kultur end den danske, kan man godt opleve en anden reaktion, end man ser normalt. Folks forskellighed, som han nok har med fra børnefodboldspillerne, kan man også acceptere hos voksne blot det ikke går ud over holdets kultur. Når René til første træning efter en weekends kampe samler alle spillere, er kommentarer fra 3. holdet lige så relevante som kommentarer fra 1. holdet.
Tidligere serie 2 eller3 til nu Jyllandsserie
Da Broager sidste august – stadig som serie 1-hold – skulle gøre klar til det sidste halvår i serie 1, trak man, som det hold i Sønderborg kommune, der var nået længst i pokalturneringen, Fredericia fra 1. division. Det var en chance for spillerne, klubben og befolkningen, som man ikke gik glip af. 500 tilskuere dukkede op, klubben tjente 30.000 – 40.000 kr., fortæller kampfordeler Marius Nielsen, og spillerne fik afprøvet sig selv mod professionelle spillere.
Livet som et Jyllandsserie-hold er tre runder gammelt. Dog har man endnu ikke kunnet invitere modstanderne til Broager på grund af baneforholdene, så man har måttet spille på Gråstens kunstbane. Den første kamp var mod næsten-naboen Egen fra Als, hvor man fik den perfekte start med en sejr, så det samlede udbytte efter tre kampe er 4 points. De kommende modstandere befinder sig op langs E45, hvor der ligger en del klubber, som har mere erfaring fra Jyllandsserien og nogle spillere har erfaring fra et højere niveau, så hvor man relativt let har kunnet spadsere fra serie 3 gennem serie 2 og 1, vil man nok komme til at opleve hurtigere spil med mere fysik, siger René.
Et liv med så megen fritid brugt på fodbold har kun kunnet lade sig gøre takket være familiens og især konens opbakning, slutter René sin fortælling.
