Frem til sommeren 2019 var Mathias Andersen U-19 træner i Væggerløse på Falster. Ud over Nykøbing F.C. var det den eneste klub, som kunne tilbyde U-19-fodbold på Lolland-Falster, så Mathias kunne dengang glæde sig over, at han trænede en top 2 klub!!

Men jobbet var nu også forbundet med nogle besværligheder og manglende hjælp. Ting, som måske heller ikke motiverede spillerne til at spille U-19 fodbold. Man kom naturligvis i række med hold fra Sjælland, hvor et kig på et kort jo viser, at alle motorveje breder sig ud fra København. Så en udekamp mod Kalundborg med kørsel fra syd til nord i Vestsjælland kræver virkelig nogle interesserede forældre, som kunne køre, hvilket også kunne gælde alle U-hold. Ovenikøbet havde Michael et tilfælde med et U-14-hold, hvor DBU Sjælland havde placeret den længste tur på en hverdagsaften. Så problemet var også at finde forældre, som kunne tage hjemmefra tidligt på eftermiddagen. Helt til grin følte man sig senere på sæsonen, da et af holdene længst væk fra Væggerløse meldte afbud til returopgøret i Væggerløse.

En god idé at tilpasse reglerne til den virkelige verden

En anden stressfaktor ved at træne et U-19 hold er, at man aldrig kan planlægge mere end et halvt år frem, for kommer der nogle spillere retur og hvem rejser væk? Man kan næppe fortænke nogle klubledere eller spillere i at tænke: Vi vil hellere spille seniorfodbold, for her er et hold for dem, som har ambitioner og et hold for dem, som kun kommer til træning, når de tilfældigvis ikke har andet, der er vigtigere. Endelig er der kort kørsel til kampene på Lolland og Falster.

For nogle år tilbage, da DBU Lolland Falster selv styrede deres turneringer, kunne spillerne have dobbelt klubmedlemskab i U-14 og U-15 med NFC, fortæller Mathias, hvilket betød, at hvis man ikke spillede på 1. holdet i Nykøbing F.C. en weekend, kunne man spille hjemme i klubben, hvilket sikkert kunne være med til at forhindre nogle lukninger af hold. Når spillerne så blev U-17 skulle de vælge.

Samarbejde er en forudsætning for flere medlemmer

Generelt mener Mathias Andersen, at der det seneste årti er sket en ændring i de unges prioriteringer: Fritidsarbejde fylder generelt mere end fodbold, og den tid, der bruges på sociale medier, fylder mere og mere. Tilknytningen til klubben betyder mindre end tilknytningen til kammeraterne, så om man spiller i den ene klub frem for den anden betyder mindre. Det samme ser man jo også i de store byer, hvor en gruppe unge fx fra universitetet søger en klub, hvor de kan få lov til at træne og spille kampe på lukkede hold.

Set udefra er der én soleklar løsning på det lille antal spillere: Klubsamarbejde. Og her er Mathias enig med sin assistenttræner Morten Refnov, som ud over at være mangeårig træner i klubben også var formand fra 2017 – 2022. Det gør man ikke bare sådan af sig selv. Stoltheden over, hvad man har præsteret i og for sin klub, er for stor. Sådan siger seniorer og oldboys. Børnene og de unge vil bare spille fodbold sammen med vennerne. Om klubben hedder det ene eller det andet er dem ligegyldigt.

B1921 og B1901 samt Køge og Herfølge blev vist nok tvunget til at samarbejde af kommunerne, som ikke ville investere i to anlæg. Så somme tider skal initiativet komme udefra.

Fra U-19 til unge spillere i LF-serien

Efter et halvt års pause begyndte Mathias sit job som cheftræner i Toreby-Grænge januar 2020, hvor holdet i dag spiller nedrykningsspil i Lolland Falster serien. Med 3 spillere over 25 år, 3 på 21 og 22 år og resten yngre er der en hel del lighed med U-19 i Væggerløse. Usikkerheden om hvem, der rejser pga. arbejde og studier er også her, og de yngste spillere har mistet en hel del udvikling pga. coronakrisen og mangler lidt robusthed og styrke, så spillerne nogle gange kommer til kort over for 30-årige spillere med masser af erfaring fra Lolland Falster Serien. Han kunne godt have ønsket sig en erfaren spiller til hver af kæderne til at guide de unge spillere. – Coronaen har i hvert fald været med til at gøre, at de 2,5 år jeg nu har været træner for 1. holdet i TGB ikke altid har været lige nemme, siger Mathias. Heldigvis er der nogle spillere, der virkelig brænder for det, og det er også med til at give en lyst og motivation til at stå uge efter uge på træningsbanen.

Mathias ser gerne, at Lolland Falster Serien bliver skåret ned fra 12 til 8 hold for at skabe flere jævnbyrdige kampe. Store sejre/nederlag er uinteressante kampe. Om holdet efter sommerferien spiller i serie 1 eller i Lolland Falster Serien er ikke alt afgørende. Visheden om, hvilke spillere, der er til disposition, kendes ikke, og måske kan en tur i serie 1 på sigt være gavnligt for de unge spillere.

Samarbejde er ikke lukning af klubber

Mathias ser samarbejde mellem klubberne som det bedste middel til at skabe fodbold for så mange som muligt på et niveau, som passer til den enkeltes niveau og prioritering. Som han nævner: Hvad gør man i en klub, hvis U-16 holdet til sommerferien mister 8 ud af 16 spillere til efterskolerne? Nogle vil nok lukke holdet og håbe på, at alle spillere stiller op om et år, når alle er tilbage fra efterskole. Det sker næppe, for i mellemtiden har de fleste spillere fundet andre græsgange. En logisk løsning ville være at undersøge, om en anden klub står i nøjagtig samme problemstilling. Men hvem tager initiativet?

En betingelse for, at flere børn og unge spiller fodbold er, at klubberne samarbejder. Den store beslutning er, at to klubber slår sig sammen. En blødere landing er, at man samarbejder to eller flere klubber om én eller flere årgange. For mange voksne er klubben deres hjerteblod, men fremtiden er børnene.