Glæder sig til sæson nummer 50

af | 24 januar 2022 | Artikler

Når Johnny Kristensen om kort tid indkalder til træning for herrerne tirsdag og torsdag og damerne mandag og onsdag i Sydthy Boldklub, går han i gang med sin sæson nr. 50 som fodboldtræner. Siden han startede som træner for Hurups 8–9-årige drenge i 1968, er det kun blevet til tre sabbatår.

Meget passende blev Sydthys 35-års jubilæum sidste år udskudt på grund af Corona. Sydthy er en sammenlægning af de små byer Ydby og Gettrup. Så ved udsættelsen til 2022 har klubben besluttet, at man kan fejre både klubbens og Johnnys jubilæum.
Sådan er klubben, siger Johnny, man benytter enhver lejlighed til at samles, fejre og hygge sig i klubhuset, som man selv byggede og, som alle er fælles om. Køber man en øl, behøver man ikke at betale med det samme. Man krydser sig af på en liste og tæller sammen og betaler ved månedens udgang.

Det er ikke fordi, at Sydthy specielt er Johnnys klub. Han havde herrerne 93–94 og vendte først tilbage til klubben i 2019 for at træne damerne og har altså nu både damerne og herrerne. Man mærker tydeligt, at det er en klub, som Johnny trives i. Han kommer alle dage en time før træningen starter, for der er altid lige lidt, der kan ordnes, som han siger, og efter træningen samles man i klubhuset. Måske er der en kamp på tv, der er værd at kigge på. I det hele taget er det samværet med unge mennesker, som holder liv i Johnny.

Der er vigtigere ting end at rykke op

Selv om der er 30 damespillere dækkende tre generationer, stiller man kun med et 7-mandshold. Indbydes der til kamp, melder man sig til, og når et passende antal er nået, lukkes der for tilmelding. Herrerne spiller normalt i serie 5, men sidste år rykkede de op i serie 4, men det var for meget, siger Johnny, og efter et halvt år der, var man tilbage på passende niveau i serie 5. For hverken damerne eller herrerne er der målsætninger om at rykke op i rækkerne. Andre værdier er vigtigere som fx udvikling frem for resultater.

Sidste år kom der nyt liv i klubben, da man startede med begynderfodbold under ledelse af to pædagoguddannede kvinder, som kunne bygge videre på klubbens ry som en social klub med plads til alle. En del børn kom også fra naboklubberne, så man nåede helt op på 35 børn. I Sydthy Boldklub er der rigeligt med græs til flere spillere!

Johnny Kristensen er klar til sin 50. sæson som fodboldtræner. (Foto: Privat)
Johnny Kristensen er klar til sin 50. sæson som fodboldtræner. (Foto: Privat)

Både målfarlig angriber og træner fra han var 13 år

Da Johnny som 13-årig blev træner for begynderdrengene i Hurup, var det starten på et forløb med drengene, som varede til de blev juniorspillere. Deres spil rakte til et niveau, som var over normalt niveau for hold i Hurup, så Johnny kunne se, at trænerarbejdet kunne give resultater. Og dermed var interessen nok lagt. Samtidig spillede han selv fodbold, og ved et udtagelsesstævne havde AGF’s talentspejder Henry From, landsholdsmålmand for de olympiske sølvvindere i Rom 1960, fået øje på Johnny. Han henvendte sig ikke bare én gang men flere gange til Johnny, men han var på det tidspunkt ikke klar til at forlade Thy for at tage væk til storbyen

Johnny blev i den sydlige del af Thy og scorede masser af mål. Da han som seniortræner var spillende træner, fik klubben nok mindst lige så meget en målscorer som en træner. Johnny har såmænd også fået tilbud fra klubber på Mors og syd for Limfjorden, men den lange afstand brød Johnny sig ikke om. Hellere samværet i klubben og på banen end mange kilometer alene i bilen.

Som træner får man minder og venner for livet

Som det ses på nedenstående karriereliste, har Johnny ud over sin start på trænerkarrieren kun været træner for ungdoms- og seniorhold, og det har været i Hurup eller inden for en meget kort radius, så han træffer i dag en masse bekendte, når han tager en tur gennem byen, men det er vel også en af glæderne ved at være træner.

Minderne samler han på. Adskillige tykke mapper fyldt med egne notater om holdopstillinger, kampprogrammer, billeder osv. har han liggende derhjemme. Den nøjagtige oversigt over 50 års trænerarbejde viser også, at der er styr på historien. Her om vinteren, når der ikke er træning, er det da sjovt at kigge de gamle papirer igennem, synes Johnny.

Tilbyder hjælp til trænere i knibe

I 2011 kom Johnny med i DTU´s arbejde som arrangør af trænertræf i Jylland for trænerkolleger i blandt andet Hurup, Varde og Hobro. Selv startede han på DBU´s træneruddannelse for seniortrænere, men fandt måske ikke lige det, han havde behov for i sin daglige trænergerning. I dag giver han juridisk vejledning og hjælp til trænere, som er løbet ind problemer med deres ansættelse.

Sådan ser Johnny Kristensens trænerkarriere ud fra 1968 til i dag:

1968 – 79 Ungdomstræner i Hurup.

1980 – 84 Seniortræner Boddum/Ydby

1985 Ynglingetræner i Hurup

1986 – 88 Seniortræner i Vestervig/Agger

1989 – 91 1. herrer Hurup

1992 Ynglingetræner i Hurup

1995 Fri

1996 Ynglingetræner i Vestervig/Agger

1997 – 99 1. herrer Hurup

2000 Fri

2001 – 03 Seniortræner Hassing/Villerslev

2004 Fri

2005 2. herrer Hurup

2006 – 08 1. herrer Hurup

2009 – 12 2. herrer Hurup

2013 – 14 1. herrer Hurup

2015 – 17 Seniortræner Vestervig/Agger

2018 Fri

2019 – 20 Damer Sydthy

2021 – 22 Damer og Herrer Sydthy

Nævnes skal også, at Johnny i tidens løb har været håndboldtræner i 4 år.

dbuBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaBoldtour og EventWinther Sport og Fritid.teamsports.comSkaerbaekcentretSportConcept InternationalVerona CupSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDLæs mere om Formthotics på