Hellere samarbejde om end konkurrere om medlemmerne

af | 1 juni 2020 | Samarbejdende klubber

I mange større byer har man mange medlemmer men alt for få baner. Langt væk fra storbyerne har man mange baner men alt for få spillere. Her har man ikke problemer med at finde den krævede plads til at spille fodbold i en corona-krisetid.

Det faldende indbyggertal samt deraf følgende færre børn er en kendsgerning, man må forholde sig til. Kommunen har måske gjort det endnu sværere ved, at børnene på den lokale skole efter 6. klasse skal fortsætte i overbygningsskolen i en af de større byer.

Man kan vælge at kæmpe for klubbens værdighed mod naboklubberne i håb om, at de giver op en efter en, eller man kan samarbejde.

Formanden for fodboldudvalget i Højer I.F., Ove Danielsen, kan præstere fine forhold: Masser af græsbaner, en hal, en multisal, stor kantine og en multibane. Men ved siden af ligger skolen op til 6. klasse med et lidt for lavt antal elever i forhold til aktivitetsmulighederne.

Det er et generelt problem for næsten alle bysamfund i Danmarks arealmæssigt største kommune, Tønder kommune, som fylder den vestlige halvdel af Sønderjylland helt op til Rejsby. Og Højer ligger ned mod sydvest, hvor der kun er én vej videre nemlig mod Højer sluse.

Samarbejde en nødvendighed

Ove Danielsen er meget tilfreds med, at klubberne i området er enige om, at man vil skabe muligheder for, at alle børn har et tilbud om at spille fodbold. Primært i deres egen klub, men kan det ikke lykkes, snakker klubberne sammen om i fællesskab at samle børn fra to eller flere klubber om et fælles hold. Der er ikke nedfældet et program eller en rød tråd for, hvad man gør. Man bruger den sunde fornuft, siger Ove.

De fire nuværende samarbejdspartnere er idrætsforeningerne i Højer, Bredebro, Møgeltønder og Tønder. Typisk starter børnene i deres egne klubber med at spille 3 mod 3 og 5 mod 5 turneringer, men senere er det ikke nok til at stille hold, og man må gå i dialog med andre klubber om at træne sammen og stille hold sammen. Endnu sværere bliver det, når man skal spille 11 mod 11, og endnu en hurdle kommer, når de unge mennesker tager på efterskole. Kun Tønder kan stille et U-17 hold.

Store afstande

Det kræver også stor hjælp fra forældrene for at få samarbejdet til at fungere med transport til træning og turneringer. Afstanden mellem Højer og Bredebro, som Højer aktuelt har U14-hold sammen med, er ca. 18 km, mens afstanden til Tønder og Møgeltønder er noget kortere. En forælder kører børnene til træning, mens en anden henter børnene; eller man kan måske ordne madindkøb, mens der trænes.

Nogle børn kan måske få skolebussens afgangstider til at passe med turen til træning. Eller måske toget, som kører mellem Bredebro og Tønder.

Det er bare til træning. Til kampe og stævner bliver afstandene fra Danmarks sydvestligste by endnu større. Pige U15 holdet spiller i Liga 1b og har kampe på Fyn og halvt op i Jylland. Men forældrene kører gerne nogle kilometer ekstra, hvis børnene bare får jævnbyrdige kampe har forældrene fortalt Ove.

Ikke brug for store visioner, men den sunde fornuft

Holdene træner i den klub, hvor det giver mest fornuft. Består holdet af et ligeligt antal spillere fra 2 byer, er der skiftevis træning begge steder. Er der fx kun 2 spillere fra den ene by, siger fornuften, at der trænes der, hvor det store flertal kommer fra. Man kunne umiddelbart tro, at den store klub Tønder S.F. bare ville lade de små klubber dø ud. Men de har også brug for et samarbejde, siger Ove Danielsen. Har de fx 19 spillere til et 11- mandshold, vil de snart stå med kun lige det antal spillere, som skal bruges til 1 hold. Så de kunne med et samarbejde stå med 2 hold.

Samarbejdet har stået på i flere år og i endnu længere tid har Ove Danielsen været træner i Højer I.F. for -som han siger – næsten alle årgange bortset fra herre senior. Så han må om nogen vide, hvad der skal til for at få et samarbejde til at fungere: Træneren er den vigtigste person. Han skal ville samarbejdet og betragte børn som børn, der gerne vil spille fodbold uanset, hvilken by de bor i.  

SPORTIGAN I HURUP OG THISTEDLæs mere om Formthotics påteamsports.comBoldtour og EventSkaerbaekcentretVerona CupWinther Sport og Fritid.SportConcept InternationaldbuBusture og sportsrejser i Danmark & resten af Europa