Det er landstrænerne for senior- og ungdomslandsholdene samt trænerne i de tre øverste rækker for herrerne og de to øverste rækker for kvinderne, som træffer beslutningen.
Siden kåringen begyndte i 1968 har Årets Træner været enten en landstræner, en dansk træner eller en udenlandsk træner i en dansk klub. I 2020 blev Årets Træner for første gang en dansk træner, som var træner i en udenlandsk klub nemlig Thomas Frank i Brentford F.C.
I de senere år har der været en tendens til, at flere og flere trænere får tilbudt trænerjob i udlandet, så man må kigge lidt uden for superligaen og landsholdet også, når man vil finde en kandidat til titlen som Årets Træner. Thomas Frank og Jon Dal Thomasson er i England, Bo Svensson og Mike Tullberg er i Tyskland, Brian Riemer er i Belgien mens Brian Priske er i Tjekkiet.
Èn træner er blevet Årets Træner 3 gange. Det er Kasper Hjulmand i 2012 og 2017, da han var i Nordsjælland, og i 2021 som landstræner. Man bliver kåret som Årets Træner for sin indsats gennem hele kalenderåret, men mange stemmeafgivere har nok en tilbøjelighed til at fokusere mere på efteråret end på foråret. Det kan så være en ulempe for fx Kasper Hjulmand, men en fordel for fx Flemming Pedersen, som lige nu fører superligaen.
4 personer i og omkring DTU’s ledelser har fundet frem til disse tre topkandidater for 2022
Thomas Frank, som vandt titlen for at føre Brentford F.C. op i Premier League for første gang i klubbens historie, sluttede sæsonen 21/22 med at blive nummer 13 og på nuværende tidspunkt indtager klubben en 10. plads i verdens bedste liga. Her spiller verdens bedste og dyreste spillere, her konkurrerer verdens bedste trænere og her findes de folk, som har mest erfaring med at drive klubber på højeste niveau. Thomas Frank kom med sin erfaring fra Danmark og bragte sammen med sine assistenter og nogle danske spillere dansk kultur til en klub, som ingen erfaring havde fra Premier League og samtidig måtte klare sig med et af ligaens laveste budgetter. Så det er høj kvalitet for få penge. Han er kandidat nr. 1.
Kandidat nr. 2 er Flemming Pedersen, som sluttede sæsonen 21/22 på en 9. plads i Superligaen, men nu ligger på en temmelig sikker førsteplads. Med et hold bygget op omkring én eller to erfarne spillere + en masse unge spillere lidt over/lidt under 20 år lader man sig ikke ryste. Klubben og Flemming Pedersen er en enhed. Flemming trives i klubben og klubben kan ikke undvære Flemming. Målet er klart: Man skal udvikle unge talenter til supertalenter og det kan kun ske i superligaen. På et tidspunkt skal de unge spillere ud i verden, levere en god sum penge til Nordsjælland, så man kan uddanne nye spillere. Flemming forlanger ikke, at klubben køber spillere til holdet. Han uddanner dem selv.
På 3. pladsen har vi Kent Nielsen, Silkeborg I.F., som sluttede sidste sæson som nummer 3 og aktuelt ligger som nr. 4. Silkeborg hører historisk ikke til de klubber, som man vil kalde en topklub i Danmark. En statistik over hvor længe en superligatræner er i en klub placerer Kent Nielsen klart som den træner, der er længst tid i sine klubber. Den erfaring har nok givet ham noget ro til at træne langsigtet. Har han succes i en kamp, skal det bare gøres bedre i næste kamp, synes hans reaktion at være. Der er tid til at få spillet unge spillere ind på holdet. De lange ophold i samme klub har givet ham en erfaring, så en nok så fancy registrering af spillernes ageren på banen får ham ikke til at skifte kurs. Klubbens to 5 – 0 sejre over FCSB Bucharest tidligere Steaua Bucharest fra Rumænien i Conference League fik nogle til at åbne øjnene for, at der sker noget i Silkeborg.
