Lige når man er 18 eller 19 år, sker der et markant skifte i mange unges liv. Man kommer fra en verden, hvor ens dagtimer har være været struktureret nøje i skolen og på ungdomsuddannelsesstederne, og hvor tilstedeværelse har været vigtigere end aktiv stillingtagen. Derhjemme har der været faste rutiner med spisetider og huslige pligter.
Nu kommer en verden, hvor man skal tage beslutninger, som kan få betydning for ens liv langt frem i tiden. Man skal måske rejse hjemmefra til en uddannelse, hvor eget ansvar for studiet er en nødvendig forudsætning samtidig med, at man skal finde sig tilrette i et nyt miljø og i egen lille bolig.
Spillere mellem at være ung eller voksen
Det er spillere i den situation, som træneren for Aabenraas U-19, Egon Holm, er sammen med til træning og til kamp uge efter uge. Det er det første U-19 hold han træner, så han har ikke nogen erfaring at trække på. Nok lidt atypisk begyndte han at træne holdet for 8 år siden og har trænet dem lige siden. 5 af spillerne har fulgt ham gennem alle årene, mens de øvrige er kommet til fra byen Aabenraa, to fra Rødekro, 5 fra Bolderslev og 4 helt fra Tinglev. Afstanden til Tinglev er trods alt ca. 25 km, så tidligere måtte forældrene skiftes til at køre til og fra træning og kamp.
Det siger nok ikke så lidt om tilfredsheden med træningen hos Egon. I dag er problemet knap så stort, da spillerne jo har kørekort.
Fanget mellem skole, arbejde og fodbold
Efter 3 år uden et U-19 hold lykkedes det Egon, at få det oprettet. Sidste år var det lidt knebent med 15 spillere, men i år er der 19 spillere til Liga 3 holdet. For at få det til at fungere må han som træner både være seriøs, fleksibel og som han siger ven med spillerne. I konkurrence med så mange andre aktiviteter må han tilbyde et seriøst træningsmiljø, hvor spillerne oplever en sammenhæng mellem det de træner og det de gør i kampene. Altså at træningen er en vigtig forudsætning for at spille gode kampe. Men samtidig må han acceptere, at nogle spillere er væk en uge, fordi de skal på studietur. Og acceptere at den klart bedste målmand har aftenarbejde hver anden uge, eller at der pludselig kan komme skolekrav i vejen for dagens træning. Kravet er at spillerne melder afbud på facebook i respekt for trænerens forberedelse af træningen. De mange spillere er et gode, men kan også give udfordringer med at fastholde dem i klubben, så i træningskampene op til turneringen mod nærliggende seniorhold har alle spillere fået chancen. Men efterhånden har holdet i deres 4:1:4:1 opstilling fået opbygget en fast forsvarsbase, som spiller hver gang, mens der så kan flekses mere med de forreste 5 spillere.
Mange U-19 spillere spiller seniorfodbold
I det sønderjyske bliver de åbenlyse talenter hentet af SønderjyskE, hvilket Egon føler helt naturligt, for så mange spillere har klubben jo ikke behov for at tilknytte. Konkurrencen om U-19 spillerne kommer snarere indefra i klubberne, hvor seniortrænerne ofte mener, at de bare kan supplere deres hold med spillere fra U-19-holdet som et frit tilgængeligt lager. For mange spillere er det tillokkende at få de ekstra kampe, men for Egon og mange andre trænere er det et problem. Er det vigtigere at spille på et serie 4 hold end at træne, er kroppen udviklet til så mange kampe og er risikoen for at spille på et uvant seriehold, hvor fysikken måske overgår den, man bliver udsat for på et U-19 hold, ikke for stor med hensyn til skader?
Træner og menneske
Ud over de fodboldfaglige kvalifikationer har Egon nok også nogle menneskelige kvalifikationer, som passer fint til U-19 spilerne: Han melder ud, at han er venner med dem. Han råber og skriger ikke ad dem. Han er ikke sur over afbud, han accepterer dem. Han vil have spillerne til at tænke fodbold, være kreative og bygge spillet op nedefra. Han lader spillerne efter hver kamp vælge en kampens spiller. Ros fra træneren er fint, men ros fra kammeraterne er finere.
De spillere, som Egon Holm startede med for 8 år siden, har gennemgået en stor udvikling, men spørgsmålet er, om han som træner og som menneske ikke har gennemgået samme store udvikling? Det må han uden tvivl have gjort. Normalt sakker forældrene mere og mere bagud i forhold til deres børns udvikling. Egon må have spurtet derudad og fulgt med de unge.
Men hvad så til sommer, kan man spørge Egon. Ja, holdet forsvinder nok, da mange tager til fx Århus for at studere. Forslaget om at gå tilbage til et U10 hold og køre samme forløb igennem igen virker ikke umiddelbart tillokkende for ham. Første gang man bestiger Mount Everest må det være en kæmpe oplevelse, men kan man oparbejde samme gejst endnu engang.
