Holdleder for damesenior og klubrevisor Jacob Kristensen tager os med rundt i den lille midtsjællandske fodboldklub, Lynge-Broby IF, der satser på at trække nye aktive til og især har fokus på at fastholde spillerne i klubben. Det kræver hårdt arbejde, at man tænker nyt, men også at man holder fast i traditioner.
Et stenkast fra Sorø ligger den 150 år gamle fodboldklub Lynge-Broby IF, der er en samling af to store idræts-og skytteforeninger i de to sogne, Lynge og Broby. Lynge-Broby IF er i dag en stor forening med over 1300 medlemmer, der tilbyder håndbold, badminton, volleyball, gymnastik m.m. Fodboldafdelingen tæller 470 medlemmer, hvoraf cirka 250 er ungdomsspillere.
For Jacob Kristensen, der er holdleder for damesenior, klubrevisor og klubbens ”alt-mulig-mand” og også spillede en vigtig rolle i forbindelse med etableringen af kunststofbanen i 2015, er der plads til forbedringer og peger på udfordringerne:
– Selv om vi kan bryste os af, at vi har de to højest rangerede herrer-, og dameseniorhold i kommunen – herrerne ligger i Serie 2 og damerne i kvindesjællandsserien – så er vi en lille klub, der som mange andre fodboldklubber slås med at tiltrække og fastholde vores medlemmer. Vi mangler tyngde på alle ungdomsårgange og har i dag kun tilmeldt ungdomshold for drenge i U11, U12, U13, U15 (8 mand) og U15, U16, U19 (11-mand) samt i piger U15. Så hvordan får vi flere piger og drenge tidligt ind i grupper af sociale sammenhænge, hvor de bliver fastholdt? Det er den opgave, vi står overfor, men det er en udfordring, som vores formand, Henrik Stilling, og ungdomsformand Line Gisselmann, er meget bevidste omkring og derfor hele tiden tænker nye ideer og løsninger.
Senest har Lynge-Broby IF ansat træner John Elmeskov som minikoordinator for de unge årgange. Han skal koordinere, engagere og hjælpe forældretrænere, der aldrig har prøvet det før til at komme i gang med det praktiske og lære dem boldlege og øvelser. Dertil er det John Elmeskovs opgave også at få involveret de lidt ældre spillere, i 12-13-årsalderen, som alle er gode til fodbold, til at give en hånd med som ungdomstrænere. De skal også være med til at planlægge små stævner, der i bedste fald kan tiltrække flere børnespillere til klubben.
– Vi ser det som en vigtig opgave at involvere så mange forældre som muligt og give dem de redskaber, de behøver, for at træne børnefodbold. Samtidig er det vigtigt for os, at de ældre børn også får ansvar i klubben og en rolle som ungdomstrænere på sidelinjen. De helt små børn ser jo op og lærer meget af at kigge på, hvordan de ældre børn gør. Jeg kan bare se på mine egne tre fodboldaktive piger, hvordan de blev inspireret og trænet af ældre piger, som de i dag spiller sammen med som senior, og også hvordan mine døtre ligeledes med tiden fik mere og mere ansvar i klubben og med foreningsarbejdet.
Fodbold er forankret og en vigtig del af aktiviteterne i lokalområdet. Ifølge Jakob Kristensen har det afsæt i en tryg base for børnene, forældrene og trænerne på holdet, samtidig med at man lærer og kigger på andre – yngre og ældre – på tværs af samme årgang og ad den vej skaber samhørighed og dermed i sidste ende gerne fastholder de unge i klubben.
– Teenageårene er så vigtige. Det er her vi skal have noget at tilbyde og holde fast i de gode og lærerige oplevelser, som gør at ungdommen har lyst til at blive i klubben. Verden udenfor har jo så meget andet at tilbyde de unge mennesker. Derfor har vi også lagt en plan, der tilgodeser vores medlemmer.
Jacob Kristensen fremhæver fem steder, hvor Lynge-Broby IF gør og fortsat skal gøre en forskel:
– For det første skal vi fortsætte vores arbejde med at give spillerne gode oplevelser, når de træner og spiller kamp, give dem gode trænere, det vil sige hjælpetrænere på deres egen alder og ungdoms- og forældretrænere, der har en anerkendende tilgang og glæde ved at arbejde med og for unge mennesker.
– For det andet skal vi fortsætte med at styrke fællesskabet på og udenfor banen. Styrke de sociale sammenhænge og initiativer. Det gør vi først og fremmest ved at trække spillerne ud af vante rammer og invitere dem med på fodboldture. Vi har i mange år prioriteret at deltage i blandt andet Vildbjerg Cup, Hinnerup Cup, Vesterhavs Cup og tage rejsen til Italien til Verona Cup. Det er en tradition, vi ikke skal ændre.
Lynge-Broby IF har i lang årrække økonomisk prioriteret at arrangere og tage på billige ture og deltage ved forskellige stævner. De sidste 12 år har klubben således lagt vejen forbi Verona Cup i Italien, og ikke et eneste år er nogle spillere på de respektive ungdomshold været nødt til at blive hjemme på grund af økonomi. Alle skal med. Pengene er kommet fra lokale sponsorer og frivilligt arbejde. Spillerne hjælper til i kiosken, til stævner eller som hjælpetrænere. Dertil hjælper man også til med oprydning og samler skrald på Roskilde Festivalen og tjener penge til klubkassen. Lynge-Broby IF har en sund økonomi, fastslår Jacob Kristensen, men han peger dog på, at man under Corona har været udfordret med at komme afsted på ture og stævner. Han håber dog på, at man til efteråret tager på udflugt til Lalandia.
Et tredje sted, hvor Lynge-Broby IF vil gøre en forskel, er at bibeholde det billige medlemskontingent.
– Vi tror på, at et billigt kontingent fastholder medlemmerne og de unge. Et medlem betaler 450 kroner halvårligt. Og for det får de træning, turneringer og stævner. Samtidig støtter lokale firmaer og forretninger de unge med t-shirts eller træningsdragter, når de gennemfører ture, øvelser eller stævner.
Som det fjerde punkt understreger Jacob Kristensen, at klubben selvfølgelig skal fortsætte sit gode arbejde med at fastholde og nurse de medlemmer, man har, ved skabe positive rammer og planlægge løbende aktiviteter hen over sommerferien, der fastholder dem i klubben. Dette forår og sommer har man slået dørene op for ”Corona Challenge” og inviteret til fodbold golfbane, hvor børn og unge kan gennemføre forskellige discipliner – for eksempel at ramme overliggeren, skyde bolde ned i en spand, fysisk træning, løbetræning og meget andet. Deltagerne blev bagefter belønnet med t-shirt, poloshirt og hættetrøje med tryk og logo.
– Er det vigtigt, at børnene får en hættetrøje, vil nogen nok spørge? Nej, men det er nok vigtigt, at børnene ovre i skolen kan vise og fortælle, hvor de kommer fra, og at fodbold i Lynge-Broby IF betyder rigtig meget for dem, fastslår Jacob Kristensen og fortsætter:
– Endelig for det femte er det rigtig vigtigt i vores fremtidige strategi, at Lynge-Broby IF fortsætter sit gode samarbejde med DGI og DGI Fodboldskole. Vi oplever, at DGI Fodboldskoler er mere skræddersyet vores behov, til breddefodbolden og giver vores børn på deres niveau et bedre afsæt og springbræt socialt og fodboldfagligt. De mindre krævende DGI trofæstævner i nærområdet passer os langt bedre end for eksempel de noget større og ambitiøse DBU Fodboldskoler.
Netop DBU ønsker at skabe verdens bedste børnefodbold i Danmark. Men for Jacob Kristensen er det ikke rigtig noget, han mærke til.
– Jeg synes nok, at DBU er for målrettet eliten. For en lille klub som vores er det svært at bruge DBU trænere, instruktører og kompendier. Fagligheden er for høj. Vi har nok mere brug for, at de taler vores sprog. Vores forældretrænere og ungdomstrænere er ikke uddannet trænere og har brug for at tingene er enklere eksponeret. Jeg vil gerne opfordre DBU til understøtte deres undervisning og træningsøvelser med flere videoer, der viser og forklarer.
Jacob Kristensen tager gerne med kyshånd mod DBU’s hjælp og råd og spørger til nogle centrale udfordringer:
– Vi vil da rigtig gerne have ideer til, hvordan får vi børn og unge ovre i skolen ind i klubben til at starte med? Hvordan vi får teenagerne tilbage til klubben fra endt efterskoleophold? Hvordan vi inddrager og arbejder bedre på de sociale medier? Hvad er det vi skal gøre første gange til træning, hvordan får vi sat nogle nærværende øvelser op, hvornår skal der være fokus på resultater, så vi håndterer det på en positiv måde? Det kan jo være svært for nogle børn. Nogle børn er klar til konkurrenceniveau – andre ikke. Fodbold er jo et konkurrencemiljø, men vi skal altid holde fokus på det sociale. Ja, vi kunne godt bruge flere værktøjet, lyder det fra ham og sender hermed bolden videre.
Hvordan ser du så på fremtiden?
– Jeg tænker, at fremtiden er lys. Vi tror på fremtiden i Lynge-Broby IF. Når nu Corona forhåbentlig aftager og hjulene igen begynder at rulle, tror vi på en fornuftig tilstrømning og en sund base af unge drenge og piger. Vi skal genskabe vores gode traditioner med at tage på ture, stævner og rejser. Seniorspillerne skal igen holde fester, vi skal se hinandens kampe, og vi skal holde forskellige sociale aktiviteter i weekenderne. Jeg synes, det er positivt, at kvinderne, der spiller Old Girls, er begyndt at tage deres børn med ned og spille i klubben. Og ikke mindst er det dejligt at se, at færdiguddannede unge mennesker med familie og job vender tilbage til området og til klubben. Der ligger en stor glæde i, at vi har fået skabt nogle gode og ordentlige mennesker – at vi i Lynge-Broby IF har gjort og stadig gør en forskel.