Faren spillede serie 2 fodbold, mens sønnen stoppede sin karriere som 17-årig på grund af en knæskade ikke forårsaget af en fodboldkamp men af en cykeltur. Tidligere var det sønnen, som var tilskuer til farens kampe. I dag er faren tilskuer til sønnens kampe. Faren havde – også i Ikast-tiden, hvor holdet spillede i superligaen – trænerjobbet som fritidsjob efter arbejde, mens sønnen hurtigt blev fuldtidsansat træner. De er begge uddannet som lærere. De har begge optrådt som trænere i superligaen. Faren i Ikast, som senere blev fusioneret til F.C. Midtjylland, og sønnen i SønderjyskE. Faren er i dag DBU trænerudvikler og blev i 1985, da han var i Brande, kåret til Årets jyske serietræner. Mesteren er Benny Nørgaard og sønnen er Claus Nørgaard.
Ud over Ikast var Benny træner i blandt andet Herning Fremad, Brande, Holstebro og Skive, mens Claus allerede da han var 10 år, fortæller Benny, begyndte sin lærlingetid, idet han fulgte med faren til fodbold, hvilket både indbefattede forberedelsen til træning og kampe, tilstedeværelse til træning, hvor han hjalp med at stille keglerne op, kampe, evaluering af kampene samt scouting af kommende modstandere. Her kom lærlingen med helt ind i maskinrummet og blev ikke bare sat til at stå for oprydningsarbejdet under og efter træningen.
Claus lærte miljøet fra flere vinkler
Når Benny derhjemme før en kamp fandt taktiktavlen samt brikkerne med navnene frem, kunne det godt ske, at Claus allerede havde gjort sig sine tanker og havde placeret brikkerne, som han mente startopstillingen skulle være. Kom man hjem efter et stort nederlag til fx Varde, kunne der godt falde en kommentar om, at det var en ”lorte-kamp”. Claus var ikke bare tilskuer til farens hold, men han var en del af holdet som barn. Allerede her lærte han spillet, taktikken og miljøet at kende.
Til træning og før og efter kampene kunne Claus færdes frit mellem sin far og spillerne, hvilket nok har givet ham noget indsigt, som hverken faren eller spillerne har kunnet opleve fra deres ståsted. Claus har kunnet flytte sig fra farens sted og til spillernes sted og til at se interaktionen mellem dem på afstand uden at være en brik i spillet. Den rolle har ganske givet bibragt ham noget erfaring, som man ikke kan lære på nok så mange kurser. At være spiller er som at deltage i en boksekamp uden overblik. Harmoni og fællesskab er det, som træneren skal bygge holdet på.
Spillede selv som barn, men blev træner som ung
Claus startede, fortæller faren, som de andre drenge i Lind med at spille fodbold i den lokale klub, men med 600 – 800 mennesker i byen i 80’erne kunne man med besvær stille børnehold. Kunne man ikke det, måtte man samarbejde med naboklubben. På den måde har Claus oplevet yderlighederne i Danmark, idet han jo også har været assistenttræner i Brøndby.
Senere da Benny var træner i Herning Fremad, som dengang var byen Hernings hold, mente nogle ledere i klubben, at Claus jo lige så godt kunne blive træner for et ungdomshold, når han nu var i klubben altid sammen med Benny. Samtidig med, at Claus sagde ja til trænerjobbet som 15-årig, fik far og søn hver sit hold, hvorved lærlingetiden endeligt stoppede. Som byens hold var ungdomsholdene ret gode, så Claus fortsatte der, til han var færdig med gymnasiet. Her var Claus’ fremtid bestemt, siger Benny, for han havde erkendt sine egne begrænsninger som fodboldspiller og var samtidig blevet fascineret af fodbold på superliganiveau, så der var kun én vej: At blive træner på højeste niveau i Danmark.
Læreruddannelsen var et trin på vejen mod trænerjobbet
Gennem sine mange års lærlingetid har han fulgt trænerens rolle i forskellige situationer tæt på. Han har kunnet se den enkelte spillers kvalitet og har set, hvordan træneren har udviklet den enkelte spillers kvalitet for endelig at sætte det hold med de 11 spillere, som fungerer bedst sammen. Og det sker kun, når der er harmoni og fællesskab i truppen. Ting som også er kendetegnende for Claus i dag, siger faren.
På det tidspunkt gik Claus helt målrettet efter at komme til at blive fuldtidsansat som træner. Mange års oplevelser med faren samt endelig nogle år med ansvaret alene med ungdomshold i Herning Fremad var grundlaget. Vejle Boldklub må have bemærket Claus’ arbejde som ungdomstræner, for de ville gerne have ham som ungdomstræner. Samtidig ligger Jelling Seminarium ikke langt fra Vejle, så fortsatte ambitioner med trænergerningen samt en læreruddannelse passede fint sammen – måske ikke for at blive lærer, men for at blive en dygtigere træner. Efter VB fulgte Skovbakken, U-landsholdene, SønderjyskE, Esbjerg f.B. og Vejle Boldklub, hvor han nu er Head of Coaching.
