Jeg er stolt over at bære FCK-trøjen

af | 2 april 2020 | Tæt på

I sommeren 2019 begyndte Stefan Madsen et nyt og spændende job som assistenttræner i FC København. Det har været et år med masse af udfordringer, læring og ikke mindst oplevelser. Dansk Træner Union fangede den 29-årige fynbo til en snak om hans kométkarriere og rolle i en af Danmarks mest succesfulde fodboldklubber.

Det er ikke hver dag, at Deres udsendte skribent møder en person, som har Danmarks Nationalarena, Parken, som sin arbejdsplads. For Stefan Madsen er det også en smule uvirkeligt, at han nu – sammen med cheftræner Ståle Solbakken og assistenttræner Bård Wiggen – står i spidsen for Løverne og en af Danmarks absolutte topklubber.

– Da jeg gik på sommerferie i 2019, havde jeg ikke regnet med, at Jacob Neestrup skulle takke ja til et cheftrænerjob i Viborg FF, og at jeg skulle blive tilbudt den ledige position som assistenttræner i FCK. Og da jeg var på vej på vinterferie i starten af 2018, havde jeg ligeledes ikke regnet med, at Brian Riemer skulle tage til Brentford FC i England, hvilket åbnede døren for, at jeg blev assistenttræner for cheftræner Hjalte Bo Nørregaard og FCK’s U-19 hold.

Så jeg må indrømme, at der er sket meget, og tingene går stærkt i fodbold. Pludselig står man overfor nogle store muligheder og valg, som du ikke lige havde set komme, og så er det med at gribe chancen. Og det har jeg gjort, hvilket jeg er stolt og glad for, fortæller Stefan Madsen.

Stefan Madsen er født og opvokset i en sportsfamilie i Nyborg på Fyn, hvor fodbold og håndbold var den gennemgående passion i hans barndom og ungdom. Moderen var en dygtig håndboldspiller, men Stefan Madsen følte, at han var bedst med fødderne og brugte sine unge fodbold-år i Nyborg G&IF.

FCK
– Jeg tror ikke, det at have succes i FCK adskiller sig fra at have succes så mange andre steder

Som 15-årig rykkede han videre til Næsby Boldklub, hvor det blev til debut som seniorspiller, inden turen gik tilbage til barndomsklubben og en fast plads på Fynsserieholdet i Nyborg G&IF. Sidste stop i fodboldkarrieren på Fyn var i Dalum IF, hvor han tog en enkelt sæson i Fynsserien under cheftræner Sune Heilbo. I mellemtiden var Stefan Madsen begyndt på Odense Tekniske Gymnasium, og det var netop i den tid, at han for første gang stiftede bekendtskab med trænergerningen.

– Min bedste ven styrede et U-15 hold i Nyborg G&IF og han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at hjælpe til. Jeg hjalp ham så godt jeg kunne til træning og kampe. Det var en sjov tid, men jeg prioriterede min egen fodboldkarriere højere. Dét, at være træner var endnu ikke noget, som jeg brændte for, indrømmer Stefan Madsen.

– Jeg fik først rigtig smag for trænerfaget og prøvede det for alvor i AB som assistent for U-12 holdet. Min tid i Gladsaxe klubben blev en øjenåbner. Det var en rigtig lærerig tid, et fint fodboldmiljø og et godt supplement til min SU, fortæller Stefan Madsen.

Stefan Madsen flyttede i 2011 til København for at læse på universitetet. Han har en bachelor i Idræt og er kandidat i Human Fysiologi ved Københavns Universitet. Vejen til AB var lidt af et tilfælde, der opstod via nogle kontakter som medhjælper i DGI-byen. Derimod betød studierne i København, at hans egen fodboldkarriere blev lagt på hylden.

Senere i 2012 gik turen videre til KB, hvor dørene for alvor blev åbnet for en karriere og en uddannelse som ungdomstræner, og hvor han oplevede en faglig sparring på daglig basis, samtidig med at han fik lov at gennemføre flere interne træneruddannelser. Stefan Madsen stod de næste syv år i spidsen for flere ungdomshold og blev en vigtig del af KB’s talentudvikling i sit arbejde som assistent for U-12 og U-13, og senere cheftræner for U-13 og U-14, inden han blev forfremmet til assistent for U-19. Stefan Madsen tog som rosinen i pølseenden A-licens træneruddannelsen i foråret 2019, før han blev kastet for Løverne.

Hvad betød det for dig at blive udnævnt til assistenttræner i FCK i 2019?

– Det var selvfølgelig et kæmpe skulderklap. Og jeg er i dag glad og stolt over at få muligheden. Men det er ikke sådan, at jeg er en anderledes person eller ser anderledes på mig selv, fordi jeg har fået det her job. Det er jo et job, der kræver hele min opmærksomhed og professionalisme.

Men jeg kan godt forestille mig, at der er mange, der gerne vil være i mine fodboldstøvler. Jeg tror, at mit held har været, at jeg, så at sige, er opflasket i systemet og været en del af klubben i mange år og har taget en intern vej, hvilket har givet mig en fordel. Samtidig er man i trænerbranchen også afhængig af, at der er nogle mennesker, som tror på én og giver én chancen. Jeg har mange gode og dygtige personer i FCK at takke for, at de i sin tid troede på mig og gav mig chancen på de forskellige alderstrin.

Hvad er din rolle og dit ansvar?

– En af mine klare styrker ligger analytisk og til at analysere spillet. Jeg har i samarbejdet med vores analytiker ansvaret for at udarbejde en modstanderanalyse af den kommende modstander i såvel Superligaen, pokalturneringen og Europa League. Det vil sige, at jeg kommer med en objektiv præsentation og en taktisk beskrivelse og analyse af, hvilken type modstander, vi skal møde. Cheftræner Ståle Solbakken lægger altid kampplanen, og i kraft af de mønstre, som tegner sig, kan jeg gå videre og illustrerer over for spillerne:

Hvad skal vi være opmærksomme på? Er der nogle specifikke rum på banen, hvor vi kan angribe?  Hvordan skal vi stå, når vi forsvarer os? Hvilken individualister og offensive profiler er der i modstanderens trup? Osv. En anden væsentlig arbejdsopgave for mig i den daglige træning er hele transitionen fra U-19 til førsteholdet, hvor jeg skal have fingeren på pulsen og sørge for, at de bedste spillere i U-19 truppen bliver gjort klar til Superligaen. Jeg står med det daglige ansvar for de unge, talentfulde spillere, som både står på spring og allerede er i førsteholdstruppen – og det er også i forhold til at evaluere kampe, træning og spillernes egen udvikling og være en slags mentor, som spillerne kan komme til med spørgsmål og problemer. Sidst men ikke mindst har jeg ansvaret for at træne dødbolde op til hver kamp.

Hvordan vil du beskrive samarbejdet med cheftræner Ståle Solbakken og assistenttræner Bård Wiggen?

– Jeg vil beskrive det, som et fagligt godt samarbejde, hvor vi supplerer hinanden godt. Vi har hver især vores roller. Og så diskuterer vi fodbold og de enkelte kampe før og efter kick-off. Overordnet set er der et solidt og stærkt fagligt samarbejde. For mig personligt at det et stort privilegie at arbejde under Ståle Solbakken, fordi han er så faglig kompetent og inspirerende, både fodboldfagligt og i håndtering af et mandskab, så jeg har rig mulighed for at suge til mig og lære. Og det gør jeg med glæde.

Hvad skal der til for at blive en god og succesfuld træner i FCK?

– Jeg tror ikke, det at have succes i FCK adskiller sig fra at have succes så mange andre steder i fodboldverden eller andre erhverv, for den sags skyld. Min første tanke er, at man skal være villig til at arbejde hårdt, og dernæst tror jeg på, at succes som træner kræver og afhænger af – når jeg kigger tilbage på de ting, jeg har gjort og stadig forsøger at gøre – at man er ambitiøs, har en oprigtig nysgerrighed og interesse for spillet og ikke mindst lægger rigtig mange interessetimer i de første spæde år.

Jeg tror ikke, at man har mulighed for at tage de lange, seje træk, som jeg tror, man skal igennem for at opnå succes, hvis man ikke går ind til opgaven ansvarsbevidst, dedikeret, interesseret og motiveret. Dertil tror jeg også, at det er afgørende, at du har evnen til at kigge indad og lære af ens egen praksis. Jeg bruger megen tid på at evaluere mig selv både efter træning og efter kamp. Det behøver ikke være de store evalueringsprocesser, men bare det, at jeg kan tage en-to-tre ting med videre fodboldfagligt og menneskeligt, er vigtigt for min egen udvikling.

Hvad har været din hidtil største oplevelse på FCK-bænken?

– Nu var jeg af personlige grunde forhindret i at være med på Celtic Park, da vi i returkampen vandt 3-1 over skotterne i Europa League. Men hjemmekampen mod selvsamme Celtic var også en stor oplevelse, og generelt har FCK spillet nogle store, minderige kampe med fantastiske kulisser i Parken i Europa League mod Røde Stjerne og Malmø FF.

Dertil husker jeg i Superligaen den flotte derby-sejr over Brøndby IF med glæde. Personligt var det en helt speciel oplevelse at sidde på trænerbænken til min første seniorkamp med FCK i Odense mod OB. Det var på min fødeø Fyn, og så bagud 0-2 at kunne vende slaget og vinde 3-2. Det vil jeg sent glemme.

Har du nogle forbilleder som træner?

– Jeg har ikke som sådan et decideret forbillede, men jeg søger inspiration forskellige steder fra, og jeg har en tendens til at kigge på trænere, som har lidt af den samme baggrund som jeg selv. Jeg kommer jo ikke med en professionelle fodboldkarriere i bagagen, men bringer en mere akademisk baggrund, derfor er den nye generation af tyske, unge trænere, for eksempel og helt uden sammenligning en Julian Nagelsmann og Domenico Tedesco, som er fremme i Tyskland lige nu, meget interessante at følge.

Og så kan jeg godt lide at kigge og lære af en klub som Atletico Madrid, fordi de spiller og mestre et zoneforsvar, som FCK også praktiserer. FCK er vist den klub i europæisk fodbold, der praktiserer det mest zoneorganiserede forsvar af alle. Jeg søger med andre ord inspiration hos nogen, som gør ting, som minder om en selv og ens egen klub, men ellers så kigger jeg mange af de klassiske steder: Manchester City, Juventus, Inter og Liverpool. Jeg synes, at Arsenal lige nu er en spændende klub at følge med den ny cheftræner Mikel Arteta.

Hvad er dine egne ambitioner?

– Jeg har aldrig rigtig tænkt i eller arbejdet med karriereplaner. Jeg tror mere på, at jeg prøver at gøre mit bedste hver dag, og så må jeg se, hvor langt det rækker. Det er gået ganske udmærket indtil nu. Det er jo klart at på et eller andet tidspunkt, skal jeg gå efter at få en Pro licens træneruddannelse, men det står ikke mejslet i granit, at jeg om f.eks. fem år skal opnå at blive cheftræner i en fodboldklub.

Jeg er stadig forholdsvis ung og skal først finde mine ben, finde ud af, hvem er jeg i det store fodboldbillede, og hvad det er, jeg skal og kan? Fremtiden og fodboldverden er omskiftelig og svær at spå om, så for mig handler det derfor mere om, at jeg er det rigtige sted, og jeg føler, at jeg er i en klub, hvor jeg kan bidrage og udvikle mig og gøre mit bedste hver dag. Det finder jeg i FCK.

Hvordan har du det i disse alvorlige Corona tider?

– FCK foretrækker lige nu, at de ansatte helst ikke siger for meget om den nuværende situation, men forleden stødte jeg i Tipsbladet på en udtalelse fra Liverpools cheftræner Jürgen Klopp, som egentlig rammer meget godt plet på det hele. Jürgen Klopp udtalte: ”Fodbold virker som det vigtigste af de mindst vigtige ting, og i dag er hverken fodbold eller fodboldkampe vigtige overhovedet”.

dbuSportConcept InternationalWinther Sport og Fritid.Verona CupBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSkaerbaekcentretLæs mere om Formthotics påteamsports.comSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDBoldtour og Event