Som ungdomstræner i Lyngby Boldklub fra 2001 til 2013 havde Søren Fjorting rig mulighed for at sparre med nogle af landets i dag dygtigste og bedste fodboldtrænere. Dansk Træner Union tog forbi Gentofte-Vangede Idrætsforening og hilste på cheftræner Søren Fjorting med en række spørgsmål under armen.

Gentofte-Vangede Idrætsforening (GVI) tæller omkring 1200 medlemmer, heraf er cirka 900 ungdom. Klubben satser i høj grad på talentudvikling og opførte for to år siden deres eget ungdomsakademi. GVI er tildelt 1 ½ DBU klublicensstjerne. I de seneste syv sæsoner er klubbens 1. senior, der i dag ligger i Danmarksserien, gået på banen med cheftræner Søren Fjorting i spidsen.

Hvad kan du fortælle om din egen fodboldkarriere?

– Det hele startede her i GVI som lille 4-5-årig knægt. Da jeg var 20 år, tog jeg først en enkelt sæson i HIK på 2. divisionsholdet og dernæst en sæson i AB, inden jeg røg videre til Lyngby Boldklub. Jeg havde tolv gode aktive fodbold år i Lyngby Boldklub fra 2001 til 2013, hvor jeg på min position som venstre kant kun en enkelt gang var inde omkring førsteholdet i landets bedste fodboldrække. Det var i den famøse kamp i Århus mod AGF i 2001, da Lyngby Boldklub var gået konkurs og vi skulle spille den sidste kamp i efterårssæsonen med et rent amatørhold og med spillere uden kontrakt. Vi tabte 0-7. Efterfølgende skulle Lyngby Boldklub også stille med rene amatører i foråret, men det fravalgte jeg. I stedet brugte jeg mine kræfter på at træne ungdomshold og gå i gang med en træneruddannelse. I 2005 færdiggjorde jeg min A-licens. Lyngby Boldklubs førstehold blev tvangsnedrykket til Danmarksserien i 2002, men kom i 2. division i sæsonen efter, og jeg nåede i den periode alligevel at spille lidt flere kampe. Men det var trænervejen, jeg brændte for, så støvlerne blev hurtigt lagt på hylden.

Hvorfor fik du smag for trænergerningen?

– Det stikker faktisk langt tilbage. Jeg blev i GVI som ung spiller – nok en 15-16 år – sat i gang med at være assistenttræner for de små årgange. GVI’s daværende ungdomsleder, Ejnar Svendsen, så et lys i mig og fik mig overtalt til at hjælpe til. Det gav mig blod på tanden. Så sideløbende med at jeg spillede for GVI og Lyngby Boldklub, har jeg altid også haft lysten og ansvaret for at træne ungdomsfodbold.

Hvad kan du fortælle om din trænertid i Lyngby Boldklub?

– Jeg startede med at træne årgang 1990, hvor Anders Christensen (AC) var en del af truppen. Han fik sin fodboldopvækst i GVI og er nu professionel i Malmø FF og inde omkring Landsholdet. Anders Christensens forældre er faktisk mine børns gudforældre. Dernæst bistod jeg træningen for årgang 1994, hvor to andre landsholdsspillere, Yussuf Poulsen og Christian Nørgaard, var aktive. Derpå fik jeg medansvaret for årgang 1998 med Jacob Bruun Larsen i truppen og derpå årgang 1996, inden jeg satte mig en enkelt sæson i trænerstolen sammen med Brøndby IF’s nuværende cheftræner, Niels Frederiksen, på U19-holdet, der blandt andet talte Andreas Bjelland. Det var en fantastisk tid, hvor Lyngby Boldklub virkelig var førende indenfor talentudvikling. Klubben havde tilknyttet nogle af de dygtigste og bedste trænere. Jeg nævner Kasper Hjulmand, Thomas Frank, Niels Frederiksen, Christian Nielsen og Johan Lange – sidstnævnte er i dag sportsdirektør i engelske Aston Villa.

Så du fik masser af trænererfaring i Lyngby Boldklub?

– Ja, jeg lærte rigtig meget, og det er primært i mine 12 år i Lyngby Boldklub, at jeg udviklede mig som angrebstræner og opbyggede min viden og erfaring. Som nævnt mødte og sparrede jeg med trænere fra øverste hylde. Kasper Hjulmand og Thomas Frank er virkelig passionerede og dygtige og står klarest i forhold til min egen udvikling. Det er to ideologiske toptrænere, der til stadighed inspirerer mig, og jeg brugte rigtig meget tid på at suge til mig i Lyngby Boldklub og senere være på stadions, overvære og søge inspiration ved Kasper Hjulmands træning i FC Nordsjælland og ditto ved Thomas Franks træning i Brøndby IF. Det var en lærerig og vigtig periode i mit liv.

Hvad tager du med dig fra Lyngby Boldklub til GVI?

– Jeg var 100 procent på ungdomsfodbold i Lyngby Boldklub – på ren udvikling. Seniorfodbold i GVI er en helt anden størrelse i forhold til den mentale tilgang i Lyngby Boldklub, kontra den tilgang, vi har her. I GVI er fodbold jo ikke førsteprioritet. I Lyngby Boldklub spillede alle de unge talenter for at blive landsholdsspillere. Der er vi ikke helt her. Førsteholdspillerne i GVI har arbejde, studie og familie ved siden af. Det skulle jeg lige vænne mig til i starten, at tingene er lidt mere afslappede.

Men det er en drøm at komme tilbage til din barndomsklub?

– Det har i hvert fald altid været en plan for mig at komme tilbage til GVI. Nu har jeg været ude og prøve, det jeg skal prøve i Lyngby Boldklub, og det er sjovt at kigge tilbage på, at jeg har været med til at træne nuværende landsholdsspillere, men jeg kunne også mærke, at tiden var inde til sceneskift. GVI havde trukket i mig i mange år, før jeg sagde ja tak i 2013 til at blive cheftræner for 1. senior. Jeg kender jo alle mennesker i klubben, og jeg ville først være sikker på, at de spillere på min årgang, som jeg havde spillet sammen med i sin tid, var stoppet eller flyttet klub, inden jeg kunne tage over.

Hvad er du for en slags træner?

– Det er klart, at når du er holdtræner for et seniorhold, så er der også flere andre knapper, du skal skrue på. Man skal kunne lidt af det hele. Men min styrke, som jeg har taget med mig som angrebstræner fra Lyngby Boldklub, er nok på den offensive del af spillet. Ellers er jeg en træner, der er inkluderende og på bølgelængde med mine spillere. Jeg stiller selvfølgelig krav til mine spillere – mest til mine gode spillere. De spillere, der har prøvet divisionsfodbold, skal være støtter og rollemodeller for de unge. Jeg synes, jeg er god til at være fleksibel, dosere mine krav og dosere min træning. Mine spillere giver udtryk for, at de er glade for min tilgang – at de kan mærke, at jeg er positiv og nede på jorden.

Hvad har de seneste syv år budt på?

– I min første sæson i GVI rykkede vi op i 2. division og formåede at overleve med det laveste budget af alle divisionsklubber. Året efter måtte seks klubber forlade divisionen, og vi var deriblandt. Jeg var på det tidspunkt ansat som fuldtidstræner. Men det engagement valgte GVI at stoppe, og jeg tog derpå en kortvarig afstikker til B1908. For allerede året efter var jeg hentet tilbage på trænerposten i GVI, og jeg rundede her i oktober 2021 min kamp nummer 200 som cheftræner. Men jo, syv år er da lang tid, og jeg har set mange spillere komme og gå – alt andet havde da også været for ensformigt.

Hvad er udfordringen for dig i GVI?

– Udfordringen er nok den, at Danmarksserien passer rigtig fint til os. Hvis vi skulle rykke op i 3. division, vil vi ikke have mulighed for ændre eller tilføre holdet noget afgørende. Med andre ord vil vi råde over det samme set-up, som er aktuelt i dag. Det vil være uholdbart. Kigger man mod to andre klubber, som vi kan måle os med, nemlig Herlev IF og Karlslunde IF, der rykkede op i 3. division i sidste sæson, er de begge ret udfordret. Så der skal økonomi til for at gøre sig kontinuerligt gældende i divisionen. Og den økonomi bruger vi ikke længere. Vi kanaliserer derimod næsten hele vores økonomi ned i vores talentarbejde til akademiet og på vores DBU klublicens. Nogen af klubbens medlemmer har lidt svært ved at acceptere, at dét, vi kalder flagskibet i GVI, 1. senior, ikke længere er det altoverskyggende projekt. I mange år blev pengene brugt på 1. senior – på at vi skulle spille noget god fodbold og ligge i toppen. Jeg har jo stadig den ambition, og spillerne vil jo også gerne spille med om de sjove pladser, men de véd jo lige så godt som jeg, at det kræver flere midler til rådighed. Så udfordringen er at finde det leje og de spillere, der passer til vores niveau i Danmarksserien og samtidig prøve at praktisere en spillestil, jeg selv har formuleret i henhold til målsætningen om at fastholde vores DBU klublicens. Det koster nogle gange point på kontoen. Vi kan sagtens spille mere primitiv fodbold og få flere point. Men det vælger vi ikke at gøre og får hug en gang imellem.

Hvad ønsker I for et udtryk og spillestil?

– Vi vil gerne være spilstyrende og tage initiativ. Man må gerne kunne se på vores kampe, at vi går efter at have bolden mest muligt, at vi vil være spilstyrende, og at vi har et klart udtryk i, hvordan vi håndterer de forskellige faser i spillet i forhold til f.eks. målspark, afslutningsfasen og boldkontakt. Men når vi spiller det her ”kaosfodbold” i Danmarksserien – som jeg kalder det – så er det sjældent, at vi møder et hold med en decideret plan. Man kan sikkert godt leve højt på at have en skarp angriber oppe foran og stille sig lavt i banen og spille på omstillinger og på den måde få flere point, end vi har. Men det er vores valg at spille efter mit koncept, og det skulle gerne være sådan, at når vores ungdoms- og akademispillere kommer og ser førsteholdet spille i Nymosen, skal de kunne spejle og genkende den taktik og de spilmønstre, de selv bliver bedt om at praktisere på træningsbanen og i kampene.

Hvilken trup råder du over?

– Gennemsnitsalder er 22 år, og truppen er en god blanding af unge talenter og rutinerede kræfter, der har været ude at prøve divisionsfodbold andre steder og er vendt tilbage. Vi træner tre gange om ugen på et fornuftigt niveau. GVI har haft mange dygtige spillere igennem historien, og nogle kunne måske tjene flere penge end her. Men fælles for dem alle er, at de vælger GVI, fordi sammenholdet er stort, og det er et godt sted at være. Jeg kunne sagtens kigge mig rundt efter forstærkninger i andre klubber. Det har vi også gjort tidligere. Men nu kanaliserer vi pengene ned igennem vores ungdomsakademi.

Hvad kan du sige om jeres talentarbejde?

– Jeg kan kun rose vores talentarbejde. Det er højest to år siden, at vi fik den første stjerne i DBU’s licenssystem. I klubben blev vi enige om, at det var vejen frem. Men det er også en prioritering, der kræver uddannede trænere, lige som det kræver to fuldtidsansatte på det sportslige og administrative plan. Så det koster penge. Jeg coacher årgange U13 til U17 hos drengene samt U14 til U16 hos pigerne i vores akademi og har således en lille finger med i spillet med at rådgive ungdomstrænere og stå for den afsluttende træning hver tirsdag.

Hvordan ser du fremtiden i GVI?

– I forhold til det, jeg har nævnt, så ser den lys ud, synes jeg. Vi har en blomstrende ungdom og talentarbejde, og på sigt er jeg overbevist om, at det bærer frugt til seniorfodbolden. På trods af vores aktuelle bundstilling i Danmarksserien, så er jeg ikke så bekymret. Det handler om at klare frisag.

Hvad er dine egne ambitioner?

– Hvis jeg selv skal vælge, så håber jeg, at jeg er en del af fremtiden i GVI. Det skal virkelig være noget spændende, hvis jeg skal rives væk herfra. Jeg har da tænkt på en P-licens, men egentlig er jeg mere varm på at tage en UEFA Elite Youth A træneruddannelse. Det kan jo være, at jeg på et tidspunkt bliver permanent tilknyttet akademiet.

Har du til sidst et godt råd til dem med en trænerdrøm?

– Mit råd er kort og godt at kaste sig ud i det. Finde et niveau, som passer i en klub, hvor man kan få lov til at øve sig. Men det er vigtigt at man lytter, man er åben og ikke bange for at lave fejl. Vi laver alle fejl. Men at man så lærer og kommer videre på den anden side. Dertil er det afgørende, at man finder nogle at sparre med – altså dygtige trænere med erfaring og viden, som kan assistere, inden man kaster sig ud på egne ben. Lige som jeg lærte og gjorde det i Lyngby Boldklub.