I sommeren 1980 tilbragte Søren Lindsted og flere af datidens bedste fodboldspillere fire uger i Ungarns hovedstad Budapest i selskab med den brasilianske verdensstjerne Pelé. De skulle alle medvirke og spille med i en fodboldkamp på liv eller død mod Nazityskland i filmen ”Victory” – på dansk ”Fangelejrens Helte”. Krigsfilmen ramte biograferne i Danmark året efter. Dansk Træner Union tog turen til Nykøbing Sjælland og fik historien om dengang Søren Lindsted spillede sammen med Pelé.

Ved første øjekast er der en imponerende rolleliste til ”Victory”. Store fodboldnavne som brasilianske Pelé, argentinske Osvaldo Ardiles, engelske Bobby Moore, polske Kazimierz Deyna, belgiske Paul van Himst, skotske John Wark og sidst men ikke mindst fra lille Rørvig, Søren Lindsted. Hovedrollerne var lagt i fødderne på de to ”rigtige” skuespillere Michael Caine og Sylvester Stallone på trods af, at de ikke havde det mindste begreb om at spille fodbold. Alle skulle de agere allierede krigsfanger i en tysk KZ-lejr, der blev beordret til at spille en fiktiv propaganda-match mod Nazityskland.

– Det var faktisk lidt af en tilfældighed, at jeg kom med i filmen, husker Søren Lindsted og fortsætter: – På det tidspunkt i min karriere spillede jeg i hollandske FC Twente. Min holdkammerat og ven, norske Hallvar Thoresen, var blevet headhuntet til at medvirke i filmen, og han og min klubmanager fik så arrangeret med filmselskabet, at jeg også fik en rolle på fangeholdet. Jeg skulle være krigsfange fra Danmark.

Søren Lindsted var blot en 23-årig ung knægt og var altid frisk på en sjov oplevelse. Det var helt fantastisk at blive tilbudt den chance, og han brugte hele sommerferien under den amerikanske filminstruktør John Hustons vinger og blev fyrsteligt betalt med amerikanske dollars. Han indrømmer dog gerne, at han til at starte med var en smule starstrucked over at skulle spille sammen med alle de berømte fodboldstjerner.

– Ja, det var selvfølgelig i starten lidt underligt at stå overfor dengang måske verdens bedste fodboldspiller Pelé og møde Osvaldo Ardiles, der to år forinden var blevet verdensmester med Argentina, samt hilse på et af mine helt store idoler, Kazimierz Deyna, fra Polen. Dertil er det jo heller ikke hver dag, at jeg lige render ind i filmstjernerne Michael Caine og Sylvester Stallone.

– Men jeg husker alle fodboldspillere, skuespillere og filmfolk som utrolig flinke og helt nede på jorden. Vi hyggede os sammen mellem optagelserne med at spille småbold, socialt samvær og fællesspisninger. Jeg husker kun en god stemning i filmlejren. Kun Sylvester Stallone holdt sig lidt i baggrunden, men det var hans manager, der holdt ham i kort snor.

Om mødet med Pelé har Søren Lindsted også kun gode og sjove minder. Pelé var på det tidspunkt 40 år og lige stoppet som aktiv spiller i den amerikanske fodboldklub New York Cosmos.

– Han var helt fantastisk og virkelig flink og imødekommende. Han gik konstant ind og hjalp til og gav gode trænerråd under fodboldoptagelserne. Især var han en stor hjælp for Michael Caine og Sylvester Stallone, der ikke kunne spille fodbold. De blev ofte sat på en stol ude på sidelinjen, mens vi andre spillede fodbold til optagelserne på banen. Om aftenen var Pelé også samlingspunkt, når han sang og spillede guitar. Det vidste jeg slet ikke, at han kunne. Og pigerne på filmsettet var vilde med ham, erindrer Søren Lindsted, der har flere fotos sammen med Pelé og hans autograf i scrapbogen. Men de har ikke kontakt længere. Søren Lindsted har fra dengang i dag kun kontakt til sin norske ven Hallvor Thoresen.

Søren Lindsted var en målfarlig herre i dansk og hollandsk fodbold og under de frie optagelser på stadion, knaldede han da også adskillige bolde i netmaskerne. Uheldigvis kom de ikke med i selve filmen. Men han fik æren af at lægge op til krigsfangernes første scoring, der blev sat ind af Bobby Moore.

– Det har jeg da også fået høre for siden af mine venner, at jeg ikke kunne score. Men så fik jeg da i det mindste en assist i kampen, griner Søren Lindsted her små 40 år senere.

Men ellers er det kun i få scener, at man ser Søren Lindsted. Han er selvfølgelig med i nogle scener fra selve fangelejren, hvor de træner op til opgøret mod tyskerne. Og så er der klip fra selve kampen, hvor man ser ham forsøge sig på den tyske keeper og juble med holdkammeraterne.

For nazisterne var det naturligvis en selvfølge, at de ville vinde matchen og vise, at de var ”herrefolket”. Men krigsfangerne ville det anderledes – dertil skulle de også benytte lejligheden til at flygte.

– Jeg husker specielt to svære sekvenser under optagelserne, der virkelig krævede tålmodighed og hårdt arbejde. Den ene scene var, da Pelé skulle sende bolden i kassen på et saksespark til udligning 4-4. Efter et utal af filmtakes måtte vi til sidst opgive og kastede derpå bolden op i luften og hen til Pelé, der med elegance udførte saksesparket.

– Og den anden episode var i kampens sidste minut, da tyskerne fik tilkendt et usynligt straffespark. Her skulle Sylvester Stallone, der var målmand for os, selvfølgelig være den store helt og redde. Det tog en halv dag at få den optagelse i kassen. Vi spillere stod på sidelinjen og rystede på hovedet, mens Rambo og Rocky-skuespilleren skulle lege fodboldmålmand. Men til sidst lykkedes det, smiler Søren Lindsted og røber, at mødet med nazisterne endte godt og med et uafgjort resultat.

I dag når Søren Lindsted kigger tilbage på ”Victory”, er han godt klar over, at det ikke er en film, der går over i historien som en af de store klassikere, men han synes stadig, at det var en sjov oplevelse. Og mødet og samværet med Pelé og de andre spillere vil han aldrig glemme.

– Det er stadig en film, som jeg må hive frem fra gemmerne, når folk fra nær og fjern vil høre om min rolle. Og det sker også jævnligt, at jeg bliver kontaktet fra filmentusiaster og autografjægere, som vil møde mig. For nogle år siden fløj en englænder til Danmark for at få min autograf i lufthavnen på spillertrøjen fra filmen. Og sidste år skrev en amerikaner til mig fra Kansas og ville høre om mine oplevelser. Ellers er det ikke en film, jeg ser mere. Men den popper da op en gang imellem og bringer mig glæde og sjove minder.

Søren Lindsted havde en flot karriere som angriber i dansk, hollandsk og senere belgisk fodbold, og han huskes især for sin målnæse i slut 70’erne i Holbæk Boldklub, hvor han alt i alt nåede at score 98 mål. I sæsonen 1978 rundede Søren Lindsted en imponerende milepæl, da han scorede hele 30 mål for Holbæk Boldklub i det daværende 2. division og blev belønnet med Tipsbladets topscorerpris på 30.000 kroner. Højdepunktet for Søren Lindsted var pokalfinalen i den gamle Idrætspark i 1976 mod Esbjerg, som han som 19-årig og nyoprykket førsteårs-senior var med til at tabe. Og dertil var han også part i den hollandske pokalfinale i 1979, som FC Twente tabte over to kampe til Søren Lerby og Frank Arnesen og Ajax Amsterdam.

Søren Lindsted stoppede sin karriere i udlandet i 1985 og vendte hjem til Holbæk Boldklub med en kort afstikker til KB og lagde i 1990 som 33-årig fodboldstøvlerne på topplan på hylden. Det blev nu til oldboys fodbold i Nykøbing Sjælland IF. Selv om han i flere omgange blev opfordret til at gå trænervejen, så lå det ikke i kortene. Søren Lindsted hjalp dog sin storebror i barndomsklubben i Rørvig med træningen i en kort periode. I dag spiller Søren Lindsted stadig ”hyggefodbold” med de gamle drenge i Rørvig IF.

Du gik ikke selv trænervejen, men kan du så nævne nogle trænere, der har betydet noget for din karriere?

– Den første træner, som jeg virkelig husker og som var vigtig for min udvikling, var min ynglingetræner i Holbæk Boldklub. Han hedder Søren Rasmussen. Han var virkelig fantastisk for os unge knægte og førte os til sjællandsmesterskabet to år i træk. Da jeg rykkede op som senior fik jeg Bosse Håkansson som træner. Han kom fra Sverige og gjorde B 1903 til danmarksmester to år i træk i 1969 og 1970. Han var virkelig en dygtig træner med speciale i den fysiske træning. Jeg husker stadig, at vi blev ”høvlet” igennem til træning. Senere blev hollandske Piet Kraak min træner. Han fik også en positiv betydning for min karriere. Endelig vil jeg nævne den belgiske træner Robert Waseige, som hev mig til Standard Liége og senere blev belgisk landstræner. Han satte også sit aftryk, og jeg kunne rigtig godt lide ham.

Ønsker man at høre Søren Lindsted fortælle mere om sine oplevelser bagom filmen ”Victory” og sit møde med Pelé, kan vi henvise til YouTube, hvor der ligger en video med mere baggrund. Den findes på linket: https://www.youtube.com/watch?v=Onr2XwQKgGk