Året 2019 var det sidste almindelige fodbold-år, inden Coronaen stoppede mange ting, og det var netop det år, hvor Strib I.F. blev kåret som Årets Fodboldklub på Fyn og modtog de medfølgende 25.000 kr. Begrundelsen for, at det blev Strib, som vandt, var bl.a. at klubben påtager sig en lokal samfundsmæssig opgave, rekrutterer og uddanner frivillige, skaffer nye medlemmer og nye målgrupper, har attraktive faciliteter, samarbejder udadtil og udviser fairplay.
Nogenlunde samtidig har DBU arbejdet med deres plan om at få skabt verdens bedste børnefodbold med involvering af et bredt spektrum af eksperter. Væsentlige elementer i planen er, at fokus skal være på børns ønsker og behov, så flere end nu fortsætter med at spille fodbold uanset ambitioner. Fællesskab, sundhed, venskaber, motion og udvikling skal være bærende elementer, men med muligheder for at udleve sine drømme om at blive en god fodboldspiller. Samtidig skal der være fokus på at uddanne fodboldtrænere, så børnetrænerne har minimum C-kurserne, klubberne skal have en børneudviklingstræner til at holde fast i målsætningen og endelig skal samarbejdet med skoler og SFO formaliseres.
Klubber og DBU skal arbejde samme vej
Klubberne har et mindst lige så stort behov som DBU for at gøre fodbold mere attraktivt efter et årti med landsdækkende nedgang i medlemstallet. Men kan DBU finde en vej, hvor klubberne siger: Yes, det er lige, hvad vi har brug for?
Når man tropper op i Strib I.F.’s klublokale til et sidste trænermøde under ledelse af formanden Henrik Pedersen inden efterårstræningen går i gang, ser faciliteterne indbydende ud som mange steder rundt i landet. Et fint ca. 17 år gammelt anlæg med nok baner, kantine/mødelokale og hal ikke liggende tæt op ad skolen, som det ses mange steder, men beliggende i byens udkant, hvor ingen kommer, uden de skal ind på idrætscenteret.
– Efter et lille dyk i medlemstallet er vi kommet over 300, fortæller formanden, Henrik Pedersen. Der er også nu et U19-hold i klubben. Det består af spillere, som tidligere spillede i klubben, men som forlod den for at afprøve sig på – i nogle tilfælde – højt niveau. Nu har livet fået andre værdier, og man søger tilbage til barndomsklubben. Det kan så måske give et boost til det ene seniorhold i serie 4 næste år. Man har nu et tilbud til næsten alle årgange – piger og drenge fra 2 til 19 år med plads til alle både med og uden fodboldambitioner.
God økonomi giver nogle muligheder for at holde på medlemmerne
Klubben har sponsorindtægter, som vist ligger noget over det normale for klubber af den størrelse, og med god økonomi er der penge til faciliteter og goder til medlemmerne. Overnatninger i klubhuset med spisning eller weekendsamlinger er billige for klubben, men af stor betydning for børnenes sammenhold. Coronakrisens krav om omklædning hjemmefra ser ud til at have bidt sig fast. Samværet i omklædningsrummet før og efter træning og kamp havde en værdi, som man godt kan savne. – Men hvad kan jeg gøre ved det? sagde en af pigetrænerne.
Tidligere afprøvede klubben et samarbejde med den nærliggende storebror Middelfart, men det lokkede de bedste spillere væk fra Strib, og man stod tilbage med alt for mange årgange med for få spillere. Så samarbejdet blev opsagt, og man byggede op fra bunden. Ud fra at det er svært at få nogle 8-, 9- og 10-årige til at begynde at spille fodbold, rettede man blikket mod de små helt ned til 2-årige, hvilket med hjælp fra DBUFyns klubudvikler Niels Nielsen gav pote, idet han som ekspert udefra gennem 6 – 7 besøg fik skabt et miljø, som i dag er indgangsporten til Strib Fodbold. Derved bliver nogle forældre også tidligt sluset ind i klubben som trænere og hjælpere til andre aktiviteter.
Strib har mange tilflyttere, som være en del af byens fremtid
Som formanden siger, så er det også vigtigt, at man bruger de kontaktflader, som er ”in” lige nu, hvis man vil henvende sig til en bestemt aldersgruppe. Man har planer om at få lavet padelbaner og en multibane, som måske vil tiltrække nye målgrupper.
Strib er en by domineret af tilflyttere, hvor folk køber et parcelhus. Hurtigt bliver man integreret via institutioner, børnehave og dermed også naturligt skolen. Føler man sig integreret i byens miljø, føler man også ansvar over for fritidsaktiviteter og lader sig lettere lokke til at blive træner. Og der skal mange til for at dække de mange pige- og drengehold, men de trofaste, som har været trænere i mange år, løser nok et kæmpe problem. Omvendt hvis klubben tager godt imod en, investerer i lidt tøj og tilbud om kurser føler man sig som træner ansvarlig for at det lykkes.
Folk vil også klædes godt på til at være sammen med børnene. Skal man fx være med til at dømme og lede kampene, er det bedst at have været på et kursus, og det er naturligt, at man kommer på trænerkurser. Man vil godt kunne være sit arbejde bekendt, hvilket vel også hører med til begrebet fairplay.
