Da Ruben Bagger lagde fodboldstøvlerne på hylden i 2007 efter 15 år i Brøndby IF, var det ikke kun et farvel til en tilværelse som professionel fodboldspiller, men også til et liv, hvor fodbolden fyldte mest og var det altoverskyggende. I dag vægter Ruben Bagger helt andre prioriteter i livet. Familien og hans handicappede datter er langt vigtigere, end for eksempel et trænerjob i en fodboldklub. Dansk Træner Union mødte kultfiguren fra Vestegnen og hørte om de naturlige fravalg og livet efter fodbolden.

Ved udgangen af 2007 udløb Ruben Baggers sidste kontrakt med Brøndby IF. Det blev til femten gode og spændende år i Brøndbytrøjen. Ruben Bagger kan se tilbage på 339 kampe, 88 mål, fem mesterskaber og fire pokaltitler. Ledelsen i Brøndby IF ville meget gerne beholde deres populære angriber i en anden sammenhæng og tilbød ham straks et trænerjob for Brøndby IF’s kvindehold. Men for Ruben Bagger var valget ikke svært.

– Jeg har en handicappet datter, Ida, som kræver meget opmærksomhed og hjælp fra min hustru og mig. Det var slet ikke en mulighed at tage et trænerjob. Fodboldkvinderne var dengang ikke professionelle, men havde job og studier ved siden af. Så jeg kiggede ind i et liv, hvor jeg kunne sende mine to børn, tvillinger, i skole om morgenen og så sidde hjemme og vente på, at kvinderne mødte ind til træning om eftermiddagen, og så komme hjem om aftenen, når mine børn var puttet. Det ville betyde, at jeg måske kun ville være sammen med mine børn i weekenderne, og der kunne jeg meget vel være afsted til Jylland til divisionskampe. Det var ikke det liv, jeg eller min familie ønskede og min datter havde brug for. Så jeg takkede nej tak og sagde pænt farvel til alt med fodbold.

Ruben Bagger har derfor kun stor ros og respekt for alle de frivillige ledere og trænere rundt om i Danmark, der gør et kæmpe stykke arbejde for at gøre en forskel til gavn og udvikling for dansk fodbold.

– Jeg tager hatten af for de frivillige, der bruger deres tid på at hjælpe til i klubberne. I min situation med i dag en 21-årig handicappet datter, der har Downs Syndrom og autisme, er det ikke en mulighed. Familien har brug for mig og jeg har brug for dem, så tiden til at træne og hjælpe til i en fodboldklub er ikke en prioritet.

Hjælpetræner i lokal klub

Ruben Bagger blev dog fristet for godt tre år siden, da en god ven i den lokale klub, FC Lejre, spurgte om han havde lyst til at hjælpe lidt til med nogle ynglingedrenge på klubbens andethold i Serie 5. Ruben Bagger tog udfordringen op som hjælpetræner én gang om ugen på Osted Stadion.

– Det var en sjov og spændende opgave at arbejde med unge mennesker. Jeg synes, det gav mig meget og jeg oplevede, at jeg havde meget at give spillerne af min lange erfaring fra fodboldbanen. (Noget som Ruben Bagger kommer ind på senere i artiklen, red). Men igen, jeg følte ikke, jeg havde den nødvendige tid og blev til sidst efter omkring 1½ år i FC Lejre nødt til at stoppe for min familie og datters skyld.

– Så, ja, man kan egentlig godt sige, at den korte historie om mig, er historien om, at fodbold ikke længere er det vigtigste i livet. Men man skal altså ikke tage fejl. I min professionelle karriere i Brøndby IF var fodbold det allervigtigste, fastslår Ruben Bagger, der altid trak i Brøndby-trøjen med stor dedikation og ydmyghed.

– Mit hjerte vil altid banke for Brøndby IF. Jeg havde nogle fantastiske år i klubben og supergode holdkammerater og trænere, og mange sportslige højdepunkter trænger sig på. Men skal jeg udpege et enkelt øjeblik, var det nok mit første mesterskab med Brøndby IF i 1996, som også var det første efter den økonomiske nedtur med hele Interbank-sagen.

For Ruben Bagger var penge og berømmelse ikke drivkraften. For ham var kærligheden til spillet, til klubben og forholdet til sine holdkammerater det, der betød mest og drev ham.

– Jeg har aldrig haft brug for at være berømt eller føle mig som noget særligt. Jeg var jo ikke typen, der driblede forbi tre mand og sparkede bolden i mål. Jeg havde brug for gode medspillere, der satte mig i scene. For mig var drivkraften at vinde titler i fællesskabet med mine holdkammerater. Jeg har altid syntes, at fodbold er sjovt, og det at vinde er sjovt. Så min drivkraft var at gå efter at vinde mesterskaber og spille på landets bedste hold, forklarer Ruben Bagger, der stadig med stor glæde mindes de sjove øjeblikke på Brøndby Stadion, hvor fansene brød ud i hyldestsangen: ”En Ruben Bagger, der er kun en Ruben Bagger”.

Sluttede i Brøndby IF

Ruben Bagger kom aldrig til udlandet, selv om han peger på, at lysten til nye udfordringer blev vendt, da han rundede de 30 år. En tysk eller engelsk klub var oplagt, men et ødelagt knæ i vintertræningen satte interessen i stå. Han var deslige et par gange i spil til debut på Landsholdet, men han nåede kun tre Ligalandskampe på en tur til Sydamerika.

For Ruben Bagger var livet efter fodboldkarrieren ikke et svært skridt eller valg. Han vidste godt, at der er en udløbsdato på topfodbold. Ruben Bagger vender hele spørgsmålet til en positiv vinkel og kalder sig selv for heldig mand med en karriere, der strakte sig helt frem til, at han fyldte 36 år.

– Da jeg skrev min sidste femårige kontrakt med Brøndby IF i starten af 00’erne, vidste jeg godt, at det var slut en dag, og jeg skulle finde på noget andet at glæde mig over, hvor det ikke længere er klubben og træneren som tilrettelægger dit liv. Nu skulle jeg være egen herre, planlægge mit eget liv og finde de positive muligheder og prioriteter i tilværelsen, som vil gøre mig glad og tilfreds, i stedet for kun at savne gamle fodbolddage.

Familie, gode venner og et spændende arbejde som montør og senere projektleder indenfor mobilnetværk i selskabet CBRE Integro er nøglesten for det gode liv.

Ruben Bagger er glad for sit liv i dag og for det, han har opnået i Brøndby IF, men han ønsker ikke at sole sig i tidligere fodboldmeritter. Så når folk på hans vej spørger: ”hvor er det nu, at jeg set dig før?”, så holder han som regel lav profil eller joker lidt med det. Han kan godt finde på med et stort grin at sige: ”har du siddet i fængsel?”, og så får folk sådan et sjovt blik i øjnene.

– Nej, jeg har som sagt ikke behov for at føle mig berømt eller noget, men hvis folk genkender mig, er jeg altid frisk på at snakke fodbold. Jeg synes jo fodbold er fantastisk sjovt og min tid som hjælpetræner i FC Lejre har også inspireret og lært mig meget.

Trænerarbejde

Ruben Bagger synes, at han tager megen erfaring og fodboldfagligt med sig i bagagen, som han kan give videre. Opholdet i FC Lejre satte derfor mange tanker i gang.

– Jeg føler, at jeg viste i FC Lejre, at jeg har redskaberne til at skabe en god holdånd og arbejde med spillernes styrker og svagheder og bruge den viden til at gøre deres indbyrdes spilrelationer bedre. Spillerne skal lære at tænke over dét, de gør i de forskellige spilsituationer på banen og lære at vurdere, hvad de hver især er god til og mindre god til. For eksempel; hvis man ikke kan drible uden om tre mand, hvorfor så prøve på det. Eller hvis din medspiller er venstrebenet, så skal man jo ikke spille ham til højre fod. Det er de små ting, som kan gøre en forskel i en kamp, forklarer Ruben Bagger og fortsætter:

– Samtidig lærte jeg mine spillere, at de skal blive bedre til læse og udnytte modspillerens mulige svagheder og dermed øge deres egne forudsætninger for at spille godt. Igen; hvis din direkte modspiller kun bruger venstre ben, så er han jo meget nemmere at håndtere ved at dække det venstre ben op og invitere ham til at bruge højre ben. Dermed bliver hans næste berøring vanskeligere. Er din modspiller hurtig, langsom eller kropsstærk, så skal man lære at matche modspilleren på de punkter, hvor man selv er bedre. For eksempel, skal man jo ikke begynde at løbe om kap overfor en hurtig modspiller. Der skal man i stedet ind og have fat i ham og skubbe lidt til ham. Det var på de parametre, jeg arbejdede og rykkede ved de unge spillere i FC Lejre.

Den gode tone

For Ruben Bagger er ærlighed den vigtigste egenskab hos en træner og hos mennesker generelt. Han vægter, at man kan stole på det andet menneske – altså en træner, der siger tingene ligeud, som de er, og man sammen kan have en ærlig, åben og respektfuld diskussion om, hvad retning man skal sammen som hold.

– Jeg havde en engang en unavngiven holdkammerat, der spillede en helt umulig aflevering og slog ud med begge arme og udbrød surt: ”de forstå ikke mit spil!”. Så kan man spørge, skifter man den ene spiller ud, hvor de ti andre holdkammerater ikke forstår hans spil, eller skifter man alle de ti spillere ud? Jeg vil mene, at den nemmeste og mest fornuftige måde at komme videre på, er at skifte den ene spiller ud. Jeg finder det altafgørende, at træneren kan sige fra, hvis der er nogen, som ikke kan opføre sig ordentligt, ellers mister man respekten for hinanden, og så er det for alvor først svært at skabe en god holdånd og dynamik, hvor alle trækker samme vej mod et fælles mål.

Når snakken går på, hvilke trænere, der har betydet noget i Ruben Baggers fodboldliv, så hæfter han sig ved, at de fleste på hans vej er forbilleder.

– Jeg har lært en del af alle de trænere, jeg har mødt. Men skal jeg fremhæve et par stykker, må jeg nævne min ungdomstræner Henning Doktor i Svogerslev Boldklub, som i mange år formede min opfattelse af fodboldspillets mange prioriteter. Dertil kan jeg heller ikke komme uden om Ebbe Skovdahl i Brøndby IF. Det var ham, der gav mig og de andre unge på andetholdet i Danmarksserien chancen, troede på os og udviklede os til at blive nogle af landets bedste. Der var mange talentfulde og dygtige unge spillere i en stærk trup, krydret med de rutinerede kræfter. Så jeg blev klart en bedre spiller af konkurrencen. For uden konkurrence går ens udvikling i stå.

Hvordan ser fremtiden ud? Og ser vi dig nogensinde igen som træner i FC Lejre på den lange bane?

– Jeg er sådan en person, der sætter pris på hver dag, og som er god til at finde glæde og mening med livet, hos min familie og i mit arbejde, så der ligger min fremtid. Og jeg tvivler nu stærkt på, at jeg nogensinde får tid til at blive træner igen. På den lange bane skal man selvfølgelig aldrig sige aldrig. Jeg bor jo i cykelafstand af Osted Stadion, griner Ruben Bagger.