Coronakrisen har naturligvis givet en kæmpe indflydelse til sundhedsmyndighederne, som på utrolig flot vis har skånet os danskere for ulykker, som man ser i andre lande. Nu er vi så nået dertil, hvor de anbefaler, at vi godt kan normalisere vores liv gradvist – men kun under hensyntagen til de nu kendte adfærdsregler m.h.t. risikofaren.

Det, som skal normaliseres og reddes, er økonomien. Børnene op til og med 5. kl. blev sendt i skole og institution. Næppe for børnenes skyld, men snarere for forældrenes skyld, så de blev aflastet og kunne passe deres arbejde, så produktionen kunne komme i gang. Alt sammen ledet af ”Børnenes statsminister”.

Hun ville ikke tillade børnene at komme ud på fodboldbanerne og være sammen med vennerne der. Hvorfor mon det? Klubberne ville have meget let ved at overholde reglerne og samtidig skabe et samvær, som ligger meget tæt på det, som børnene er vant til.

Mange børn bliver kørt i bil til fodboldbanen, så de er hos forældrene på vejen dertil, og andre cykler direkte til banen og lægger deres cykel der. Forældrene bliver ofte og overværer træningen, så de derved kan føle sig trygge. Der findes vandhaner ved banerne eller klubhuset.

I modsætning til skolerne har klubberne ikke problemer med at skaffe voksne dvs. trænere. Ofte ser man 2 trænere til 16 børn, hvilket så i den nuværende krise vil være 1 voksen til 8 børn.

Man vil helst have, at så meget som muligt foregår udendørs. Til fodbold foregår alt udendørs og der er mange kvadratmeter pr. barn. Man skal huske at afspritte eller vaske hænder, men til fodbold skal hænderne ikke bruges ej heller røre bolden. Kun målmanden, og han har handsker på.

For børn er træning af tekniske færdigheder det vigtigste, og det kan jo bare blive opprioriteret under de givne omstændigheder. Når man er 1 barn med 1 bold hver og skal øve sig, kan man det da bedst, hvis man har plads og ikke bliver forstyrret af andre.

Børnene ville da ønske, at de andre var mindst 2 meter væk, hvis de skulle øve driblinger, afleveringer, skud på mål, retningsbestemte tæmninger, vendinger med bolden, skud- og driblefinter osv. Det gælder da blot om at prioritere de aktiviteter, som ligger inden for kravene. Spillerne og trænerne er kreative nok til at udnytte de forhåndenværende vilkår.

Men man kan da ikke spille kamp, vil politikerne nok sige? Selvfølgelig kan man da det! Hvad med at dele området mellem de to mål op i et antal firkanter, som svarer til antallet af spillere. Betingelse: Spillerne må kun blive i deres tildelte firkant på adskillige kvadratmeter.

Det vigtigste er børnenes udvikling. De er ikke skabt til at være spærret inde på en sofa med fjernsyn og tablet. Børnene har utrolig travlt. De skal i løbet af nogle få år afprøve en masse ting, se en masse nyt og foretage en udvikling med en fart, som de ikke vil opleve senere i livet. De lærer mindst lige så meget af vennerne som af de voksne. Der er en grund til at børn helst vil løbe, mens voksne helst vil sidde.

Det her er et spørgsmål om at give børnene muligheder for at udvikle sig og ikke fratage dem muligheden, men måske kender politikerne ikke til børnefodbold.