Hvis man vil noget med pige- og kvindefodbold i Kalundborg Kommune, så er man nødt til at samarbejde. Sådan lyder det kort og godt fra Carsten Brøgger Hansen og Søren Hjernø, der til dagligt står i spidsen som ungdomstrænere for det fælles U16-pigehold i Kalundborg GB og Raklev GI. Dansk Træner Union besøgte industribyen på Vestsjælland med den smukke Vor Frue Kirke og fik et indtryk af, hvor svært det kan være at få samlet et pige- og kvindehold i fodbold på de kanter.

I hele Kalundborg Kommune løber der blot tre pige- og kvindehold rundt på fodboldbanerne. Det er et U14, et U16 og et dameseniorhold, hvor sidstnævnte i sidste sæson spillede i Kvindeserien Øst – det vil sige i en af de landsopdelte rækker lige under 1. division. Fælles for de tre hold er, at det er et klubsamarbejde mellem Kalundborg GB og Raklev GI. Byen Raklev ligger nogle få kilometer vest for Kalundborg på Røsnæs. I 2017 aftalte de to klubber at danne et fælles dameseniorhold i forsøget på at overleve og stille hold. I sommeren 2019 udvidede man samarbejdet til ligeledes at tælle et fælles U14-hold, der spiller 8-mands, og et U16-hold, der spiller 11-mands.

Ungdomsformand og ungdomstræner i Kalundborg GB, Carsten Brøgger Hansen, forklarer:

– Raklev GI’s kvindesenior har tidligere været i 1. division, men havde efterhånden ikke nok spillere til at stille et helt hold. Det samme gjorde sig gældende i Kalundborg GB. Kendetegnende for begge klubber er, at de unge kvinder flytter fra byen, når de er 22-23 år på grund af uddannelse eller job i de nærliggende større byer, Holbæk, Slagelse, Roskilde og København. Så derfor satte de to klubber sig ned og aftalte et holdfællesskab. Et par år senere fulgte så de to ungdomshold efter.

Seniorerne og U14-pigerne træner og spiller oftest kamp i Raklev GI, mens U16 mest har base i Kalundborg GB.

Træner Søren Hjernø fortsætter:

– Vi har år tilbage også forsøgt et samarbejde på ungdomssiden for drengespillere, men det gik i vasken. Der var ikke nok opbakning og for mange lokale følelser i klemme, derfor er det selvfølgelig glædeligt at det lykkedes på kvinde- og pigesiden. Pigerne har taget det flot, været positive hele vejen, og vi har samtidig mærket stor forældreopbakning, men omvendt ved vi faktisk ikke, hvor vi står efter sommerferien med vores damesenior?

Carsten Brøgger Hansen og Søren Hjernø afslører, at man frygter og forventer, at dameseniorholdet ikke kan stille et 11-mandshold efter sommer, men sandsynligvis må nøjes med at stille op i en 8-mands turnering. Carsten Brøgger Hansen uddyber:

– Der var før Corona pausen omkring 25 damespillere på papiret, men forventningen er desværre nok, at man ikke kan stille hold i efteråret, fordi halvdelen rejser væk fra byen. Det er overvejende et ungt hold af kvinder, der f.eks. er i gang med en uddannelse eller ved at færdiggøre gymnasiet og derfor efter sommer skal læse videre i andre byer. Vi frygter, at vi må trække os fra rækken, når så mange forsvinder.

Carsten Brøgger Hansen fortæller videre, at seniorholdet flere gange har fisket efter, at nogle af U16-pigerne kunne rykke op og spille senior og dermed hjælpe til, at seniorholdet kan fortsætte. Men det synes begge trænere er en dårlig idé og advarer:

– Det vil ødelægge et U16-hold. Lad nu de her piger her være piger og spille ungdomsfodbold, som de er så glade for. Okay, måske er der et par stykker, som godt kunne begå sig på et højere plan som senior, men som udgangspunkt er jeg ikke tilhænger, fortæller Carsten Brøgger Hansen.

Søren Hjernø samtykker:

– Vi har før set, hvad der sker, når man fremskynder og presser unge spillere for hurtigt op på seniorniveau. De falder fra og spiller ikke fodbold i dag. En 15-16-årig teenagepige synes ikke fodbold er sjovt sammen med voksne kvinder og har nødvendigvis ikke noget socialt til fælles med en kvinde på 25 år, som måske har et barn, karriere, fast job og andre ting i hovedet. Det, jeg hører i omklædningsrummene, er, at det er to forskellige verdener. Jeg tror faktisk ikke, at vi havde haft et U16-hold i dag, hvis det ikke havde været for Carsten og mig. Vi kæmper med næb og klør og forsøger hele tiden at fastholde og tiltrække nye spillere til holdet.

Løsningen ligger ikke lige til højrebenet, men er et langt sejt træk og kræver, at man tænker ud af boksen. Carsten Brøgger Hansen forsøger at sætte ord på udfordringen:

– Det er en udvikling på landsplan, der er svær at stoppe. Unge mennesker flytter fra det man kalder udkantsdanmark. Byer som Slagelse, Holbæk og Roskilde har et stort opland, mens Kalundborg derimod har vand på halvdelen. Det er udfordringen, men vi må forsøge holde på seniorspillerne med de midler, vi nu engang har til rådighed. Han peger på, at man fortsat må appellere til spillernes klubfølelse, sammenhold og forsøge at samle en bil fra f.eks. København, så spillerne kan træne mindst en gang om ugen og ellers selvtræne, og så også komme i weekenden og spille kamp. Men det har en økonomisk konsekvens at samle spillere fra nær og fjern, som vi må kigge på.

For Carsten Brøgger Hansen er et fortsat samarbejde det vigtigste i et større perspektiv lige nu:

– Hvis man vil noget med pige- og kvindefodbold herude, så kan det kun ske med øget samarbejde. Klubberne skal samarbejde i langt højere grad, end det er tilfældet nu, uanset om det er piger, damer, drenge og herrer. Kalundborg Kommune tæller omkring 50.000 indbyggere, og det er min klare overbevisning, at vi kunne have et stærkere hold på et højere niveau, hvis klubberne tog hinanden under armen og gik i dialog. Lige nu har Kalundborg GB et herresenior i Serie 2, Raklev GI ligger i Serie 1 og Svebølle Boldklub i Serie 2. Med de spillere, vi har i kommunen, burde vi med et fælles hold mindst ligge i Sjællandsserien eller måske i Danmarksserien.

For begge trænere er fremtiden den altoverskyggende opgave, og de vil gøre alt, hvad de kan, for at der stadig er pige- og kvindefodbold i Kalundborg GB og Raklev GI. De fortæller, at der er aftalt formandsmøder i DBU i efteråret, hvor man fremadrettet vil drøfte, lægge planer og ideer frem, hvordan man kan samle flest mulige pigespillere i et klubsamarbejde, uden at pigerne forlader deres oprindelige klubber. DBU vil ligeledes holde møder med kommunens øvrige klubber og forsøge finde en løsning til at samle pigespillere til fælles træning i Kalundborg og tage til stævner med et sammensat hold. Ideen bag dette initiativ er hentet med inspiration fra FC Thy. Netop en repræsentant fra FC Thy vil deltage på et fælles seminar for klubberne i Kalundborg Kommune og fortælle om modellen.

Som det er i dag, så løber der pigespillere rundt i andre mindre klubber, som er nødt til at spille på hold med drenge, fordi der ikke er et pigehold. Carsten Brøgger Hansen og Søren Hjernø finder det synd og ærgerligt, hvis de pigespillere falder fra, fordi de ikke får det rigtige tilbud. Så hellere samle dem ét sted og i et klubsamarbejde. Begge træner peger på, at Kalundborg og Raklev GI nok kun kan overleve med pige- og kvindefodbold ved et øget samarbejde og ved at skabe en fødekæde nedefra af nye pigespillere.

Søren Hjernø sætter ord på:

– Vi skal have en fødekæde og fortsætte med at tiltrække spillere nedefra, så vi på sigt kan være fødekæde for seniorerne. Derfor skal vi også fortsætte samarbejdet med Raklev GI og sprede vores samarbejde ud i kommunen. Vores holdfællesskab skal være et tilbud til piger i hele kommunen, der gerne vil spille fodbold. Alle er velkomne i Kalundborg GB og Raklev GI, og de kan fortsat stå som medlem i deres lokale klub. Det handler ikke nødvendigvis om at få flere medlemmer, men om, at samle pigerne ét sted, så vi stadig kan stille med rene pigehold.

Carsten Brøgger Hansen kvitterer:

– Ja, målet er klart at arbejde sammen hele vejen nedefra, koordinere og starte noget mere pigefodbold i Kalundborg GB og Raklev GI og benytte nogen af U16-spillerne som forbilleder og trænere. Vi føler, at det er vigtigt, at U16-pigerne kan give deres erfaring videre og samtidig være rollemodeller for de 6-8-10 årige pigespillere, som skal prøve kræfter og lære at spille fodbold for første gang.

– Målet for det her U16-hold, som Søren og jeg træner, er selvfølgelig at gøre dem klar til at steppe ind på dameseniorholdet senere. Pigerne er på forskellige niveauer. Nogen er startet for et halvt år siden og har aldrig rørt en fodbold, mens andre har spillet i mange år. Så der er meget arbejde med at gøre dem klar og fortælle dem, at selv om de går på gymnasiet eller på efterskole, kan de godt spille fodbold alligevel. Det er sundt at komme ud og dyrke idræt et par gange om ugen og få klaret hovedet, fortæller jeg pigerne og opfordrer dem til at prioritere deres tid, så de både kan træne og spille kamp i weekenderne og passe deres andre pligter. Derfor har vi også lagt træningstiderne om aftenen, så det tilgodeser skole, fritidsjob og lektier, forklarer Carsten Brøgger Hansen.

Begge trænere fremhæver, hvor afgørende det er at have pigefodbold i Kalundborg GB og Raklev GI. Når pigerne spiller fodbold, er det med til at tiltrække flere drenge til klubberne.

– Vi mærker en øget interesse for fodbold hos drengene, når de også kan komme på stadion og se og snakke med pigerne. Det gælder selvfølgelig også den anden vej rundt, lyder det fra Søren Hjernø.

Hvad er den største forskel på at træne piger og drenge?

– Uha, der er mange, griner Søren Hjernø. Drenge er normalt ikke lige så sociale som piger er. Piger skifter ofte veninder, mens drenge holder sig til den samme ven. Dertil kommer drenge ofte til træning og tror de er Ronaldo og kan det hele på forhånd. Piger derimod skal du først overbevise om, at de godt kan spille fodbold. Så piger tager længst tid, men de er meget taknemmelige.

– Det er rigtigt, lyder det fra Carsten Brøgger Hansen. Man kan ikke være lige så hård i tonen over piger som overfor drenge. Som pigetræner er du nødt til at være mere tålmodig, pædagogisk og blød.

– Ja, man skal tænke over, hvad man siger, griber Søren Hjernø bolden. Man kan ikke bare sige: ”Kom nu i gang, kom nu op i tempo”, som det går med drengene. Der er bestemt andre mekanismer. For eksempel ved træning, så kommer en bold indover, og pigen sparker i mål og jubler. To minutter efter er samme pige alene igen foran mål, men denne gang sparker hun bolden bagud til en medspiller. ”Hvorfor scorer du ikke?”, spørger jeg. ”Jamen, jeg har jo lige scoret”, lyder hendes svar. Det har man aldrig hørt en dreng sige. Han kan score 20 mål, mens hans medspillere ikke får lov. Han er ligeglad. Sådan er piger ikke, og det synes jeg er fedt.