Gennem besøg rundt i hele landet fra Bornholm til Thy har det vist sig, at klubber, der tidligere var arge modstandere, og som ikke kunne drømme om andet end at udkonkurrere den anden part, tvunget af nød pludselig kan finde sammen. Klubsamarbejder finder ikke bare sted ude i landområderne, men også i byerne, hvor man kan se en gevinst i at bruge ressourcerne sammen i stedet for hver for sig.
Man oplever dog også eksempler på, at en klub spørger sig selv: Hvad vinder vi ved at samarbejde? Vinder man ikke mere end den anden klub, vil man hellere dø end gå i samarbejde. Er der ikke nok til at spille fodbold i klubben, kan man jo stadig tilbyde tennis, kroket, løb, petanque, udendørs volleyball og gymnastik. Men hvad hjælper det, når børn vil spille fodbold. Det er jo det, de ser på tv. Ofte er det bestyrelsesmedlemmer på over de 60, som betragter klubben som deres ejendom, og klubbens logo skal ikke ødelægges ved at indgå i et nyt fælles logo. Forældrene må så køre deres børn til fodbold i naboklubben, som i nogle tilfælde kan ligge adskillige kilometer væk.
Ofte siger man dog, at samarbejdet blev redningen for begge klubber. Samarbejdet kan starte på mange forskellige måder lige fra, at man starter med, at de ældste ungdomshold indgår et holdfællesskab med træning og kampe skiftevis i den ene og den anden klub, og udgifterne deles man om.
Man kan også være 4 – 5 klubber, som mødes hvert halve år for at vurdere medlemssituationen og finde ud af, hvor man skal samarbejde. Er der nogenlunde lige mange spillere fra fx to klubber, træner man og spiller kamp begge steder. Er der fx kun 3 spillere fra den ene klub, bliver de kørt i fællesskab til træning i den anden klub. Så kan chaufføren/moren evt. klare ugens madindkøb, mens der trænes.
Nogle steder ser man fornuft i at få formuleret en skriftlig samarbejdsaftale mere eller mindre detaljeret, for at man er sikker på, at alle ledere, trænere og forældre kender grundlaget for samarbejdet. Næppe alle i de samarbejdende klubber vil synes om samarbejdet. For stor forskel på klubberne med hensyn til blandt andet antal medlemmer og kultur kan bryde et samarbejde.
God kemi mellem klubbernes ledere vil sikkert også have stor betydning; så er kemien der, kan man jo bare starte i det små og lade tilvænningen til samarbejdet tage sin tid. Man starter med fælles ungdomshold, og 20 år senere slår oldboys-spillerne sig også sammen. Så det, der er til størst gavn for spillerne, styrer.
Hvis to klubber har brugt nogle år på at forene deres to kulturer i et nyt kompromis, vil det nok være svært, hvis man endnu en gang skal bryde op og lukke en 3. klub ind i samarbejdet. Men det kan jo være, at den nye klub fuldt ud accepterer samarbejdskulturen, og så står alle tre klubber jo bare stærkere.
I et andet tilfælde var de to klubledere enige om, at et samarbejde med en af naboklubberne ikke ville være muligt, da man havde helt forskellige opfattelser af, hvordan man ville prioritere arbejdet med og ressourcerne til det bedste seniorhold.
I en kommune bliver alle kommunens børn efter 6. klasse samlet i hovedbyens centralskole. Her giver det næste sig selv: De små klubber kan bare koncentrere sig om fodbold op til og med 8-mandsfodbold. Derefter søger børnene ind til klubben ved siden af skolen. Der ligger for øvrigt også et gymnasium, så her er muligheder for at skabe et godt ungdomsmiljø.
Klubsamarbejde vil også i fremtiden være en nødvendighed ikke bare i de områder, som er præget af affolkning, men også i bynære områder, hvor en bydel skifter status til at være et ”sølvbryllupskvarter” med deraf følgende færre børn men masser af baner, mens et nærområde med fodboldklub med færre faciliteter kan være blevet omdannet til et nybyggerkvarter. Her vil et samarbejde være gavnligt især for spillerne, som vel er det, det drejer sig om. Og nytilflyttede forældre er nok mere pragmatiske med hensyn til spillested end de gamle i klubberne.
