Målmanden har, som vi alle ved, helt andre arbejdsbetingelser end de andre spillere på banen. Målmanden må i langt de fleste tilfælde reagere, forklarer Lasse Heinze. Det vil sige, at det er de andre spillere, som agerer. De bestemmer, hvornår der bliver skudt, driblet eller afleveret. Målmanden må altid vente og se, hvordan både med- og modspillere handler i en given situation. Først når handlingen er udført, kan målmanden reagere på handlingen. Så han er altid bagud i tid, når han skal tage en beslutning. Tænk blot på et straffespark: Venter målmanden med at reagere på skuddet fra skytten, er det for sent. Vælger målmanden at agere ved på forhånd at udføre sin beslutning, kan det være held eller uheld.
Lasse Heinze begyndte at spille fodbold i Ringkøbing og kom derfra til Ikast og senere til F.C. Midtjylland, som naturligt nok er den klub, som man forbinder ham med. Som senior stod han på mål for F.C. Midtjylland ad to omgange og spillede også for Silkeborg og Horsens, mens det blev til et halvt års ophold i Norge. Som 21-årig nåede han at blive udtaget til U21-landsholdet sammen med Kasper Schmeichel, som var den, der fik spilletid under landsholdssamlingen. Dengang var der ingen målmandstræner med i staben, fortæller Lasse Heinze, så det var en målmand, som ikke var blevet trænet i adskillige dage, som vendte hjem til F.C. Midtjylland fra landsholdssamlingen. Hændelsen nævner han nok blot, fordi det fortæller noget om, at seriøsiteten omkring målmandens træning er vokset betydeligt i forhold til for to årtier siden. Senere blev Jan Rindom så ansat som målmandstræner for U21-landsholdet.
Fra spiller til træner i F.C. Midtjylland
Overgangen fra at være målmand til at blive målmandstræner i F.C. Midtjylland var en følge af en alvorlig skade. En 3-årig aftale blev efter et halvt år på grund af skaden konverteret til en to et halvt årig aftale om at være målmandstræner for Akademiet i 2016. I 2018 blev han så ansvarlig for de fire målmænd i superligatruppen. Formelt har polakken Marcin Kowalczyk ansvaret for målmandstræningen i Akademiet, og Lasse har ansvaret for superligamålmændene og yderligere har man i klubben Jan Rindom som en god sparringspartner. – Vi er tre forskellige trænere, som har forskellige erfaringer og kompetencer, siger Lasse Heinze, og vores og klubbens mål er at træne og udvikle den enkelte spillers kompetencer, så han bliver så dygtig som muligt. Fokus er ikke på den enkelte målmandstræner. Så kan trænerne udnytte hinandens kompetencer, bliver det til gavn for den enkelte spiller. Marcin er fx meget optaget af brug af video og computere, så derfor bruges denne kompetence i hans arbejde med målmandstrænerne.
Lasse Heinze har fire målmænd i sin trup, hvor, som han siger, de to skal være klar til på et hvilket som helst tidspunkt at stå på målet for superligaholdet, men de øvrige deltagere fx undertiden også U19-målmanden er under opbygning. Derudover er to målmænd udlejet og befinder sig i dag i henholdsvis Holstebro og Portugal. De er i to forskellige kulturer, som sikkert også er et bevidst valg ud fra deres personlige ønsker, udviklingsmuligheder og nuværende færdigheder.
Alle spillere har brug for vigtige kampe
Lasse Heinze mener, at der mangler kampe til de spillere i den store 1. holdstrup, som ikke bare F.C. Midtjylland har men alle superligaklubber har. De mange spillere, som ikke kommer til at spille i weekenden, kan deltage i reserveholdsturneringen, som det er nu. For spillere, som træner seriøst hver dag, er disse kampe et anti klimax. Alle, som arbejder seriøst hen mod et mål, har brug for jævnligt at blive testet for at mærke, at man har flyttet sig. Løsningen er, at spillerne som ikke spillede superligaholdets seneste kamp, kan deltage på klubbens 2.-hold med oprykning og nedrykning som de øvrige hold i rækken. I andre europæiske ligaer kan en klubs andethold godt spille i den næstbedste række.
Målmandstræningen er blevet et vigtigere element i træningen
Lasse Heinze oplever, at jobbet som målmandstræner bliver mere og mere attraktivt, fordi arbejdet bliver en vigtigere del i arbejdet med holdet. Man skal ikke mange år tilbage, før træneren og målmændene mødte ind en time før de øvrige spillere ved det ene mål og, når så cheftræneren var færdig med opvarmningen af sine spillere, overtog han ansvaret for målmændene, og målmandstræneren havde fri. I FCM er der mange specialister fortæller Lasse Heinze, som både samarbejder inden for deres speciale fx målmandstrænerne for Superligaholdet og Akademiet og på tværs af deres ansvarsområder med de andre specialister.
Målmanden bliver vurderet på få aktioner
Det er uden tvivl en fordel at have haft en målmandskarriere, inden man skal føre et andet menneske ind i samme karriere, da mange ting trods alt ikke har ændret sig over tid. En målmand kan ofte føle sig alene, hvis han ikke har en træner, som har tillid til ham. En midtbanespiller kan få ros for at have udført et stort løbearbejde uden, at det har ført til mål. En målmand bliver bedømt ud fra kun ganske få minutters arbejde, hvor han oven i købet skal reagere på andres aktioner. Når han endelig skal reagere skal det være med hurtighed, kraft og styrke. Og nok også intuition og genkendelse af en situation, som minder meget om den, han står i netop nu.
Som målmandstræner står Lasse Heinze også i den situation, at han skal gøre to af målmændene klar til at kunne starte inde i næste superligakamp, andre skal udvikles med tålmodighed og atter andre fra Akademiet skal op og ”snuse” til superligatræningen. Det er nok et spændende og udfordrende job, hvor der hvert halve år kan kan ske ændringer i den gruppe af målmænd, som man arbejder med, men glæden kan så være at se en spiller udvikle sig.