Ståle Solbakken var ad to omgange træner for FCK i alt 12 ½ år. Ellers er den gennemsnitlige træneransættelse i Superligaen helt ned på ca. 2 år. Kigger man nøjere på ansættelserne, skiller Kent Nielsen sig dog ud, idet han først var 7 år i Horsens. Senere blev det til 5 år i AaB og 3 år i OB. I 2019 begyndte han i Silkeborg I.F. efter, at han måtte tage et sabbatår for at komme gennem en operation, og nu har man forlænget aftalen til sommeren 2026, så det bliver til mindst 7 år også i Silkeborg.
Ca. samtidig – i 2018 – begyndte Jesper Stüker i klubben som sportschef. Han er om nogen en klubbens mand. Han spillede selv fodbold i klubben med korte afstikkere til Viborg og Horsens, blev selv cheftræner for U13 – U19 i klubben, tog A-licensen og fik senere ansvaret for at udarbejde en spiludviklingsprofil for U13 til U19, som i dag er den spillestil, som Superligaholdet bygger videre på. I dag har han som sportschef også det overordnede ansvar for køb og salg af spillere. Naturligvis bor han i dag i Silkeborg dog tæt på det gamle stadion.
Stærkt lederteam i Silkeborg I.F.
Den administrerende direktør, Kent Madsen, er en kendt erhvervsmand i Silkeborg. Den assisterende træner Peder Knudsen har hele sit liv været bosiddende i Silkeborg. Disse tre personer, Kent Madsen, Jesper Stücker og Peder Knudsen er klubbens ledelse udadtil, men indadtil inddrager man de personer, som er involverede i de beslutninger, som skal tages, fortæller Jesper Stücker. Kent Madsen har nok mest sit fokus på økonomien og de lidt kortsigtede mål, mens Jesper Stücker blandt andet på grund af sit arbejde med spillestil er nødt til undertiden at have de langsigtede briller på. Peder Knudsen er den, der er der, hvor planer og visioner skal realisere sig på banen.
Mon klubben en dag kunne blive overtaget af fx udenlandske investorer?? Jesper Stükers svar er et klart ”Nej!”. Klubbens fundament ligger i byen, og de folk, som i dag har påtaget sig et ansvar for mange fodboldspillere og for hele byen, har et ansvar for at arbejde mod at gøre klubben til en god og lokal klub også i fremtiden.
Trænerstabilitet har givet resultater.
Klubben er heller ikke interesseret i, fortæller Jesper Stüker, at være en mellemstation for spillere eller for trænere, som blot vil bruge klubben som en station på vej mod en ny klub i deres jagt på at komme til større klubber i fx. udlandet. Et tilbud fra en træner om at medbringe assisterende trænere, fysioterapeuter m.m. vil Jesper også afvise. Generelt er Jesper Stücker meget tilbageholdende med at kommentere rygter om evt. køb og salg af spillere, siger han, men det, at man ikke vil udtale sig, kan journalisterne jo også bruge, siger han.
Da Kent Nielsen kom til Silkeborg, kom han fra klubber med vidt forskellige spillestile, kulturer og historier, og starten var ikke god, fortæller Jesper, da nederlag fulgte nederlag, og folk begyndte at tale om fyring. Resultatet blev en nedrykning til 1. div., hvilket ofte er lig med fyring af træneren, men man holdt fast i Kent, og klubben rykkede retur til Superligaen året efter. Ser man tilbage i historien, havde også Silkeborg I.F. kun en træner i en kortere periode på 2 – 3 år. Senere er det blevet til en 3. plads, og i år toppede det med et pokalmesterskab. Tålmodigheden lønnede sig. Silkeborg skal spille europiske kampe efter sommerferien.
Kombination af egne værdier og tilpasningsevne.
En klub, som tror på, at de valgt den rigtige træner og har lidt tålmodighed kombineret med en træner, som besidder nogle grundlæggende værdier, som han er villig til at tilpasse nye situationer, er måske løsningen.
Som Europamester i 1992 må Kent Nielsen have bragt nogle værdier fra dengang med sig ind i en noget anderledes verden anno 2024, hvor en kombination af gode værdier fra dengang og tilpasning til nutidens muligheder er en god løsning. Kent får leveret masser af videomateriale og han videresender til spillerne. Under kampene placerer Jesper sig på en plads højt oppe, så han ser kampen fra en anden vinkel end træneren for at kunne bidrage med informationer i pausen. Når man skal ud i Europa og spille i efteråret, vil man nok opleve langt flere mennesker omkring holdet, end man ser i Silkeborg, men Kent ser ud til at have det bedst med de færre mennesker, som der er i klubben.
Når flere mennesker mødes om fodbold, mødes mange forskellige erfaringer, og kunsten er, at bruge de ting, som fungerer bedst, når kampen spilles. Har træneren selv spillet på et højt niveau, har han nok nogle erfaringer og noget viden, som han bedst kan formidle til spillerne i en presset kampsituation. Men evnen til at kunne tilpasse sig forskellige kulturer og spillestile er en vigtig forudsætning for et længerevarende ansættelsesforløb. Ansættelsen af mange danske trænere i de bedste ligaer i Europa de senere år kan vel kun tolkes som god tilpasningsevne samt god faglig ballast.