Det er vel nok et dejligt sted, sagde en træner til et af de hold, som deltog som medier i A-licenstrænerkurset i uge 26 til centerchefen Søren Hansen, da de tilfældigt mødtes på gangen. Kan vi også afholde træningslejr her? spurgte han.
Det kan Søren Hansen kun svare ”Ja” til, for der har været masser af hold fra Sverige, Norge, Tyskland og naturligvis fra Danmark, som har fundet deres perfekte træningslejr her i det sydvestlige Danmark. Skulle man have problemer med at skaffe en passende modstander, er der hjælp at finde på Centret, hvor man har et stort netværk til klubberne i det jyske.
I den foregående uge – uge 25 – var det kvindelandsholdet, som havde været en uge på træningslejr, mens det de foregående år mest havde været U-kvindelandsholdene, som holdt deres træningslejr i Skærbæk. Men en positiv omtale af stedet må have smittet opad. En kommentar fra en af spillerne var, at det var dejligt, at det hele var samlet, så man ikke skulle køre i bus fra hotel til træningshal. En ekstra opgave til Centret i dette tilfælde var, at man modtog en kostplan til spillerne for hele ugen. Men det var jo bare en opgave som så mange andre, der skulle løses. Lars Jørgensen udtalte sig positivt efter opholdet, og han må da have nogen erfaring med træningslejre for håndboldkvinderne.
I den efterfølgende uge afholdt DBU sit sædvanlige – lige bortset fra aflysningen sidste år – A-licenskursus i Skærbæk, som med lethed kan leve op til DBU’s krav om fire 11-mandsbaner. Oven i købet med det fineste, reneste græs. Men det kræver også vanding, slåning og pasning, siger Søren Hansen. Familiehusene giver sikkert både medierne og kursusdeltagerne optimal mulighed for at slappe af mellem de tider, hvor de skal være ”på”. Fælles mødelokale og gruppelokaler med diverse tekniske hjælpemidler står klar som en selvfølgelighed. Gode faciliteter fremmer udbyttet både af et træningsophold og af et kursusophold.
Når DBU lukker ned fredag eftermiddag, kommer 33 fodboldspillere fra FC Phønix Lübeck på besøg i 4 dage, og det meste af sommeren et der mindst en fodboldklub eller håndboldklub på træningslejr i Skærbækcentret.
Sommeren og efteråret lover godt, men det dårlige første halvår har givet et efterslæb, som langt fra kan indhentes. Især de hollandske turister vil komme i meget begrænset omfang. Men det lysner og økonomisk bliver 2021 noget bedre end 2020.
Det var en træls tid at komme igennem, siger Søren Hansen, især på grund af den evindelige usikkerhed. Meldinger fra politikerne kunne give håb, men når det blev formuleret på papir, gav det flere problemer end håb. Lønkompensationen var også god for Skærbæk Centret og medarbejderne, så man løbende kunne få alle i arbejde, og nu har man brug for nye ansatte!! Under nedlukningen troede man på fremtiden og fik bygget flere feriehuse, så der nu er i alt 100, fik investeret i mødelokale, som med al nødvendigt udstyr kan bruges til videomøder. Desuden blev maling og vedligeholdelse speedet op, så man ikke skal bruge tid på det nu, hvor der er nok andet arbejde.
Skærbækcentret er ikke bare et idrætscenter. Det er i lige så høj grad et feriecenter. Allerede i den første uge af skolernes sommerferie var der mange ferierende gæster, som sikkert var kommet for at slappe af. Voksne slapper af ved at foretage sig noget andet, end de gør i hverdagen. Børn slapper af ved at komme ud og bevæge sig. Og der er masser af muligheder både på Centret og inden for kort afstand. Blot på gåturen fra hovedindgangen kom nogle piger ridende på en hest ført af hestens ejermand, nogle var ved at gøre en bueskydningsbane klar, på en minibane var der far/søn fodboldkamp og på den store hoppepude var der masser af børn. Voksne siger, at det er rart at have fast grund under fødderne. Børnene klarer sig øjensynligt godt eller i hvert fald sjovt på usikker grund. Alt dette foregår lige uden for feriehusene, så med lidt held kan man som voksne sidde på terrassen og slappe af med udsigt over børnene.
Skulle børnene, de unge og forældrene få den idé, at de vil være fælles om en aktivitet, så må det bedste tilbud være badelandet. Eller hvad med en cykeltur langs vadehavet til Esbjerg, besøg hos en kartoffelavler, en gang bowling, en tur til Rømø eller en julekoncert med Stig Rossen d. 15. december.