Mindeord om fodbolddommer Peter Mikkelsen (1. maj 1960 – 30. januar 2019)
Helte er noget man anskaffer sig som barn, hvor der ingen grænser er for fantasien og drømmene, og hvor man selv er et kar fuldt af muligheder, som ingen ved , hvad skal blive til.
I sommeren 1990 blev fodbolddommer Peter Mikkelsen min helt. Det var ved VM slutrunden i Italien. Jeg sad klistret til skærmen og lod bolden rulle og fløjten lyde. Vesttyskland har lige lammetævet Jugoslavien med 4-1 i et brag af en kamp, og det er 30-årige Peter Mikkelsen i topform som deler sol og vind lige på Giuseppe Meazza i Milano. Hvilken iøjnefaldende bedrift. Han sætter ikke en fod forkert. Smilin´ Peter er min helt.
Peter Mikkelsens ubesværede og suveræne stil var den stor åbenbaring i ellers ikke særlig minderig VM slutrunde i Italien, og han var bestemt i spil til finalen. FIFA valgte dog at ”spare” ham til den næste store slutrunde; VM i 1994 i USA. Peter Mikkelsen blev efterfølgende af Den Internationale Forening for Fodboldhistorie og Statistik (IFFHS) kåret til verdens bedste fodbolddommer i 1991 og 1993. Senere blev han også udråbt til 90’ernes allerbedste fodbolddommer. Peter Mikkelsen var et lys i et dansk fodboldmørke, mens Det Danske Fodboldlandshold tog sig nogle sabbatår fra den store fodboldscene. Danmark var på verdenskortet, og vi kunne kalde os verdens bedste. Det er ikke hver dag, vi kan bryste os af det.
Peter Mikkelsen var forud for sin tid, den måde han dømte på. Derfor var han den bedste dommer, vi nogensinde har haft. Det faldt ham naturligt at lede mennesker og lede en fodboldkamp. Peter Mikkelsen var en naturlig leder med masser af autoritet, men også en leder med en imponerende evne til at være i øjenhøjde med den enkelte i en forståelse af, hvordan denne enkelte passer ind i det store billede.
Jeg fulgte selvfølgelig min helt i tykt og tyndt i den danske bedste fodboldrække og ved de mange internationale topkampe, hvor Peter Mikkelsen satte nye mål og standarder, og jeg så frem til sommeren 1994. USA var vært ved verdens største fodboldfest, og Peter Mikkelsen skulle være festens midtpunkt.
Den 17. juli 1994 slog det imponerende stadion, Rose Bowl i Pasadena, Californien, dørene op til en på forhånd imødeset og storslået VM-finale mellem Brasilien og Italien. Solen skinnede flot, 91.000 tilskuere var på plads og millioner af tv-seere var klar til kamp. Alt tegnede perfekt. Men hvor var Peter Mikkelsen? Det hele var tegnet og tilrettelagt til kronen på værket. Den blonde dansker havde gjort det fremragende i turneringen og var klart den bedste af alle dommere undervejs og til at lede finalen. Men et komplot og drama kun få dage forinden havde spændt ben for det mest indlysende dommervalg til finalen i hele VM’s lange historie. Danskeren var havnet som sorteper i en intern politisk magtkamp mellem FIFA’s magtfulde brasilianske præsident, Joao Havelange, og medlemmer af den dommerkomite, der skulle udpege finaledommeren. Dommerkomiteen pegede på danskeren. Men Havelange havde en paranoid frygt for, at Italien ville få en fordel i finalen med Peter Mikkelsen som ophavsmand, men mon ikke det i lige så høj grad handlede om at sætte nogle FIFA-delegerede på plads. Præsidenten fik desværre det sidste ord, og de brasilianske benspænd satte ungarske Sandor Puhl i spidsen for finalen. Det var en hån mod alt, hvad der hedder fair play i fodbold og mod retfærdighed. Sandor Puhl var bestemt en kompetent topdommer – han blev kåret til verdens bedste flere gange – men ungareren overså VM’s måske største svinestreg, da han helt uforståeligt i kvartfinalen undlod at udvise Italiens Mauro Tassoti for en bevidst albue-knock-out i hovedet på spaniernes Luis Enrique! FIFA gik ind bagefter ind og idømte den italienske voldsmand otte spillerdages karantæne. Allerede her burde Sandor Puhl være ude af billedet til flere kampe.
Og finalen. Ja, den blev en fuser. Havelange fik sit VM guld til Brasilien, da Roberto Baggio blæste bolden hjælpeløst langt over mål på italienernes sidste forsøg i straffesparkskonkurrencen, men verdens tilskuere derimod blev vidne til en af historiens kedeligste finaler. Jeg er stadig af den overbevisning, at havde Peter Mikkelsen fløjtet den finale, var det måske stadig brasserne der ville løfte pokalen til sidst, men så havde vi alle bestemt fået en meget bedre og mere offensiv, underholdende slutkamp. Peter Mikkelsen var sådan en dommer og karismatisk dygtig leder på banen, der altid fik det bedste frem i andre menneske. Han fik altid spillerne til at yde deres ypperste. Det gjorde de to holds spillere næppe den famøse eftermiddag, den 17. juli 1994 i Californien.
Det var nogenlunde på samme tid, at jeg begyndte min egen beskedne dommergerning på Langeland og Fyn. Jeg tænkte altid på Smilin´ Peter, når jeg trak i den sorte dommertrøje og ville gerne gøre samme stærke indtryk på fodboldbanen. Den naturlige evne til at gå ind og lade spillet køre og uden at blande sig for meget. Men også at give spillerne lov til at komme ud med deres frustrationer og lade dem afreagere. Sidst men ikke mindst, at man kan stå frem, hvis man har lavet en fejl og beklage frem for at pakke det ind. Egenskaber, som Peter Mikkelsen mestrede til fulde. Dertil var han i sindssyg god form fysisk. Lad mig sige det diplomatisk; jeg prøvede, så godt jeg kunne.
Mit højdepunkt kom i 2005, da jeg under et længere ophold i Bhutan, det lille buddhistiske kongerige i Himalaya, både fik lov at træne dets landshold, som på det tidspunkt skrabede bunden og lå nummer 198 på FIFA’s verdensrangliste samt fik ansvaret for at passe fløjten til diverse kampe og turneringer. Det var første gang, fortalte formanden for det lille Bhutanetiske Fodboldforbund, at en europæer fik lov at dømme lokale fodboldkampe, heraf en pokalfinale. Jeg blev ligeledes også den første fodbolddommer i landets historie, der uddelte et rødt kort! Jeg måtte bagefter stå skoleret for flere ledere, trænere og spillere og forklare og begrunde min beslutning om at vise en målmand ud for at stoppe bolden bevidst uden for feltet med hænderne på en friløber mod tomt mål. Jeg forklarede gentagne gange, at det var europæisk praksis, og at jeg havde min viden og erfaring ved at følge mit forbillede Peter Mikkelsen. Sådan ville verdens bedste fodbolddommer gøre i 90’erne. Men danske Peter Mikkelsen havde de glade amatørfodboldspillere og ledere aldrig hørt om. I et land, hvor mange skolebørn i de små bjerglandsbyer aldrig har oplevet og set en bil eller en flyvemaskine i virkeligheden, var eksponeringen af fodboldhelte og topfodbolddommere på det tidspunkt ikke så udbredt. Ganske forståeligt. Bhutaneserne fik således først lov til at indføre og købe fjernsyn i 1998. Den fodboldglade konge ville gerne se VM i 1998 fra Frankrig. Det var efter Peter Mikkelsens epoke. Men jeg fik min pokalfinale i Bhutan.
Peter Mikkelsen fik aldrig sin VM finale, men han tog det pænt. Smilin´ Peter tog i det hele taget altid modgang og nederlag pænt, altid med et smil på læben. Det var hans varemærke og mantra i livet. Peter Mikkelsen stoppede sin aktive og flotte dommerkarriere i 1998. Han fortsatte sin ildhu på sidelinjen i mange år efter som dommerbedømmer, dommerudvikler og ambassadør for UEFA. Også kræftsygdommen i 2014 og den svære tid der fulgte, valgte Peter Mikkelsen at tackle med et åbent og positivt sind. Det kan vi andre lære meget af.
Jeg nåede aldrig at træffe Peter Mikkelsen personligt. Men det var tæt på. Igennem min tidligere kollega og ven, forfatter Simon Kratholm Ankjærgaard, fik jeg kontakt til mit forbillede i foråret 2018. Det var i forbindelse med Simon Kratholm Ankjærgaards udgivelse af den flotte biografi om Peter Mikkelsens liv og gøren; ”Mit liv i sort”. Den mest sympatiske bog, jeg har læst i hele 2018. Ved den lejlighed fik jeg også en autograf signeret. I løbet af efteråret aftalte jeg med samme forfatter et lille besøg hos Peter Mikkelsen, hvor vi kunne snakke lidt om ungdomsårene i hans hjerteklub Fremad Amager, hvor det hele startede. Hvor klubben hurtigt fandt ud af, at her havde man med den fødte leder at gøre, og hvor han fungerede som ungdomstræner i mange år. Han blev senere en dygtig målmand, inden dommergerningen kaldte. Men helbredet satte en stopper for interviewet og ikke mindst for min drøm om at møde mit idol. Peter Mikkelsens kræftsygdom blev kun værre, og pludselig gik det hele meget stærkt. Den 30. januar 2019 sov Peter Mikkelsen stille ind. Han blev blot 58 år. Men hvilket aftryk. Helte skal forårsage, at danskerne forandrer sig en smule, traditionelle tankegange afbøjes, påvirke sine omgivelser og skabe noget. Helte skal være et beundret forbillede. Peter Mikkelsen opfylder det hele i min verden.
Peter Mikkelsen er nu i sit Himmerige. I denne jordiske verden, hvor man ofte må kigge langt i vejviseren efter retfærdighed, er Apostlen Sankt Peter den retfærdige dørmand, der står og tager imod ved porten til himlen. Ingen brasilianske benspænd, politiske rævekager eller anden dårlig karma slipper igennem nåleøjet. Jeg bærer troen på, at verdens bedste fodbolddommer nu endelig og fortjent får sin store finale i sit Himmerige. Den finale, som han blev snydt for ved VM 1994.
Stor tak til forfatter Simon Kratholm Ankjærgaard og bogforlaget Frydenlund for inspiration og lån af fotos.
