Søger udfordringer og er omstillingsklar til nye kulturer

af | 28 september 2022 | Færøerne

Da Michael Schjønberg efter skolegangen blev vodbinder i Esbjerg og senere også jord- og betonarbejder, mens han spillede fodbold i Sædding Guldager og fra junior i EfB var der næppe nogen, som troede, at han ville komme til at spille 44 landskampe, kampe i Kaiserslautern, som han blev tysk mester med, og Hannover 96 og senere blive superligatræner og træner i de to tyske klubber, som han havde spillet for. Ud over EfB spillede han i Danmark også for OB, hvor han i ”Miraklet i Madrid” lagde op til det ene af OB’s to mål. Han havde ved egen vilje udviklet sig til den hårdtarbejdende midtbanespiller, som andre måske ikke havde set muligheder i, da han var ung. Med jobbet som anfører i Kaiserslautern må klubben jo have set nogle lederegenskaber hos Michael. Så han toppede egentlig ret sent.

Michael Schjønbergs fodboldkarriere har også øvet ham i at blive omstillingsklar til en ny kultur ud over de to tyske kulturer, hvor han hurtigt fandt ud af, at man først blev rigtigt accepteret, når folk hørte ham tale tysk, så når han, konen og børnene var ude af huset talte de tysk til hinanden. Også den sjællandske kultur lærte han. Først i Herfølge, som han trænede på et niveau, som klubben i samarbejdet med Køge ikke har nået senere. Vestsjælland trænede han, da han vendte hjem fra Tyskland, i Superligaen, men i dag eksisterer klubben ikke mere.

Den norske kultur oplevede han, da han fra 2013 – 15 var i henholdsvis Vålerengen og Nest-Sotra. Den fynske fodboldkultur genoplevede han i de følgende år i Svendborg og Aarup. Det var i disse år han også havde et job i Assens Kommune med sårbare og udsatte unge. Her må Michael have ramt plet i sin måde at behandle dem på. Han hjalp med at få sat struktur på de rodløse unge, og han kom ikke som den bedrevidende, men satte sig ind i deres situation og hjalp dem derudfra. Flere senere henvendelser med tak fra de unge har fået Michael til, som han selv siger, at tænke på det hele menneske, gå i dialog med dem og vise forståelse for deres liv. De vigtige trænerredskaber som kendskab til mennesker, egen fodboldfærdighed og fodboldviden kan fås på flere måder. Michael har gennemført hele DBU træneruddannelsen og afsluttede sin P-licens med at sammenligne dansk børnetræning med tysk børnetræning.

Michael Schjønberg cheftræner for 07 Vagar i den bedste færøske række
Michael Schjønberg cheftræner for 07 Vagar i den bedste færøske række

Mødet med den færøske kultur og vejr

Fra Fyn gik det nordenfjords til Vendsyssel, hvor der sidste år – som nok alle ved – var mere kaos og manglende struktur og ikke jysk kultur, som var dominerende. Men Michael nåede målet med Vendsyssel at blive i 1. division. Der sluttede Michael efter én sæson sidste år.

I år startede han så som cheftræner for 07 Vagar i den bedste færøske række. I bogstavelig betydning fik Michael en stormende modtagelse. Øen Vagar ligger i den nordvestligste del af Færøerne, som et efter færøske hold fladt land, så Atlanterhavets vind blæser uhindret ind over øen. Her oplevede han vinden tage fat i 11-mandsmålene og flytte dem adskillige meter, inden de blev stoppet. Beboerne kalder til gengæld øen for solskinsøen, da den ikke har noget fjeld til at løfte skyerne op og give regn. Så udsigterne til varieret vejr og kun 6 spillere til den første træning d. 20. januar lagde op til, at Michael skulle få opfyldt sine ønsker om udfordringer.

Vil udvikle klubben på Vagar

Michael har indgået en aftale med 07 Vagar for to år, så der kan arbejdes lidt mere fremtidsrettet, end man normalt ser med danske trænere, som normalt kun har en aftale på 1 år. Klubben har nogle gode ungdomsspillere, som han gerne vil være med til at føre ind på holdet. Med 4 U17-spillere i landsholdstruppen har 07 Vagar flest spillere med. Man har også 4 unge danske spillere i truppen blandt andet den tidligere OB’er Daniel Obbekær, som har været med på U17- og U19-landsholdene.

Disse unge spillere, som har været med i Akademi-uddannelsen kan tilføre vigtige tekniske kvaliteter til truppen og allerede som unge spillere være lidt af et forbillede. Mange unge på 19 – 20 år bruger et halvt år på at tjene penge og et halvt år på at rejse ud og opleve andre kulturer. Tager man et år på Færøerne kommer man til at opleve en anden kultur og finder man et job ud over spillerjobbet fx som pædagog på skolen eller som bilvasker, får man oplevelse, penge og erfaring. En af dem har fået en ekstra gevinst – en færøsk kæreste.

En 32-årig spiller med god erfaring havde meddelt klubben, at han med tre børn ønskede at stoppe med at spille fodbold, hvilket jo er forståeligt med 5 gange træning om ugen. Med en karriere i Tyskland kunne man måske forvente, at Michael vil sige: Kun de, der kommer til træning, kommer på holdet. Men hans motto er: Først familien, så arbejdet og først derefter fodbold. For ham er familien det vigtigste, så for at bevare respekten spiller og træner imellem må det gælde for begge parter!! Aftalen er så, at den 32-årige spiller, kommer til den træning, han kan overkomme, for han har nogle fodboldkompetencer, som andre med nok så mange træningstimer ikke kan erstatte.

Øen Vagar ligger i den nordvestligste del af Færøerne
Øen Vagar ligger i den nordvestligste del af Færøerne

Årets test bliver semifinalen mod Klaksvig

Når man kører ad vejen (Der findes kun denne) fra øst mod vest på Vagar, kommer man først til Sandavagur, hvor Michael bor i et stort flot hus med fantastisk udsigt med sin hund og sin kone, mens resten af familien er i Danmark. Derefter Midvagur, Lufthavnen og Sørvagur. Det er første og sidste bygd, som er gået sammen i 07 Vestur, men med kunstbane i begge byer. Stadion er banen i Sørvagur med flotte faciliteter – oven i købet med planer om udvidelse. Anlægget og klubfaciliteterne ligger i toppen af den færøske liga. Placeringsmæssigt ligger holdet omkring midten. I pokalturneringen er man i semifinalen, hvor man uheldigvis trak Klaksvig, som allerede nu har sikret sig mesterskaber, men den første semifinale sluttede sensationelt uafgjort 2 – 2. Der bliver garanteret tomt på vejene på Vagar, når returopgøret spilles. På Vagar hjælper man hinanden, siger Michael, man bekymrer sig om hinanden, man holder øje med hinanden. Det er godt, lige indtil man dummer sig, for så løber rygterne. Michael må øjensynligt befinde sig godt i Sandavagur, for indtil nu har han kun været i ”storbyen” Torshavn to gange.

De, der har midlerne, hjælper

Man kan nogle gange ofte undre sig over de mange fine idrætsfaciliteter, de kun godt 50.000 mennesker på Færøerne kan nyde godt af. Men der er mange rige mennesker på øerne, siger Michael, og de hjælper godt til i sportens verden. Det skal nok forstås sådan, at både i Danmark og på Færøerne er man enige om, at de brede skuldre skal bære mest. Men mens det i Danmark er sådan, at det er staten, som indkræver pengene fra de rige og derfra uddeler penge til dem, de mener, har behov, yder de rige på Færøerne penge til gavn for de mennesker i den egn, bygd eller by, hvor de bor og kender hinanden.

Busture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSportConcept InternationalWinther Sport og Fritid.Læs mere om Formthotics påBoldtour og EventSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDdbuSkaerbaekcentretteamsports.comVerona Cup