Politikerne vil gerne have folk til at arbejde videre efter pensionsalderen gerne på nedsat tid og i et arbejde, der passer til deres fysiske evner. Det er til gavn for den enkelte persons velvære, men også til gavn for samfundet. Sådanne personer findes overalt i landet i fodboldklubberne. Man tænker ikke så meget over det i hverdagen, for det er ofte noget arbejde, som bliver lavet, mens børnene er i skole og de voksne på arbejde.

Sådan en person er Knud Andersen, som i 1977 flyttede fra Randers, hvor han er født, til Assentoft, et forstadskvarter sydøst for Randers. Han spillede selv fodbold som barn og som voksen og havde også tid til at rejse rundt i landet og se ”rigtig” fodbold som tilskuer på stadions. Dengang blev der ikke sendt danske fodboldkampe i tv, for det ville holde tilskuerne væk.

Forældretræner

Da hans egne sønner blev store nok, ville de jo også spille fodbold i Assentoft, og så var det naturligt for Knud at påtage sig trænerarbejdet. Gradvis kom han også med i lederarbejdet i klubben og har haft mange forskellige funktioner i godt 40 år. I dag har han titlen: Bane- og områdeansvarlig, hvilket indeholder ansvar for de 16 baner incl. opkridtning samt vedligeholdelse af stadion. Derudover har han kontakten til Randers Kommune.

Dette arbejde har han haft siden han for 6 år siden solgte sit firma og gik på pension. Man mærker tydeligt, at det er et arbejde, han nyder. Han bruger i gennemsnit 15 timer pr uge på at gøre alt klart til spillerne og trænerne, så de kan koncentrere sig om deres arbejde. Han nyder at kunne planlægge sit arbejde selv. Han skal kun samarbejde med den mand, som kommer og klipper græsset.

Stolt over at se tidligere Assentoft-børn i større klubber

Knud har det lidt svært ved, at han bliver kaldt en ildsjæl, hvilket for øvrigt var Karsten Mogensens idé, tidligere formanden for Randers Fodbolddommerklub. Han føler bare, at han er et lille led i en stor kæde, som får S.I.F. Fodbold Assentoft til at fungere med ca. 400 medlemmer, som især er børnespillere op til U16. Herreseniorafdelingen er knap så stor og spiller i serie 3, 5 og 6 samt oldboys.

Lidt stolt bliver Knud, når byens store klub Randers F.C. har fået øje på en spiller i klubben. På flere superligahold og 1. divisionshold har man kunnet se spillere fra S.I.F. Assentoft. Ikke langt fra Assentoft kommer den kommende landsholdstræner, Kasper Hjulmand, fra, så man kan godt præstere derude øst og sydøst for Randers.

Sponsorpengene skal blive til klubhus

Man mærker tydeligt, at Knud er stolt af sit anlæg, hvor der på stadion er reklamebander hele vejen rundt og i målenderne oven i købet i flere lag. Ved indgangen til stadion hænger en stor bandereklame for ”home”, hvor også Knuds datter, tidligere håndboldspiller i klubben, blandt andre er afbildet. Jo, man hjælper hinanden. De to sønner, som Knud også trænede, bor stadig i området og har relation til sport og sponsorering. Den ene er endog formand i klubben. Det kan måske være derfor, at den trods alt lille klub årligt henter en pæn pengesum hjem på bandereklamer. Dem vil man f.eks. meget gerne bruge til et ”nyt” klubhus.

Knuds far spillede fodbold og fik gjort Knud interesseret i livet i en fodboldklub. Den interesse, respekt og taknemlighed er givet videre til tre børn, som på forskellig vis giver noget tilbage.

Fandt også plads til at være dommer

Som om Knud ikke havde arbejde nok i klubben, begyndte han for 16 år siden som 53-årig at dømme kampe for DBUJylland. Det er nu blevet til i alt ca. 700 kampe. Da en dommerbedømmer en dag iagttog ham, havde han ud for alle punkter skrevet fint – lige bortset fra sidste linje, hvor han havde skrevet: Er startet for sent!!

Men Knud havde ingen ambitioner om at få kampe på højere niveau; han nyder spillet – ligegyldig, hvem der spiller og sætter en ære i at være tæt på spillet på banen, så han viser seriøsitet selv om spillernes niveau kunne give en dommer anledning til også at slække på seriøsiteten. Til gengæld oplever Knud så her i modsætning til i klubben, at man kan være uden for et fællesskab, når han efter en kamp sidder i sit lille rum og til begge sider kan høre holdene have det sjovt. Men dette er en dommers lod.

Knud har det bedst, når han kan gå alene ude på de 16 baner og kridte dem op. Han har egentlig mere glæde ved at tale om klubben end om lige sit arbejde. Det gælder om, at spillerne og trænerne skal have det godt. Men det er vel det samme som, da han havde sit eget firma: Er kunderne tilfredse, er det succes.