Spillerne skal vise mod

af | 28 maj 2019 | Tæt på

Dansk Træner Union er på besøg i Danmarksserieklubben Karlslunde IF, hvor vi får en god snak med cheftræner Henrik Johannesen om forventninger til sig selv og spillerne. Og nøgleordet er; mod.

Henrik Johannsen, 49 år, er på andet år cheftræner i Karlunde IF i Danmarksserien. Han startede sin fodboldopvækst i selv samme klub, hvor han senere uddannede sig til træner. Han har deslige været seniortræner i Avarta og U19-træner i B93.

Hvorfor blev det fodbold?

– Jeg har altid spillet fodbold. Jeg husker, at min Far, der var leder i en klub ved Frederikssund, altid slæbte mig med ud til kampe og til træning, så fodbold har altid været der. Som aktiv nåede jeg at spille i Sjællandsserien for Karlslunde IF. Men efter fire nedrykninger i træk valgte jeg at gå trænervejen og blev ungdomstræner.

Hvorfor kom du tilbage til Karlslunde IF ?

– Da stillingen blev slået op, blev jeg fristet af klubbens visioner og mål. Samtidig kender jeg mange personer og er stedkendt efter mine mange år i klubben. Det skal ikke lyde som om, det er at komme hjem, men det er vante omgivelser, og det kan være ringen skal slutte her i Karlslunde IF. Jeg har i hvert fald glad for udfordringen og har fået en god modtagelse.

Hvordan vil du beskrive klubben?

– Vi er stadig en landsbyklub. Det kan jeg godt sige uden at træde nogle over tæerne. Det der tiltaler mig ved Karlslunde IF er, at ledelsen har fremlagt en vision og en beskrevet femårs plan, der gerne skal udmønte sig i en oprykning til 2. division. Det vil jeg gerne være med til at realisere. Samtidig oplever jeg, at vi har en masse personer og frivillige i klubben, som yder en kæmpe indsats og gerne vil være med til at gøre den forskel, det kræver.

Du kom fra en position som U-19 træner i B93. Hvad er den største forskel på at træne ungdom og nu senior?

– Der er en kæmpe forskel. I B93 trænede jeg spillerkompetencer og individuelle færdigheder, mens jeg i seniorverden er mere fokuseret på taktiske kompetencer, fordi der er det point, der står på spil og ikke udvikling. Jeg prøver dog i Karlslunde IF, at det skal gå hånd-i-hånd. Vi skal have resultaterne, men vi skal også udvikle spillerne. Seniorer vil gerne træne med høj intensitet, hvorimod ungdomsspillere gerne vil udvikles og vide, hvordan de skal gøre for at blive bedre.

Hvordan ser en typisk træningsdag ud for dig?

– Træningen er differentieret i forhold, til hvad dag det er. En typisk mandagstræning er en præstationstræning, hvor vi har grundig opvarmning, udstrækning og tekniske øvelser med fysioterapeuten. Onsdagens træning er mere fysisk præget, hvor vi hæver intensiteten og træner possessionfodbold, intervalspil og taktisk forståelse. Torsdag er finpudsning, hvor vi holder intensiteten og slutter med kort intervalspil for at spillerne skal føle, at de har arbejdet højt.

Henrik Johannesen, Karlslunde IF
Cheftræner Henrik Johannsen i aktion på sidelinien for Karlslunde IF i Danmarksseriekamp mod Taastrup.

Hvad er det for en trup i Danmarksserien, du har med at gøre?

– Det er primært unge spillere med en gennemsnitsalder på 20 ½ år. Jeg synes, vi har et godt set-up og en talentfuld trup, som selvfølgelig kan blive stærkere, men vi har ikke midlerne til at hente bedre spillere. Så jeg er tilfreds. Men jeg synes imidlertid ikke, at vi i denne anden halvsæson har været gode nok til at forvalte vores favoritværdighed, og det nogle gange måske kan ligne, at vi mangler noget rutine på holdet. Men omvendt har vi også valgt at sige, at en ældre rutineret spiller ikke passer ind i en ung trup. Min assistenttræner Jesper Myhrmann og jeg tror på vores projekt, og at de unge spillere er den vej, vi skal. Så må vi acceptere, at vi nok ikke undgår lidt udfald. Det er bare vigtigt, at vi får tiltalesat de udfald, vi har, og får talt om, hvorfor der opstår udfald. Jeg går ikke ind for at dunke spillerne oveni hovedet. Det ligger mig mere på sinde at coache spillerne og forklare, hvad de skal gøre – i stedet for at fremhæve det, de ikke skal gøre.

Hvad lægger du vægt på som træner?

– Alt hvad jeg foretager mig – også i forhold til træningen – handler om mod. Spillerne skal vise mod overfor mig. De skal ikke skal gemme sig, og de skal tage de beslutninger, som er de sikre. Vi har et ordsprog i klubben; ”at hvis talentet ikke arbejder hårdt, vil hårdt arbejde slå talentet”. Vi vil gerne have spillere, der viser mod og hårdt arbejde. Begrebet ”mod” er et gennemgående mantra igennem hele min trænerkarriere.

Hvilket udtryk vil du gerne vise på banen?

– Jeg arbejder stenhårdt på, at vi skal være i possession og være boldbesidder. Jeg har tidligere været assistent i 2. division, og jeg gider ikke se sådan noget ”sunday league fodbold”, typisk 2. divisionsfodbold, hvor man bare sætter bolden på spil, spiller til duel, lange bolde og samler op på andenboldene. Sådan noget gider jeg ikke i Karlslunde IF. Jeg vil have, at spillerne bygger op og er  spilstyrende, og det ikke sker i fjerdesals højde, men vi skal lære og spille langs jorden. Det spilkoncept går jeg ikke på kompromis med. Man kan nuancere det, men vi kommer ikke til at spille kick and rush.

Hvad er dine egne ambitioner?

– Mine ambitioner er at træne på så højt et niveau, som muligt. Men i og med at jeg ikke har været cheftræner på seniorniveau i så mange år, så kan det godt være, at tiden løber fra mig, fordi jeg ikke er 35 år mere. Jeg mener dog, at jeg har kompetencerne og udtrykket til at træne på et højere niveau – også set i lyset af, at jeg planlægger at tage en P-licens træneruddannelse.

Hvad er dine ambitioner for klubben?

– Hvis jeg kigger på vores første halvsæson i år og som spillermaterialet og talentet tegner sig, så er en oprykning til 2. division realistisk. Men det kræver sandsynligvis et par nye profiler mere til holdet udefra, og at vores topspillere præsterer hver gang, samt at vi skal være bedre til at forsvare os. Vi lukker for mange mål ind. Men ja, hvis alt flasker sig, vi undgår for mange skader, advarsler og karantæner, som desværre lidt har ødelagt denne halvsæson, så er det bestemt muligt at opfylde klubbens målsætning om oprykning.

Hvordan er holdningen til et samarbejde med f.eks Greve Fodboldklub?

– Det kommer nok aldrig på tale. Der ligger simpelthen for meget historik og næsten had mellem de to klubber til at starte et samarbejde. Nej, vi er rivaler, og de kampe man ikke vil tabe, det er netop til Greve.Vi har i mange år været ”lillebror”, men vi synes, at vi nu er ved at overhale dem i hvert på seniorsiden. Hvorimod de nok stadig er en smule foran på ungdomsiden.

Har du et godt råd til en person, som drømmer om at blive træner?

– Du skal besidde overbærenhed, være rummelig og kunne tåle at høre på meget fra spillerne uden at bære nag. Hvis du ikke kan kapere at få kritik fra mange steder, så skal du nok vælge en selvstændig sportsgren. Samtidig skal du kunne sætte dig i respekt og give en skideballe, når det er påkrævet. Men vigtigst; det kræver at du har dit bagland i orden i forhold til at investere i sig selv og sin uddannelse, at du har familien med og de bakker én op hele vejen, ellers kan det blive en forhindring. Det siger jeg, fordi det i mange år har holdt mig tilbage, slutter Henrik Johannesen.

Winther Sport og Fritid.SkaerbaekcentretLæs mere om Formthotics påBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDVerona CupSportConcept Internationalteamsports.comBoldtour og Eventdbu