Sportigan Hurup – Thisted

af | 27 februar 2023 | Samarbejdspartner

For nylig kunne Johnny Andersen fejre 25- års jubilæum i sin butik Sportigan i Hurup – og det som blot 40-årig. Så skulle der være nogen, som ikke kunne komme til jubilæet, må de jo forsøge til 50- års jubilæet. Med den stigende pensionsalder bliver det måske også til 60 år i samme butik. Som 15-årig begyndte Johnny i butikken som bydreng, så dette arbejde samt to ugers praktik i folkeskolen var nok til, at han blev ansat.

Den 1. januar 2011 gik Johnnys arbejdsgiver på pension og han købte butikken, hvor der er privatbolig på etagen ovenover i midtbyen i Hurup. Godt og vel to år senere – d. 4. marts 2013 – overtog Johnny Sportigan i Thisted, som ganske vist er en noget større by end Hurup, og der er i alt 4 sportsbutikker – endnu i hvert fald.

Kundekontakt er det vigtigste

Man mærker tydeligt, at det er kundekontakten, som Johnny brænder for. Et job i en butik ved kassen, hvor den eneste kontakt med kunden er: ”Hej”, ”Vil du ha’ bonen?” og ” Ha’ en god dag”, ville være døden for Johnny. Kommer der en kunde ind i butikken, prøver Johnny at sætte sig i kundens sted, så han/hun får den rigtige vare til den rigtige pris. Det kan jo også være, at kunden allerede hjemmefra har taget en beslutning om en vare, men når Johnny så viser ham/hende andre muligheder også, kan det jo være, at han/hun er blevet klogere og tager en anden vare end egentlig planlagt, og derfor går taknemlig hjem fra besøget.

Johnny har boet i Hurup hele sit liv og han begyndte som kammeraterne at spille fodbold som 8-årig og gør det stadig en gang imellem som enten målmand eller markspiller, men med knap så meget tidsforbrug som tidligere.

Arbejder som en god børnetræner

Johnnys job minder på sin vis meget om en god børnetræners. Gør man kunderne/børnene glade, går snakken og der kommer flere næste gang. Man skal ikke gøre sig til eksperten, der ved bedst selv. Nej man skal sætte sig i kundens/spillerens sted og vejlede og hjælpe derudfra. Kundens/spillerens succes er ens egen succes. Man skal ikke tælle timer og penge; glade ansigter tæller mere. Kunsten er så, at alle ansatte i de to butikker har samme holdning. Kundepleje er ikke bare noget, man kan lære, siger Johnny. Det er noget, man har liggende inde i sig.

Det, at Johnny hele sit liv har færdedes i en idrætsforening, har også givet ham et indtryk af det store arbejde, som mange frivillige yder til gavn for andre – ja for hele byerne. For disse ildsjæle og frivillige har han valgt, at de kan kontakte ham det meste af døgnet. Det er vigtigt for Johnny, at de frivillige kan kontakte ham fx tirsdag aften, når de er til træning og finder ud af, at der mangler bolde. Så har de givet opgaven videre til mig, og jeg tager mig så af opgaven, så snart det er muligt, fortæller Johnny.

Hellere mange mindre end få store

Sportigan Hurup-Thisted har samarbejde med 30 – 40 klubber både indendørs og udendørs, og blandingen af de forskellige sportsgrene er ikke tilfældig, da deres behov for indkøb ligger på forskellige tidspunkter på året. Skoler og virksomheder køber også hos Sportigan samt naturligvis private kunder. Johnny ser hellere mange mindre end få store kunder, da det giver et bedre flow hen over året og mindre økonomisk risiko.

At drive forretning er ikke bare noget, man lærer en gang for evigt, man må hele tiden udvikle sig, siger Johnny, hvis man vil leve op til kundernes ønsker. Det er også det, han brænder for, siger han. Det er svært at sidde stille.

Sportigan i Hurup
Sportigan i Hurup

Så muligheder, da coronaen hærgede

En lidt speciel udfordring kom der jo med corona-krisen, hvor kunderne ikke måtte komme ind i butikken, men så kunne Johnny jo køre ud til kunderne og tilbyde de lidt ældre varer til kunderne til en pris, som Johnny ikke tjente penge på, men det var nok en god investering til tiden efter coronaen. Med passende afstand mellem Johnny og kunden blev der sikkert indgået mange gode handler for beboerne i Hurup.

Sportigan Hurup-Thisted beskæftiger i alt 6 medarbejdere, og den gode kundeservice står øverst på deres fælles top prioritering.

Verona Cupteamsports.comBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaLæs mere om Formthotics påSportConcept InternationaldbuWinther Sport og Fritid.SkaerbaekcentretSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDBoldtour og Event