Stor begejstring i Split

af | 21 september 2021 | Betalt / Gratis

I Kroatien elsker kroaterne deres fodboldlandshold. Det fik Dansk Træner Unions udsendte at opleve en varm september sommeraften i Split til landskampen mellem Kroatien og Slovenien. De kroatiske tilskuere giver mange pæne ord med på vejen til det danske fodboldlandshold og til Christian Eriksen, men de kommer næppe til at gå de danske fans i bedene og kaste øl op i luften ved scoringer. Efterfølgende fangede vi det Kroatiske Fodboldforbunds PR-chef til nogle spørgsmål.

Der var dækket op til fodboldfest på det flotte Poljud Stadion i Split, hvor byens stolthed Hajduk Split til dagligt hører hjemme. Det kroatiske fodboldlandshold var den 7. september værter i VM kvalifikationsopgøret mod naboerne fra Slovenien, og det var vel at mærke med Dansk Træner Unions skribent på tribunen.

Hjemmepublikum i alle aldre var på plads flere timer før kick-off og varmede passioneret op i en lydkulisse, der selv ville få Roskilde Festivalen til at se misundelig til. Et hav af kampråb, slagsange, trommer og hornmusik bølgede frem og tilbage under ledelse af en opstemt stadionspeaker og en konferencier på grønsværen. Stemningen tog nye højder, når storskærmen hyldede nuværende og tidligere kroatiske stjernespillere og viste videoklip fra mindeværdige kampe. Selvfølgelig poppede 1/8-dels finalen fra VM i 2018 mellem Kroatien og Danmark til stor jubel op på storskærmen. Det endte jo for Danmark i et smerteligt straffesparksnederlag, hvorimod Kroatien strøg videre helt i finalen, hvor festen sluttede mod verdensmestrene fra Frankrig.

Trommer, trompet, fællessang og kampråb, da passionerede kroatere varmede op til kampen. (Foto: DTU)
Trommer, trompet, fællessang og kampråb, da passionerede kroatere varmede op til kampen. (Foto: DTU)

I det hele taget kunne man mærke på flere af de kroatiske fans, at det danske fodboldlandshold er noget særligt på disse breddegrader. Der er en fin og respektfuld omtale af dansk fodbold og de danske spillere, især efter det før omtalte dramatiske møde ved VM i 2018, efter at Parken i København lagde græs til EM-slutrunden og ikke mindst efter sommerens imponerende danske EM-succes, der gav genlyd i hele Europa. Mange spurgte til Christian Eriksens situation og helbred og ønskede ham kun det bedste. Men de kroatiske tilskuere rystede dog omvendt noget på hovedet over det danske publikum, når de ved fejring af et mål kaster deres øl op i luften. Den hang forstår man ikke rigtig. Som en kroatisk fan sagde: ”Vi kommer her med hele vores familie. Vi har børn og bedsteforældre med. Børn og ældre skal ikke opleve at få øl på sig. Samtidig synes vi, at det er synd og skam, at vores lokale øl skal gå til spilde. Det smager det for godt til”.

Så det forblev en tør og varm aften fra oven, mens øl, popcorn og masser af smøger – rygning er ikke forbudt på stadion! – røg indenbords til lækre kroatiske kombinationer og målshow på grønsværen. En medrivende fodboldfest, hvor selv undertegnede til sidst måtte glemme de rød-hvide danske briller og klappe med, sluttede med en flot 3-0 sejr til de kroatiske helte. Alle var glade. Kroaterne elsker deres landshold endnu mere efter den aften i Split.

Tomislav Pacak, PR-chef for det Kroatiske Fodboldforbund (HNS), nummer to fra venstre, under pressemødet før VM-finalen i 2018. Ved hans side sidder den kroatiske landstræner, Zlatko Dalić, der med succes har stået i spidsen for det kroatiske landshold siden 2017. Og yderst til højre ses den kroatiske stjernespiller Luka Modrić. (Foto: HNS)
Tomislav Pacak, PR-chef for det Kroatiske Fodboldforbund (HNS), nummer to fra venstre, under pressemødet før VM-finalen i 2018. Til højre for sidder den kroatiske landstræner, Zlatko Dalić, der med succes har stået i spidsen for det kroatiske landshold siden 2017. Og yderst til højre ses den kroatiske stjernespiller Luka Modrić. (Foto: HNS)

Dansk Træner Union fangede efter sidste fløjt Tomislav Pacak til en række spørgsmål. Tomislav Pacak er PR-chef for det Kroatiske Fodboldforbund (HNS).

Landskampen mellem Kroatien og Slovenien var en stor oplevelse. Hjemmepublikum i Split er meget begejstrede og lidenskabelige. Hvad er din forklaring på dette?

– Kroatere er et lidenskabeligt folkefærd og går meget op i sport generelt – specielt fodbold, som er nummer ét i landet. Men det gælder især for den dalmatiske region med den lidenskabelige middelhavsmentalitet, hvilket ses tydeligst i den fantastisk støtte, som Hajduk Split dagligt oplever i hele regionen. Der er flere grunde til, at publikum fik en festlig oplevelse og var begejstrede. For det første spillede Kroatien rigtig godt i en betydningsfuld kamp mod nabolands-konkurrenten fra Slovenien. Og for det andet var folk bare superglade for igen at være tilbage på stadion og kunne nyde spillerne og en god fodboldkamp efter en lang periode med begrænsninger, nedlukning og pandemi.

Hvad er årsagerne til, at Kroatien i mange år har været så succesrig og udviklet så mange gode fodboldspillere?

– Ser man på resultaterne i forskellige sportsgrene, især teamsport med bold, har kroatere et stort talent og genetiske anlæg for styrke-sport, koordination, beslutsomhed, fysik osv. Vi var olympiske mestre i håndbold og vandpolo, vi har fem basketball Hall of Fame spillere – flest i verden efter USA – og vi har to VM-medaljer i fodbold. Det beviser, at det ikke kun handler om udviklingssystemer i en bestemt sport, men også om talent for sport generelt. I Kroatien har vi en stærk ungdomsudvikling, fremragende trænere på ungdomsniveau og velstrukturerede fodboldakademier – selv med mangel på tilstrækkelig infrastruktur. På nationalt plan har vi en fremragende udvælgelsesproces, der identificerer og finder toptalenter i en meget ung alder, som gør det muligt for disse spillere at træne med de bedste talenter i landet og konkurrere internationalt med andre unge. Derfor har næsten alle vores landsholdsspillere snesevis af landskampe på vores ungdomshold, inden de får debut på seniorlandsholdet.

Hvordan vil Kroatien forblive i verdenstoppen?

– Ved at fortsætte det, vi gør bedst – udvikle unge talenter til topspillere. Kroatiske klubber har ikke enorme indtægter fra tv -penge, billetter eller merchandise. De overlever takket være udvikling og salg af spillere. Selvom det svækker ligaen, når en spiller forlader en kroatisk klub til fordel for udlandet, giver det spilleren uvurderlige erfaringer, de vokser og modnes hurtigere i stærkere ligaer, og de træner hårdere for at bevise sig selv. Det gør dem hårdere og bedre efter min mening. Så hvis de formår at overleve efter at have gået fra Kroatien til, lad os sige Bundesliga eller Serie A, er de på sigt et oplagt emne for landsholdet. Omvendt er det for unge spillere i deres udvikling i 18-20-årsalderen afgørende at få mulighed for at spille seniorfodbold. For en ung spiller er det nu engang bedre at spille i den kroatiske liga end at sidde på bænken i en anden europæisk liga uden udsigt til spilletid og udvikling. Et godt eksempel er Dani Olmo, der gik fra Barcelonas Akademi til Dinamo Zagreb, hvor han fik chancen for førsteholdsfodbold, tidligere end han ville have fået i Barcelona. Og nu ville samme Barcelona gerne købe ham fra RB Leipzig for en stor sum penge.

Angriberen Marko Livaja fra den lokale klub, Hajduk Split, omfavnes efter at have bragt Kroatien foran 1-0. Derfra kiggede kroaterne sig ikke tilbage og vandt sikkert 3-0 over Slovenien. (Foto: HNS)
Angriberen Marko Livaja fra den lokale klub, Hajduk Split, omfavnes efter at have bragt Kroatien foran 1-0. Derfra kiggede kroaterne sig ikke tilbage og vandt sikkert 3-0 over Slovenien. (Foto: HNS)

Kan du nævne nogle menneskelige og faglige færdigheder og kvaliteter, som en kroatisk træner skal besidde for at få succes?

– Det ligner sandsynligvis færdigheder og kvaliteter, som enhver træner har brug for, og de er for det meste relateret til menneskelige færdigheder: hvordan man arbejder med mennesker og hvordan man leder et team. Det omfatter så mange forskellige interessenter, ikke kun spillere, men også hvordan man arbejder med ledelse, med sine medarbejdere, med medierne og med fansene. Selvfølgelig er teoretisk fodboldviden betinget sine qua non – uden det har du ingen chance. Men du skal forstå mentaliteten hos spillerne og hele klubben – ledelse, fans, medier – og derfor er det nok lettere for en kroat at arbejde her i landet end for en udlænding. Kroatisk mentalitet er ganske specifik.

Men lige nu har Hajduk Split faktisk ansat en svensk cheftræner, Jens Gustafsson. Hvad er chancerne for, at vi en dag ser en dansk træner for et kroatisk klubhold eller landshold?

– For en klub er det bestemt ikke udelukket, at det kan ske. Ligesom Hajduk Split fandt en svensk træner, kunne de lige så godt have fundet en dansk træner. Vi respekterer dansk fodbold, dansk kultur og tradition. Trænere som Morten Olsen og Richard Møller Nielsen satte et stort aftryk på verdensfodbolden. Men igen; det er ikke let for en udlænding at arbejde i Kroatien, hvilket er grund til, at klubberne hovedsageligt ansætter kroatiske trænere. Vi råder over mange succesrige kroatiske trænere, der nyder stor respekt blandt spillere og i offentligheden, og derfor fortjener de at stå i første række, når vi kigger på en trænerkandidat til landsholdet. Der er nok også derfor, vi aldrig har haft tilknyttet en udenlandsk landsholdstræner. Ærligt talt, så tror jeg ikke, at det vil ændre sig. Men man skal jo aldrig sige aldrig.

Masser af familier med børn var på plads til fodboldkampen på Poljud Stadion i Split. De kunne nyde kampen uden øl fra oven. Der bliver ikke kastet med øl efter en kroatisk scoring. Det er spild af god øl og synd for børnene, lød forklaringen. (Foto: DTU)
Masser af familier med børn var på plads til fodboldkampen på Poljud Stadion i Split. De kunne nyde kampen uden øl fra oven. Der bliver ikke kastet med øl efter en kroatisk scoring. Det er spild af god øl og synd for børnene, lød forklaringen. (Foto: DTU)

Hvad synes du, dansk fodbold kan lære af kroatisk fodbold?

– Det er svært at svare på. Vi respekterer meget dansk fodbold, især udviklingsniveauet i kvindefodbold. Kroatiens kvinder er ikke engang i nærheden af ​​Danmarks niveau. Danmarks herrer er en regelmæssig deltager ved større turneringer: Danmark vandt EM i 1992, Danmark var semifinalist ved EM i 2020 og var en meget vanskelig modstander for Kroatien ved VM i 2018. De to fodboldnationers stilarter er forskellige, og i betragtning af Danmarks kontinuerlige succes, synes jeg ikke, at Kroatien skal lære Danmark noget. Selvfølgelig kan alle forbedre sig. Danmark kunne sandsynligvis se på den måde, Kroatien udvikler top midtbanetalenter – spillere som Modrić, Kovačić, Brozović og andre – og man kunne også spejde til den kroatiske udvælgelsesproces og se, om der er måder for dansk fodbold at implementere visse aspekter af det?

Og hvad tror du så, at kroatisk fodbold kan lære af dansk fodbold?

– Det er et lignende svar. Begge lande har stor succes i fodbold i betragtning af deres størrelse, så de ved selvfølgelig, hvad der fungerer bedst for dem. Jeg tror ikke, at Danmark kunne kopiere kroatiske måder, eller at Kroatien kan kopiere danske måder. Okay, der kan være aspekter af udviklingsprocessen eller uddannelsesprocessen, der kan være interessante for det andet land, og der kan være en deling af viden på det niveau, men jeg tror ikke, at kopierede løsninger vil kunne fungere.

I Danmark fejrer vi mål ved at kaste øl op i luften. Det er ikke tilfældet i kroatisk fodbold. Derimod er det tilladt at ryge på stadions. Hvordan forholder du dig til det?

– Hvert land har sine egne traditioner, gode som dårlige, og det inkluderer adfærd på stadion. Det er nok mere et spørgsmål rettet til sociologer end til nogen i fodbold. Hvad angår rygning, er det helt sikkert et varmt emne, og vi vil se, hvad fremtiden bringer i den henseende.

Stor tak til Tomislav Pacak fra det Kroatiske Fodboldforbund (HNS).

Many thanks to Mr. Tomislav Pacak, Head of Communications, Croatian Football Federation (HNS). And a special thanks to Mr. Srecko Zitnik in Split for assistance.

Dansk Træner Unions skribent et par timer før kick-off på Poljud Stadion i Split. I baggrunden varmer spillere fra Kroatien og Slovenien op. (Foto: DTU)
Dansk Træner Unions skribent et par timer før kick-off på Poljud Stadion i Split. I baggrunden varmer spillere fra Kroatien og Slovenien op. (Foto: DTU)

teamsports.comdbuWinther Sport og Fritid.SportConcept InternationalLæs mere om Formthotics påSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDSkaerbaekcentretBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaBoldtour og EventVerona Cup