Sidst på formiddagen, i starten af august, dukkede Deres udsendte op på træningsanlægget hos Randers FC, hvor cheftræner Thomas Thomasberg hersede med sin trup og bød mig velkommen til både et interessant interview, en dejlig frokost og en god kop kaffe. Søndagen efter, ventede FC Nordsjælland – og dén kamp, vandt Randers!
Hvorfor blev det lige fodboldspillet, der, i sin tid, greb dig?
TT: – Jeg mindes, som dreng, at have en stor glæde ved den leg med bolden. Min far havde mig med i haven ved sommerhuset, hvor vi stod og skød på mål, på en 30 meter lang bane. Og siden de dage, har fodboldspillet draget mig. Glæden ved, i skolegården, også at kunne få lov til at gøre noget, man var god til. Min far har, i øvrigt, også selv spillet divisionsfodbold. Jeg har altid været konkurrencemenneske og ville bare fodbold hele tiden – og jeg dygtiggjorde mig mere og mere.
Kan du huske dagen, hvor det gik fra glad leg til virkelig alvor?
TT: – Det har aldrig været alvor for mig. Det har altid været en leg. En leg, med en del alvor i, for man skal præstere og det er et arbejde, men det ændrer ikke ved, at jeg, den dag i dag, stadig synes, at det er en leg. Selvfølgelig, er der stunder, hvor det er knapt så sjovt, men grundlæggende, føler jeg mig privilegeret ved at have et job som dét her. Jeg var faktisk også rigtig god til badminton, så indtil jeg var 14-15 år, havde jeg faktisk to ting, jeg var god til. Jeg har været dansk mester i badminton som ungdomsspiller og var samme årgang som Camilla Martin. Så hende har jeg også haft fornøjelsen af at se lidt, når jeg rejste rundt fra hal til hal i vintermånederne. Det var bare lige som om, at fodbolden og glæden ved at skulle præstere noget sammen på et hold, den fyldte rigtigt meget i mig. Det er nok også derfor, at jeg er træner i dag – for jeg har allerede som ung evnet at få mine holdkammerater til at spille bedre. Synes jeg da selv. Og dét er jo også det, der er en del af trænerjobbet – at få folk til at fungere sammen og få dem til at spille bedre. Det er jo ikke altid de bedste spillere, der vinder i fodbold. Der er ting, der skal gå op i en højere enhed. I andre idrætsgrene, kan det, måske, være de samme dygtige spillere eller udøvere, der vinder hver gang. Men sådan er det ikke i fodbold, og dét fascinerer mig faktisk også lidt.
Så det med at motivere og udvikle dine holdkammerater, har altid ligget til dig?
TT: – Jeg tror det, sådan ubevidst, har ligget der hele tiden, ja. Jeg var altid anfører på de forskellige hold, op igennem ungdomsrækkerne, og nåede også et være det i FC Midtjylland – og som du selv siger, så var det med at lede, styre og være med til at fordele noget, bare en del af min personlighed.
Hvilke trænere har været med til at udvikle og inspirere dig?
TT: – Nu har jeg jo nok været igennem ”den gamle skole”, hvor jeg spillede sammen med Søren Thorst, der havde sin egen måde at byde en ung mand, som mig, velkommen på. Vi spillede indendørs og pludselig lå jeg ovre i en bande og tænkte: Sig mig, er det udendørstræning, vi har gang i hér? Jeg har været igennem flere ”skoler”, hvor både spillere og trænere har påvirket mig og flyttet mig til, hvor jeg er i dag. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg fandt Poul Erik Andreassen utrolig dygtig, både fodboldfagligt og menneskeligt. I de år, sugede jeg til mig. Jeg var ung og var derfor ikke den, der blev snakket allermest til. Jeg skulle finde min egen vej. I dag der vil de unge mennesker jo gerne have planer for både det ene og det andet. Det fik vi altså ikke dengang. Da jeg spillede, skulle man selv være både opsøgende og vedholdende for at nå igennem. Derefter var Hans Bagge en træner, der havde et rigtig godt og stramt koncept i forhold til noget defensiv struktur. Selvom han ikke brugte mig til sidst, så synes jeg godt, at jeg kunne bruge noget af det, han havde. Så kom Ove Pedersen til, han var på en helt anden måde, og gav os noget omkring presspillet, der var i fokus i den tid, jeg var i FCM. Til sidst en Troels Bech, der også var en rigtig klog fyr og som lærte mig meget omkring det mentale. Under Troels, var jeg anfører og kunne sparre en hel del med ham. Og netop det med anfører-relationen, har jeg også kunnet tage med mig videre. For os trænere, er det nemlig vigtigt at have ”en forlænget arm” på banen, når vi nu ikke længere selv kan spille. Jeg vil ikke sige, at det er én bestemt træner. Man tager noget med fra nogen og noget andet med fra nogle andre. Den sidste læremester, jeg dog vil nævne, er Colin Todd, som har lært mig en masse – både om selve spillet på banen, men også om, hvor vigtigt det er at have et godt og respektfuldt miljø i omklædningsrummet. Og hov, jeg må da heller ikke glemme Erik Rasmussen, der også kom til at betyde meget for mig og min måde at være træner på. Det er, selvfølgelig vigtigt, at man finder sin egen stil og sig selv i sin trænerprofil.
Føler du dig, takket være de nævnte trænere, som en komplet træner?
TT: – Nej. Det tror jeg aldrig, at man bliver. Man skal lære hver eneste dag – og det skal jeg også, og det gør jeg også. Der er meget, man skal have fokus på i dag som man ikke skulle for 20 år siden: Det interne og eksterne i klubben, mediebevågenheden, som bliver mere og mere massiv, fansene, der jo også har en helt anden kultur i dag og ja, så, naturligvis, alt omkring staben og holdet på og udenfor banen. Jeg har været professionelt i fodboldverdenen i snart 25 år og jeg glæder mig stadig over at komme på arbejde hver dag.
Hvordan ser du på skiftet mellem din egen aktive karriere og så til at blive cheftræner?
TT: – Jeg var for længe om at forstå, at de spillere, jeg skulle træne, ikke var lige som jeg selv. Jeg troede i starten af min trænerkarriere, at de tænkte og følte lige som mig. At vi var meget ens. Men dét, der motiverer mig, motiverer jo ikke nødvendigvis X eller Y. Så det er vigtigt, at vi rammer de forskellige personligheder med forskellige ting. Det driver mig stadigvæk, at jeg vil konkurrere og helst vinde. Og dét skal så ramme ned på forskellige personer på forskellig måde. Tidligere var jeg slem til bare at flytte taktikbrikkerne rundt – i en overbevist forvisning om, at spillerne forstod, hvad jeg tænkte, følte og mente om, hvordan der skulle spilles på banen. I dag, ved jeg, at det er mig, der skal skabe retningen og udstikke rammerne og inden for de rammer skal spillerne så have love at tænke frit, at inspirere og udfolde sig – i en nogenlunde ens konsensus og et overordnet fælles mål. Derudover, er det også vigtigt for mig at udnytte min stabs og mit teams kapaciteter og erfaring. Jeg kan guide mange spillere på banen efterhånden, men på målmandsposten, lader jeg da min målmandstræner Erik Boye råde og stå med ansvaret for dén position. På samme måde, lytter jeg til min dygtige assistent Rasmus Bertelsen og den fysiske træner og lægestaben.
Du husker din debut i Aab endnu? TT: – Ja, jeg var jo i Aab, da jeg var omkring de 19 år og måtte tage ”den gamle vej” til 1.holdet ved at spille Danmarksserie-bold og lidt Serie 2, inden jeg, i 1994, fik min debut mod Lyngby. Og det er samme år, vi bliver mestre. Der er ikke mange unge spillere i dag, der skal omkring et Danmarksserie-hold, inden de glider ind i 1.holdstruppen, men jeg løb altså og trænede tre gange om ugen dengang, inden jeg var vurderet klar til fodbold på øverste hylde.
Og mesterskabet i 1998/99 står også lysende klart ?
TT: – Som var det i går. Under træner Poul Erik Andreasen, har vi den norske målmand Thomas Gill og Jens Madsen som vi havde hentet i Brøndby – han scorede et hav af mål for os – og så ellers udelukkende stærke, nordjyske profiler på et Aab-hold med en stærk teknisk midtbane og en Erik Bo Andersen i front, der også kunne finde vej til nettet. Efter 5-2 over FCK og 4-2 over OB, skulle vi, i den femte kamp, møde Brøndby som vi på et propfyldt Aalborg Stadion også slog 4-2. Uden for stadion stod, der 20.000 tilskuere, der ikke kunne se kampen, fordi alt var udsolgt.
Vi fløj igennem dén sæson på et stærkt sammenhold og med god gejst og vilje og blev Danmarksmestre. Helt fortjent! Oplevelsen og fejringen i en fyldt by, der festede, var enorm.
Og senere går turen så til FC Midtjylland?
TT: – Ja, efter at have været sådan lidt uden for truppen i den efterfølgende sæson, får Ove Pedersen øje på mig i en Danmarksserie-kamp og spørger mig, om jeg ikke kunne tænke mig at være en del af ”det nye FC Midtjylland”? Det kunne jeg godt – og så blev jeg købt fri af kontrakten i Aab.
Jeg må, desværre, indstille spillerkarrieren allerede som 27-årig på grund af et ”springerknæ” og bliver så tilbud at blive assistenttræner under Erik Rasmussen i FCM. Og så er trænerkarrieren jo så småt i gang.
Netop, og hvordan ser du tilbage på samarbejdet med Erik Rasmussen og hele opstarten af FC Midtjylland? TT: – En fantastisk tid med en fantastisk træner. I de fire sæsoner, hvor Erik Rasmussen er træner, spiller vi med helt fremme i tabellen, hvor det er sjovt at ligge. Han er og var en træner, der gav mig plads – både som spiller – og som hans assistent. Jeg lærte utroligt meget af ham. Han afstak nogle rammer og dem boltrede vi os så indenfor. Vi var ”den nye, frække dreng i klassen” i Superligaen og Erik formåede at få holdet til at levere – vel at mærke uden sådan nogle helt fantastiske, dyre stjernespillere til at køre sejren hjem. Vi var et håndplukket kollektiv, der skulle løfte fodbold på Heden til et nyt stadie. Og det gjorde vi! FC Midtjylland har med attituden og opstarten af Fodboldakademiet betydet rigtigt meget for dansk fodbold.
Og det er ikke tilfældigt, at klubben ligger, hvor den gør i dag. Jeg fik jo også selv et år som cheftræner og det var faktisk et hårdt år, men jeg har ikke fortrudt det ét sekund. Jeg blev så fyret, selvom jeg gerne havde fortsat lidt længere. Da jeg elsker fodbold – på stort set alle niveauer – slog jeg til, da 2. divisionsklubben Hjørring gerne ville have mig som træner. Efter en stærk sæson, kom vi i 1.division. Og så gik turen til FC Fredericia, hvor jeg fik tre rigtigt gode år i en ambitiøs klub.
Og så blev du Randers-træner for første gang?
TT: Ja, i 2013, får jeg tilbudt et job som assistenttræner her i klubben og igen ligger der tre gode og lærerige sæsoner foran mig, inden jeg napper et nyt eventyr – denne gang i Hobro IK, hvor jeg er en enkelt sæson, inden jeg igen returnerer til Randers FC i 2018. Hér er jeg stadig og jeg er klar til at gøre det stykke arbejde, der skal gøres!
Efter interviewet har Randers spillet tre kampe, der bød på en sejr over FC Nordsjælland på 3-1, et knebent nederlag til OB på 1-0 og et ”sidste minut-nederlag” til FCK på ligeledes 1-0. Næste opgave for Randers FC er Lyngby Boldklub på udebane. Randers FC ligger aktuelt på en 11.plads med 5 point for 6 kampe. Red.
