I F. C. Nordsjælland er planen, at man helst vil have spillerne så tidligt som muligt for at kunne påvirke og uddanne dem optimalt, så spillerne om muligt kan blive superligaspillere i en tidlig alder – gerne allerede som teenagers. Kan man klare sig der, er FCN et godt udstillingsvindue for en karriere i en større liga ude i Europa. Kan spillerne derudover komme på et af ungdomslandsholdene, er de tæt på deres drømme.
Spillerne bliver udfordret ved at deltage i turneringer med de bedste ungdomshold i Europa, og i U19 ligaen bliver spillerne presset så meget, at overgangen til superligaholdet er uproblematisk for mange spillere, har vi set.
Klubben er – og skal være – glad, når en ung spiller tegner kontrakt med en klub i en stor liga som fx Bologna i Italien. Så sender man et signal til andre unge spillere om, at i FCN kan man få sine drømme opfyldt. Omvendt kan man også sælge spillerne i en så tidlig alder, at ungdomstrænerne skal være meget dygtige for at kunne levere superligaspillere nok hvert halvår.
FCN-spillere til større klubber
Ikke bare superligaspillere, men også superligaspillere, som deltager i mesterskabsspillet, for det er der, der er størst interesse for spillerne.
Mon ikke man i klubben har været lidt usikker på, om man kunne klare minimum en sjetteplads i den nuværende sæson?
Nogle blev nok ikke så lidt overrasket, da klubben for nylig købte Kian Hansen fra FCM – en spiller med stor erfaring fra superligaen og fra Nantes i den franske liga. Men det er blot en gentagelse fra 2009, da man hentede Nicolai Stokholm med superligaerfaring og udlandserfaring fra Viking Stavanger.
En styrmand på banen
Stokholm spillede i klubben i fem år på midtbanen og var en meget væsentlig faktor i FCN’s storhedstid som den på banen, der formåede at overføre arbejdet fra træningsbanen til kampene.
Kian Hansen og FCN har mødt hinanden mange gange, så de kender hinanden godt og går helt sikkert ind til et samarbejde, hvor Kian stadig skal præstere på højeste niveau, men samtidig være med til at guide spillerne gennem kampen og evt. kunne tage nogle beslutninger, som Flemming Pedersen ikke kan tage ude fra sin plads.
Balancen på holdet
Med ungdom og gåpåmod kan et hold komme langt, men man kan også komme i en situation, hvor det måske ikke er nok til at være med helt på toppen. Når man havde succes med Nicolai Stokholm, skulle Kian Hansen vel også kunne blive den, der styrer FCN’s spil under kampene.
FCN’s indkøb af en erfaren spiller er ikke en ændring af klubbens koncept, men en styrkelse og fortsættelse af det igangværende arbejde.