Dansk Træner Unions udsendte skribent tog den tyske parlør under armen og drog til Næstved, hvor byens fodboldhold med ansættelsen af cheftræner Maximilian Dentz går nye professionelle veje og satser helhjertet på tysk mentalitet, grundighed og disciplin.
Guten Tag og willkommen nach Dänemark.
Maximilian Dentz, 30 år, er ny mand i stolen for Næstved Boldklub, og han glæder sig til opgaven – eller udfordringen, som han hellere vil kalde det. Næstved Boldklub har tidligere forsøgt sig med cheftrænere fra Brasilien og USA uden den helt store succes og går derfor ind til anden halvsæson som bundhold på en 11. plads i 1. division. Men nu vil traditionsklubben på Sydsjælland sadle om og satse tysk. Det indebærer ny cheftræner, ny tysk assistenttræner, Philip Sternitzke, udskiftning i spillertruppen samt ansættelse og kontrakt til fem tyske spillere, som alle skal bidrage og løfte klubben til et andet niveau, hvor tyske dyder som disciplin, stolthed og autoritet er varemærket.
Maximilian Dentz kommer med en fodboldopvækst i Magdeburg og Halberstadt. Han spillede som angriber i den professionelle regionalliga, landets fjerdebedste række, men skader og operationer ødelagde den aktive karriere. De sidste syv år har han arbejdet som træner og i andre sammenhænge som fodboldkonsulent. Han har blandt andet været ansat i Det Tyske Fodboldforbund. Maximilian Dentz har UEFA’s A-licens.
I november 2019 blev Maximilian Dentz kontaktet af Næstved Boldklubs tyske ejer, og mødet bar frugt med en ansættelse fra januar 2020 på en såkaldt funktionærkontrakt, hvilket betyder, at samarbejdet kan opsiges med tre måneders varsel.
Var det en overraskelse for dig, at du blev hyret?
– Nej, ikke rigtig, når jeg tænker på, at Næstved Boldklub har en tysk ejer, som jeg kom i forbindelse med og samtidig er sportsligt og ambitiøst på bølgelængde med, så er det ikke overraskende for mig, at klubben efter en dansk, spansk og brasiliansk træner vil forsøge sig med tysk vindermentalitet. Men det er klart, at det personligt er et skridt i den rigtige retning og vigtigt for mig at kunne give Næstved Boldklub en mere professionel hverdag og struktur.
Så er det drømmejobbet for dig?
– Det er et job med meget arbejde og en stor udfordring at få spillerne til at følge den tankegang og den professionalisme, som jeg kommer med og vil indføre. I sammenligning med Tyskland, hvor klubben er det vigtigste, og spillerne er klar over og lever for at repræsentere byens fodboldstolthed, og hvor spillerne er fuldtidsprofessionelt tilknyttet klubben i noget der ligner 30-35 timer om ugen, så har vi sammen en stykket vej og et stort arbejde forude. Jeg har været tilknyttet holdet i omkring tre måneder, og det er selvfølgelig specielt at arbejde i et fremmed land, men som professionel fodboldtræner i Tyskland i syv år, er det ikke nyt for mig at tage et sådant trænerarbejde, og jeg føler mig derfor godt forberedt og klædt på til opgaven i Næstved Boldklub.
Hvad er dit indtryk af dansk fodbold?
– Jeg har nu som sagt været og fulgt Næstved Boldklub i omkring tre måneder og mit første indtryk er, at danske spillere er teknisk og taktisk dygtige. De er hurtige og fysisk robuste. Jeg synes, dansk fodbold er kendetegnet ved spillere, der er defensive stærke og som forsøger at spille ud fra en defensiv plan om at fange modstanderens fejl højt på banen. Så min opgave er at få noget mere tysk effektivitet ind på holdet, når vi har bolden og er i angreb.
Hvad bliver dine største udfordringer i Næstved Boldklub?
– Sportsligt er den vigtigste udfordring i første omgang at indhente de seks point i bunden af rækken og forblive i 1. division. Det er dét, jeg er ansat til, og efter min overbevisning kan det kun ske ved at få indført tysk mentalitet og arbejde professionelt i hele klubbens struktur og samtidig arbejde hårdt ud fra en klar plan om at spillerne går fra deltidsprofessionelle forhold til fuldtidsprofessionelle tilstande, som jeg kender og værdsætter fra tyske klubber.
Hvordan vil du lykkedes med det?
– Det første skridt bliver at stabilisere holdet og få skabt en slagkraftigt og disciplineret trup, der fodboldfagligt og mentalt er moden til den nye halvsæson. Vi skal skabe et samlet og professionelt udtryk på og udenfor banen, hvor spillerne hver kender deres plads og rolle. Vi er kun så gode, som vores dårligste spiller, så vi er i gang med at bygge et nyt hold op fra bunden, hvor jeg kræver at spillerne viser ansvarlighed og vindermentalitet. Det er blandt andet også derfor, at vi har skrevet kontrakt med fem nye tyske spillere – heraf kender jeg flere fra min tid i tysk fodbold. Det er deres opgave at gå forrest og vise retningen for de andre. I den første halvdel af sæsonen manglede Næstveds hold tydeligt en ansvarlig styring, og spillets struktur blæste i forskellige retninger. Derfor er min plan, at vi skal turde udfordre modstanderen og ikke give dem ro til deres plan. Det kan kun ske ved, at vi er mere effektive og løber mere end modstanderen. Og endelig ønsker jeg, at mit hold optræder modigt. Spillerne skal give alt for klubben, foreningen og byen, så vores tilskuerne på Næstved Stadion kan se, at vi mener det alvorligt.
Hvad kan du bidrage med?
– Alt. Som cheftræner vil jeg organisere, disciplinere og opmuntre de unge spillere i et professionelt miljø, som jeg er vant til fra Tyskland. Jeg forlanger til gengæld, at mine spillere, trænerteam og alle omkring holdet yder deres bedste og arbejder organiseret til træning og holder aftalerne i kamp. Min opgave er at lede og organisere hverdagen, forberede mig taktisk, analyserer modstanderen og sætte holdet.
Hvilken slags træner er du?
– Jeg er en meget kommunikativ og fokuseret træner, og jeg ønsker at arbejde ud fra en klar plan og en klar struktur. Jeg har ikke nogen rigtige forbilleder som sådan, men kigger rundt og lader mig inspirere af andre trænere og deres træningsmetoder og mandskabspleje. I Tyskland har jeg et kælenavn, hvor man kalder mig for den ”unge Jürgen Klopp”, hvilket jo er en ære. Jeg vil beskrive mig som en passioneret, dedikeret og ambitiøs træner, som går op i spillernes velbefindende og form, og som prøver at få det bedste frem i mine spillere.
Hvad er dine ambitioner for Næstved Boldklub?
– Min første ambition er som sagt at holde pladsen i 1. division ved at indføre professionelle forhold for spillerne. Det er min kontrakt og min opgave, så må alle andre målsætninger vente til vi har opfyldt dette mål. Det er det eneste jeg tænker på og vil gøre mig tilfreds. I fodbold må man tænke fra dag til dag. Det giver mest mening i min verden.
Hvad betyder fodbold for dig?
– For mig er fodbold det vigtigste i livet og har været det lige siden jeg var lille dreng. Jeg vil arbejde og vie mit liv til fodbold, og jeg er lykkelig, hvis min dag handler om fodbold og motiverer mit liv. Min familie og partner er i Tyskland, og jeg bor i Næstved med min hund og deler lejlighed med min assistenttræner. Så må jeg se, om jeg og min partner flyttet permanent til Danmark. Det kan tiden kun vise.
Danke sehr og viel glück.