En af de mest anerkendte fodboldspillere i de seneste årtier hollænderen Johan Cruyff fortalte engang, at han som barn lærte mere af at spille gadefodbold derhjemme end ved at gå til træning de to gange om ugen. Herhjemme er det også af og til blevet beklaget, at børn spiller for lidt fodbold efter egne regler i skolegården, på gaden eller i parken. Mange børn spiller fodbold mange timer om ugen på egne vilkår, hvis man tæller fodbold i frikvartererne i skolen med, men er det nu også så lærerigt, som man kunne få indtryk af ud fra Cruyffs udsagn?
Udefra ser det godt ud, for børnene ser ud til at have det sjovt, men med én bold og måske 20 børn får hver enkelt barn ikke megen boldkontakt, og det er vel det, det drejer sig om, hvis man skal blive ved med at synes, det er sjovt. Efter et spil 10 mod 10 på lille bane fortalte en pige, at hun kun havde rørt bolden to gange, hvor hun bare kunne sparke den væk. En anden pige var irriteret over, at hun hele tiden tilbød sig ved at stå i en fri position, men aldrig fik bolden. Realiteten er er nok, at kun meget få spillere lærer noget af denne form for kaosfodbold. Nemlig de allerbedste, som hele tiden bliver trænet i at drible omgivet af fjender på alle sider, at dække bolden og at skyde på mål. Johan Cruyff var nok en af den slags spillere. Spillet kan være sjovt, fordi man er med i et fællesskab, men børnene kan også blive kritiske og vil mere end bare have det sjovt. De vil også blive bedre.
Blandt børnene er der et kæmpe potentiale for senere hen at skabe bedre fodboldspillere, men mange klubber og trænere bliver først interesseret i børnene, når de er ældre end 12 år. Men det er inden 12- års alderen, de er mest modtagelige for udvikling. De fleste klubber giver kun mulighed for to gange træning om ugen, men børnene ville da helst træne hver dag fx en time efter skole om eftermiddagen. Så ville de have rigelig tid til andre interesser også.
Udgangspunktet er, at børnene skal have det sjovt sammen med kammeraterne, men de vil også gerne kunne se, at de bliver bedre. At lykkes med præcise afleveringer, at lykkes med en finte, at lykkes med tæmninger, at lykkes med skud på mål, at lykkes med en lang præcis aflevering osv. er det, der giver glæde og gejst til at komme til træning næste gang, hvor man så skal blive endnu bedre ved fx at kunne det samme som sidste gang men nu under større tids- og/eller modstanderpres.
Alt det lykkes kun i samspil med træneren, som skal kunne se og gøre børnene opmærksomme på deres fremskridt. En ting er, at man selv ser, at man bliver bedre, men glæden er endnu større, når det er træneren, som bemærker det. Al børnetræning handler om tre ting: Teknik, teknik og teknik. Det skal læres i den gyldne læringsalder, som er før man bliver 12 år. Derefter er det for sent, for så er der mange andre ting, som skal læres. Oftest består trænerens forberedelse i at finde nogle øvelser, som han kan fylde en træningsaften ud med, og man mærker hurtigt på børnene, om øvelserne er gode, for har børnene haft det sjovt, har det været en god gang træning. Havde trænerne mere tid til deres forberedelse og havde de større ambitioner med trænerarbejdet, kunne man overveje hensigten med øvelserne denne aften dvs. hvilke tekniske færdigheder trænede man, og gav øvelserne den passende udfordring.
Specielt hvis man er flere trænere om arbejdet vil en langsigtet plan fx et halvt år og en kortsigtet plan fx et par uger være et godt redskab i en målrettet udvikling af børnenes fodboldfærdigheder. Har man lagt en plan, har man også noget at evaluere ud fra og bygge videre på.
Man skal have for øje, at alle børn uanset fodboldfærdigheder har en ret til at have det sjovt og blive bedre. Alle skal føle, at de værdsættes for deres bidrag til fællesskabet. En ikke så god fodboldspiller kan være lige så god for holdet med andre bidrag end lige det fodboldtekniske.
Klubberne ansætter først trænere til herre senior. Derefter til ungdomsholdene og til sidst til kvindeholdet og børneholdene, hvor der til de sidste hold oftest kigges blandt forældrene, som ofte starter deres trænerarbejde fra bar bund. En veluddannet trænerkoordinator for børneholdene ville være guld værd for klubberne både for at få flere børn til at spille fodbold, men også for at skabe bedre kvalitet ud fra børnenes fysiske og psykiske forudsætninger.
