Verona Cup. Fodbold, fest og fællesskab

af | 9 november 2022 | Artikler

– Det har været en fantastisk tur på alle områder, både på og uden for banen – en dejlig social tur. – På banen leverede de gang på gang i kraft af deres sammenhold, vilje og fantastisk flotte spil. De gik ubesejret gennem Verona Cup med en 2 – 1 sejr over Greves U18 piger i finalen.

Sådan skriver træneren for Korup/Ubberuds U16-piger, Jens Matzen, efter hjemkomsten fra Verona Cup i uge 42. Det er sikkert også godt for de mange sponsorer at høre, at deres tilskud til turen er gået til noget så godt.

– Vi har tidligere været til Cup i Holland fortalte en andet træner, men det var jo bare det samme som i Danmark. Her er det noget helt andet. 24 graders varme i efterårsferien og ingen regn!!!

I år var der en rekordtilmelding til Verona Cup. Hele 3100 mennesker skulle der være plads til i Bella Italia. Der var lejet baner, så turneringskampene skulle nok blive afviklet og der var også lige plads til alle i bungalows og mobilehomes. Man var mere spændt på, om italienerne kunne klare bespisningen af de mange mennesker fordelt over tre restauranter. Dels skulle det organiseres godt og dels har sportsfolk et andet madbehov end almindelige turister. Nogle dage var der fart på om morgenen, når en hel del hold først skulle spise morgenmad og derefter med bus til banen for at være klar til kamp kl. 8.30.

Danske dommere gav tryghed

Traditionen tro stillede Randers Dommerklub med dommerne til kampene, men i år var behovet så stort, at de måtte hente forstærkning fra andre dommerklubber. Det var dommere, som normalt dømmer på et højere niveau end ved Verona Cup, så kvaliteten var i orden. Det, at der er danske dommere, giver en langt større tryghed blandt spillerne end, hvis det havde været italienske dommere. De danske dommere ikke bare dømmer. De forklarer og vejleder, og så er spillerne straks med på, hvorfor der er frispark. En normal dag for en dommer bestod af 6 kampe á 40 minutter, hvilket jo svarer til ca. 3 seniorkampe!!!

Alle holdenes kampe var lagt sådan, at man havde kampe enten formiddag eller eftermiddag mandag og tirsdag, mens der onsdag var evt. sidste puljerunde samt kvart- og semifinaler og finaler.

Pokaler til Verona Cup
Pokaler til Verona Cup

Nok at se på og være med til i Bella Italia

Når kampene var færdige, tog holdene tilbage til Bella Italia, hvor der var masser af muligheder. Som tilskuer til e-sport cuppen var man med i et vildt medlevende publikum, badelandet måtte lige prøves, hvis man ikke hellere ville ud i den store sø Lago di Garda, som lidt skræmmende var rykket lidt væk fra sidste års strandkant – måske som et resultat af mindre regn og højere temperaturer. Ellers var der mulighed for at bruge tre volleybaner samt en mindre fodboldbane. Mange hold kørte direkte til forlystelsesparken Gardaland, mens andre sluttede søndagen af med at køre til Verona og se kampen Verona mod Milan.

Korup/Ubberud U14 piger

Korup/Ubberud deltog for første gang i Verona Cup med hele tre 11-mandshold. Det var U14-pigerne, som først fik ideen, og de første penge blev tjent ind ved salg af julekalendere, og senere i sommeren 22 gav arbejdet for Kerteminde Kirsebærfestival mere end 20.000 kroner, så der var ikke mange penge, der manglede, da beløbet til Verona Cup skulle betales. For U14 piger var der både en turnering for 8- og 11-mands. Klubben havde ikke nok til 2 8-mandshold og for mange til 1 8-mandshold, så det blev et 11-mandshold. Og det var netop her nogle af landets bedste kvindeklubber var med, så det er ikke resultaterne spillerne går og fortæller om nu. Turen sluttede af med en shopping-tur til Verona om onsdagen. Lige noget for de mange forældre, som var taget med på turen, må man formode. Holdet er allerede ved at planlægge salg af julekalendere igen i år og samle samme til næste år, hvor de vil afsted igen.

U14 pigerne startede Verona Cuppen i Garda Land
U14 pigerne startede Verona Cuppen i Garda Land

Korup/Ubberud U16 piger

Klubbens U16-piger ville også med på turen. Træneren, Jens, fik lavet aftaler med 12 sponsorer og pigerne tjente lidt penge ved at give klubbens træbygninger en gang tiltrængt maling. U16 -pigerne ville ikke have forældre med. De skulle nok klare sig selv, passe på hinanden og kæmpe sammen!! De viser, at kun med sammenhold har man styrke til at vinde, så de kom hjem uden nederlag. Mandag og tirsdag deltog de i U16-turneringen, som de også spiller i til daglig med dispensationsspillere under andre regler end i Verona Cup. Den fine ordning blev så, at de spillede puljekampene der, men om onsdagen spillede finale mod et andet U18-hold og altså her vandt U18-turneringen med endnu en stor flot pokal samt derudover gratis deltagelse for 8 spillere ved Verona Cup næste år.

U16-pigerne fra Korup/Ubberud med pokalen for førstepladsen
U16-pigerne fra Korup/Ubberud med pokalen for førstepladsen

Korup/Ubberud U15 drenge

Om det var fordi to pigehold i klubben skulle til Verona Cup, at U-15 drenge også ville med, vides ikke, men det lykkedes at få plads på Bella Italia, og så var bussen også fyldt op med spillere, forældre, ledere og trænere. Hele 31 hold deltog i U-15 drenge turneringen, og der var utrolig mange jævnbyrdige kampe.

U15-drengene ude ved deres bane med klubhus og ambulance i baggrunden
U15-drengene ude ved deres bane med klubhus og ambulance i baggrunden

Drengene havde valgt at tage til Verona og se Verona – Milan, men det betød så, at de først kom i seng langt ud på natten. Derefter var det tidligt op til morgenmad, afgang med bussen til første kamp, som skulle spilles allerede kl. 8.30 mod totalt ukendt modstander: FAMT Presov fra Slovakiet. Næste kamp var allerede kl. 11.00 mod F.C. Aarhus Syd. Så var turneringen i gang, men så havde spillerne også fri resten af dagen til at se, hvad der ellers foregik i Bella Italia og få indrettet sig i deres huse, inden de om aftenen selvfølgelig skulle være med i det store Præsentationsshow med Lago di Garda som baggrundstæppe. Blandt underholderne og medhjælperne var også de to tidligere superligaspillere Jesper Thygesen og Søren Frederiksen.

Det var vist nok en tur, som både spillere og forældre gerne vil med på næste år.

Verona CupSPORTIGAN I HURUP OG THISTEDBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropadbuBoldtour og Eventteamsports.comLæs mere om Formthotics påSportConcept InternationalWinther Sport og Fritid.Skaerbaekcentret