Verona Cup vendte endelig tilbage i uge 42

af | 16 november 2021 | Samarbejdspartner

Albert Hammons sang ”It never rains in Southern California” gælder øjensynligt også for Bella Italia, som ligger på den sydlige kyst af Lago di Garda i Norditalien. Mens Danmark og de øvrige lande nord for Alperne i uge 42 oplevede regnskyl uden lige, var der tørvejr og sol alle dage, mens Verona Cup blev afviklet. Hvis bare vejret er godt, er en stor del af succesen hjemme, når man rejser hjemmefra for at deltage i en turnering. En anden ting er indkvarteringen, og ifølge en kender af campingpladser i Italien findes der intet bedre end Bella Italia inden for Italiens grænser. Man bliver indkvarteret i huse. Boldklubben Stjernen, Svendborg fik fire huse: Tre huse, som de 17 spillere fordelte sig i, og et hus til de fire trænere/ledere. Det er sundt for en gruppe børn at indordne sig som en familie. Det er i hvert fald nogle helt andre vilkår, end hvis man blev indkvarteret i et klasselokale på en skole.

Når man når frem til uge 42, er antallet af turister ved at være på et minimum, hvilket gør, at der er masser af plads til børnene og de unge mellem deres kampe. De føler, at de har stor frihed til at færdes, som man gør, når man er ung og barn på tur hjemmefra. Mange brugte en stor del af deres tid i det enorme badeland med rigelig plads til at nyde sol og vand. I det hele taget var der en masse tilbud om aktiviteter mellem kampene bl.a. e-sport, som tiltrak mange. På åbningsaftenen underholdt verdens bedste boldjonglør, Adrian Krog, og Jesper Thygesen fra TV3 spillede guitar og sang for på de kendte fodboldsange, mens der dagene igennem var skydekonkurrencer, panna-bane, musik, quiz med Thygesen og Søren Frederiksen, tidligere superligatopscorer fra Viborg. Derudover fik mange kampe besøg af Verona Cup TV.

Fin transport mellem kampbanerne og Bella Italia

Da der er så mange hold med i turneringen, kræver det noget transport med bus for at komme fra Bella Italia til kampbanerne, men hvor man til andre Cups bliver transporteret ud om morgenen og hjem om aftenen, bliver man hos SportConcept kørt ud til den enkelte kamp og hjem til Bella Italia efter kampen. Nogle af banerne er der ikke lys på, og de italienske hold kan på grund af skolegang kun spille fra sent på eftermiddagen, så hvis programmet bliver fulgt, er der ingen problemer, men hvis der opstår alvorlige skader med forsinkelse, kan man blive lidt utålmodig, når mørket nærmer sig.

Forsinkelser kan også betyde, at man kommer senere hjem til aftensmaden end aftalt og planlagt, men i så fald viste kantinen stor fleksibilitet. Almindelige turister vil have lidt mere fin mad, men fodboldspillere, som har været fysisk aktive om dagen, vil bare have meget mad, fandt man ud af i kantinen.

I modsætning til de foregående år deltog der i år ikke klubber fra andre lande end Danmark og Italien, men den større udbredelse af Coronaen i nogle andre lande kunne have gjort nogle hold mere utrygge, så danske hold mod danske hold samt nogle italienske var nok den bedste løsning i år.

Kampene er seriøse og derimellem skal man have det sjovt

Ovennævnte klub, Stjernen, Svendborg, deltog i turneringen med deres U14-hold, som spiller i liga 2. De 17 spillere, som var med på turen, er de spillere, som klubben har på den årgang. Derfor er det ikke underligt, at de var jublende lykkelige for at få den store vinderpokal med hjem foran Lyseng, som er Danmarks største klub uden for København m.h.t. medlemmer. Alle 17 spillere kom til at spille, for klubben vil gerne vinde, men på en fair måde. Fører man tidligt i kampen, får nye spillere chancen, og andre skal afprøve sig på uvante pladser på holdet. Man vil gerne vinde, men ikke nedværdige modstanderen. Hellere vinde en kamp med 3 – 0 med alle spillere på banen, end vinde med 10 – 0 med de 11 bedste spillere på banen hele kampen. Klubben var ret imponeret over app’en, som bragte resultaterne umiddelbart efter, at kampen var slut, så man kunne følge med i konkurrenternes samt klubbens øvrige holds resultater.

Bk Stjernen, Svendborg vandt U14 ved Verona Cup 2021.
Bk Stjernen, Svendborg vandt U14 ved Verona Cup 2021.

Man kan flyve eller tage med bus til Italien

En anden af deltagerne var F.C. Nakskov, hvor de to U13-holds ledere/trænere havde taget initiativet til turen, og havde valgt at flyve fra Kastrup til Bergamo, hvor de blev hentet i bus. Senere tog så også deres U17-hold med, men de tog med bus. I U13-årgangen var der i alt 28 spillere og 29 voksne med på turen. Spillerne skal til næste år spille 11-mandsfodbold, så turen var også ment som en omstilling til ny måde at spille på, og alligevel vandt man U13-turneringen. En del af spillerne havde aldrig prøvet at flyve før, så at prøve det oven i købet uden forældrene var sikkert en kæmpe oplevelse.

For begge klubber gælder, at opsparingen af penge til turen har været et fælles projekt for alle spillere, ledere og trænere. De voksne har fundet nogle opgaver i byen, hvor børnene med deres arbejdskraft har kunnet lægge pengene i kassen. Det har været et langsigtet projekt, som givet, siger man i begge klubber, har været med til at holde spillerne i klubben. Man har været fælles om at indsamle pengene, og man skal også være fælles om at nyde turen. Havde man med kort varsel givet besked til forældrene om at betale beløbet til turen, ville nogle nok ikke være kommet med, siger man i Stjernen, da klubben ligger i en bydel med store forskelle med hensyn til indkomst, og så ville turen have været splittende for det daglige arbejde.

F.C. Nakskov modtager på scenen pokalen som vinder af U13
F.C. Nakskov modtager på scenen pokalen som vinder af U13

Børn og unge vil gerne opleve noget nyt

Endelig må man lige tænke på, at når man tager til udlandet, er mange ting ikke som de plejer derhjemme. Børn har ofte en stor glæde ved at opleve noget andet, end det de ser i hverdagen. Det gør dem jo også klogere. Voksne har mere tilbøjelighed til at sammenligne med, hvordan det er derhjemme. Men en tur til Verona Cup er vel for børnenes skyld!! Morgenmaden er ikke som derhjemme, italienerne har ikke samme ressourcer til at vedligeholde og reparere banerne efter en tør sommer, som vi har i Danmark og en aftale med en italiener er ikke altid lige så sikker som en aftale med en dansker – heller ikke selv om den står på skrift. Man tror, man har en plan og en aftale, men kunsten er af og til at kunne finde en ny løsning, når en ny situation opstår.

Hvis solskin og tørvejr er en vigtig faktor for en tur til udlandet i uge 42, så må Verona Cup være garanten for det.

Boldtour og EventSportConcept InternationalBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaVerona CupWinther Sport og Fritid.SPORTIGAN I HURUP OG THISTEDdbuLæs mere om Formthotics påSkaerbaekcentretteamsports.com