Vildbjerg S.F. er kommet under F.C. Midtjyllands vinger

af | 8 marts 2024 | Artikler

Vildbjerg S.F. er den klub inden for mange kilometers afstand, som i mange år har haft flest pige/kvindefodboldspillere i Vestjylland, og med penge fra Vildbjerg Cup har man nok haft en del penge, som har gjort det attraktiv for piger i stor afstand at spille fodbold i Vildbjerg. Desværre har det til gengæld været sådan, at når pigerne nåede en vis alder, så flyttede de tættere på de store byer, hvor de har kunnet fortsætte deres karriere på klubber i Kvindeligaen.

De sidste 11 år har klubben haft DBU’s pigelicens gældende for U13 – U19, så de har ret stor erfaring med at skabe et miljø, hvor spillerne har kunnet få opfyldt deres ambitioner eller drømme. Dog måtte klubben have hjælp udefra for at blive godkendt, da kravene blev skærpet med version 2.0. I Ikast har man ”Guldminen”, som er en skole for skolesøgende børn, hvor der er plads til skolegang og fodbold. Ved siden af ligger idrætsefterskolen ISI og et gymnasium, hvilket minder meget om GOG i håndbold, hvor sporten kombineres med et efterskoleophold og/eller tre års gymnasium.

Satse eller nedtrappe

Sidste år stod Vildbjerg i et dilemma, fortæller Ketty Lauritsen, der gennem flere årtier har gennemløbet vejen fra at være børnespiller til nu at være den ansvarlige for pige-/kvindeeliten i klubben. Skulle man nedtrappe, fordi de økonomiske ressourcer ikke var tilstrækkelige, eller skulle man finde en klub, som ville skyde penge i at udvikle ambitionerne?

På samme tidspunkt skulle F.C. Midtjylland overveje deres situation: Ville de have licens til at deltage i UEFA’s turneringer, skulle de have et samarbejde med en klub med kvindefodbold. Det var Vildbjerg, som tog initiativ til samarbejdet. F.C. Midtjylland kunne levere ”branding” men det ville også koste dem penge. Men hvad ville være alternativet for Midtjylland? Vildbjerg ville nok være en ret attraktiv samarbejdspartner på grund af deres licens og dermed følgende seriøse arbejde. Steinlein fik måske lettere pengene til en aftale, da den engelske storsponsor var byttet ud med en dansk, og hans ord om, at målet er, at kvinderne skal deltage i de europæiske turneringer, falder i god jord hos Ketty Lauritsen.

Ketty Lauritsen sammen med de første kontraktspillere i Vildbjerg S.F.
Ketty Lauritsen sammen med de første kontraktspillere i Vildbjerg S.F.

FCM har pengene og VSF har faciliteterne

Vildbjerg S.F. har et flot anlæg med indhegnet stadion, tribune, måltavle osv., som godt kan rumme internationale kampe. Som det er nu, kan den ene kunstbane godt rumme de spillere, som er i klubben nu, men på sigt vil endnu en kunstbane være godt, siger Ketty. I motionsrummet er der både plads og redskaber, som opfylder kravene til en licensklub. Ambitionerne kræver også ansættelse og aflønning af flere trænere, målmandstræner, fysioterapeut osv. Penge, som Vildbjerg ikke kunne skaffe selv.

Samtalerne med F.C. Midtjylland har strakt sig over ca. 1 år og træder formelt først i kraft ved starten på efteråret, men allerede et halvt år inde i forhandlingerne kunne Vildbjerg tegne kontrakt med 15 spillere, som, hvis man ikke havde gjort det, allerede var på vej til andre klubber. Havde man stået som i den nuværende for et par årtier siden var det måske Pernille Harder, som kommer fra Ikast, man havde indgået kontrakt med og måske havde man kunnet tjene en god sum penge på hendes vej ud i Europa. Her er Midtjylland jo en god læremester, da de har stor erfaring i, hvordan man handler med spillere med ganske pæn fortjeneste. Kan man få Kvindeholdet op i Ligaen, er vejen til at få solgt spillere ikke ret lang. Drømmer spillerne om at komme på landsholdet, må man væk fra Danmark.

Kvindeholdets mål er ligaen inden for få år

Vildbjergs kampbane, kontor, træningsbaner, fysioterapi osv. er der, hvor aktiviteterne fortsætter, og spillerne fra ISI bliver transporteret med bus fra Ikast til Vildbjerg. Det bedste kvindehold skal i foråret kæmpe om at få en plads i 1. division. Med virkning fra sommeren 2024 spiller licensspillerne på U13 – U19 samt 1. kvinder i FCM-tøj. Tilførslen af penge fra FCM har også medvirket til, at det er blevet lettere at tiltrække velkvalificerede trænere.

UEFA’s krav til herreklubber, som ønsker licens til at deltage i europæiske turneringer, smitter af på klubber med kvindefodbold. Nogle klubber bliver tabere og andre vindere, og man har skullet handle hurtigt. I morgen er løbet kørt! Ketty Lauritsen og Vildbjerg S.F. tog initiativet og kontaktede FCM. Det bliver en win win situation for begge klubber.

SkaerbaekcentretLæs mere om Formthotics påBoldtour og EventBusture og sportsrejser i Danmark & resten af EuropaVerona CupSportConcept InternationaldbuWinther Sport og Fritid.teamsports.comSPORTIGAN I HURUP OG THISTED